-
LIDT OM MILDE GAVER OG KORRUPTION I THAILAND
Posted on June 23rd, 2004 1 commentLIDT OM MILDE GAVER OG KORRUPTION I THAILAND
I sidste månedsbrev lovede jeg at skrive lidt om et begreb, som i Danmark kaldes for sorte penge, måneskinshonorar og tilsvarende, og er det rigtigt groft benævnes det korruption. Også her i Thailand er der tale om en vifte af udtryk, lige fra små tilkendegivelser i form af meget små gaver til den særdeles grove korruption. Derfor en denne artikel blot et lille indslag af mange, idet jeg agter at skrive mere om emnet, der baserer sig på traditioner og riter, som absolut er et studium værd. Derfor er nærværende indslag ikke 100 % objektivt, det siger jeg med det samme, men skal ses i en større sammenhæng.
Herude er begrebet som sagt meget vidtfavnende og er i dag en så stor del af kulturen, at det ikke uden videre lader sig ændre. Ikke mindre end 55 % af landets samlede økonomi er sort.
Jeg viser her et eksempel, der er 100 % accepteret af Thais; Der, hvor vi boede før, bor der stadig en politimester eller rettere, han har et hus der. Han er der ikke selv, for han har flere koner og med én af dem bor han i et langt flottere og større hus. Dette hus, jeg taler om, er kun på 300 kvadratmeter og koster i danske kroner cirka 600.000. Det hus, han aktuelt bor i, koster det dobbelte, vi kender hans naboer, så vi ved det. I huset, som omtalt, bor hans 2 børn, det ene er døvstum, og det er ikke så rart at have et barn med et handicap, når man er en stor mand, så hans 2 børn med kone nummer 1 er altså gemt af vejen her.
Hans gage er omkring 4500 DKK pr. måned og hvordan kan han have råd til flere huse, Mercedes + Peugeot med mere for den løn? Svaret er; gaver. Ikke bestikkelse eller korruption, bare gaver. Og hvordan får han dem? Gaver herude er et udtryk, der anvendes ret ofte og det understreges altid, at gaver er et tegn på taknemlighed, at give gaver bør ikke betragtes som kritisabelt.
Politiet er i dag den største magtfaktor i det thailandske samfund og det er en Etat, som i militæret, der er baseret på ganske enkle regler:
1. Du bliver forfremmet til næste rangklasse, når du betaler dagsprisen
2. Du behøver ikke at kunne dit job, jo dummere svin du er, jo flere penge du kan samle sammen, jo hurtigere stiger du i graderne
3. Det hjælper også din sag, hvis du har gode venner højere oppe
En nyansat politibetjent tjener i danske kroner omkring 800 til 900, og for det beløb kan han i princippet godt klare sig, hvis hans kone også har et lille job, men det begynder at knibe, når de får børn og/eller ambitioner om en lidt bedre tilværelse (materielt set) melder sig. For det er ikke muligt til at opfylde alle disse behov med den omtalte løn. Hvordan klares det nu?
Jo, vi erklærer os parate til at modtage gaver. En gave er et tegn på taknemlighed for en udvist service/tjeneste og hvordan ender jeg nu i servicebranchen? Færdselsbetjente har det umiddelbart nemmest, for hvert sekund overtrædes alle færdselsregler og hvis de kørende Thais kunne, ville de overtræde alle på én gang. Så kundeskaren er stor, f.eks. i Bangkok. Mulighederne for at finde årsager er legio, så efter at det pekuniære behov har meldt sig, særligt fra den 20. hver måned, standses f.eks. alle motorcyklister, de har ingen hjelm, kun 50 % har en registreringsplade og andre 50 % ikke kørekort eller forsikring.
De betaler i snit cirka 20 THB pr. stop til den betjent, der har standset dem. Lad mig indskyde, at i Bangkok er 60 % af alle trafikanter enten motorcyklister eller taxis, der foretager en eller anden form for transport (af varer, breve, pakker med mere), så de har travlt og overtræder nemt færdselsreglerne, men parolen er, hellere betale de 20 THB og så komme videre. For nylig fortalte en talsmand for de erhvervsdrivende motorcyklister til pressen, at det nu er ved at være nok, han oplyste, at i snit betales 100 THB i alt pr. dag af hver af de 70.000 professionelle motorcyklister, der er (bare i Bangkok) og det er så lig med omkring 1.1 million DKK i bøder pr. dag. I summen er muligvis indbefattet andre færdselssyndere af mild karakter. Tallene er alene for Bangkok.
Når betjentene kommer tilbage til stationen, deles pengene efter et fastlagt puljesystem, idet x % går til den lokale stationschef (politikaptajn), y % til nærmeste overordnede (politioberst, der har 5 stationer under sig) og det resterende deles mellem de øvrige igen efter et system baseret på rang (mening/korporal/sergent/løjtnant/kaptajn). Stationschefen betaler altid opefter og ender hos Bangkoks øverste politigeneral, og alle ved, at den sidst udnævnte betalte omkring 4 MIO DKK for sit job. De penge skal naturligvis retur.
Den almindelige betjent bruger sin andel af bøderne til familien, hvis han er god, skolepenge og andre uddannelsesudgifter, tøj med mere, men er han en rigtig Thai bruger han 50 % af beløbet på sig selv, spil, druk og prostitution, eller som det hedder her i landet sociale værtinder, idet vi naturligvis ikke officielt har prostitution her i landet.
Når tiden er moden til forfremmelse betales et beløb, der næsten kan ses af en prisliste til stationschefen, der ordner det fornødne og jo højere oppe i hierarkiet en forfremmelse er, jo højere er prisen.
Der er tale om meget store beløb, men ingen tør rigtigt stå frem og informere om de reelle tal, men lad mig illustrere med et par eksempler. Da vor forhenværende Premierminister, Chavaliet, der var general, ”vandt” valget, betalte han 1 million THB eller 166.000 DKK til hver af de bestemmende generaler. Der er officielt 1400 generaler i landet og måske fik 50 % af dem den lille gave, som tegn på hans taknemlighed for deres støtte, det rigtige tal får vi ikke adgang til.
Vi har i år haft den mest usædvanlige oplevelse her i landet i relation til uddeling af milde gaver. I Bangkok finder vi ejeren af cirka 10 af de bedste og største horehuse, hans navn er Chuwit. Han kom i konflikt med nogle politifolk, der som hævn fik ham arresteret på et meget løst grundlag og de havde i deres naivitet troet på, at han ville betale sig ud af problemet. Men han gjorde noget helt andet. Han brugte et lille beløb på at komme ud af fængslet (kaution) indkaldte derefter til en pressekonference inklusive TV og radiostationer (en del af ledelsen var jo blandt hans kunder) så det var nemt, og her kom han med en dokumentation, som vakte bestyrtelse, jeg så selv udsendelsen og Nitta oversatte for mig.
Han fortalte, at han vedstod sig en slags franchise-baseret kontrol på de omtalte sociale service huse, at han gennem en årrække havde betalt politiet for nye politi-huse, der findes med korte mellemrum på de mest befærdede gader i Bangkok, at han havde installeret TV, køleskab og minikøkken til betjentene, der opholder sig i dem samt at han i flere år havde betalt cirka 300.000 DKK pr. måned til de lokale politistationer, som hans selskaber var placeret indenfor, og han fremlagde en liste med beløb og med kun initialer på de kontaktpersoner, der havde modtaget pengene. Han oplyste at han havde deponeret en liste med de fulde navne/titler hos sin advokat samt hos visse mediafolk, der ville offentliggøre listen, hvis han kom i klemme.
Der rejste sig en storm af protester, den største fra vor nuværende klovn til Premierminister, Thaksin, der, selvom han i dag er landets rigeste mand, oprindeligt var, ja rigtigt gættet politimand! Han lovede bål og brand samt erklærede, at der indenfor én måned ville ske en oprydning i denne for landet så opsigtsvækkende sag. Han glemte, at magten hos politiet er stor, så 4 dage senere fastslog han, at han nok skulle bruge mindst 3 måneder til at ordne sagen i, og i dag 10 måneder senere, er der naturligvis ikke sket et dyt.
I september havde vi forvalg af ny guvernør til Bangkok, Chuwit stillede op og fik en 3.plds og vil nu stille op til det kommende rigtige valg med eget politisk parti. I de 10 måneder, der er gået fra hans chokerende pressemøde, har han været på TV mindst én gang om ugen og fortalt om alle hans former for uddeling af gaver til politi, til den lokale regering og også fortalt, hvordan listen ser ud, fra gratis betjening af “service behov” til de fattige betjente til luksusudgaverne til de mere ”velstillede” og forargelsen har ikke kendt grænser, han blev utrolig populær.
Som afsluttende kommentarer om den omfattende korruptions- og bestikkelsestradition, der præger politiets hverdag kan jeg fortælle, at der nu (igen) er nedsat en kommission, der skal lave en rapport om emnet. Den har dog allerede offentliggjort en del fakta, der i forvejen er kendt at alle, nemlig at alle stationer er involverede og det fra bund til top. Yndede ofre er massageklinikker, ulovlige spillesteder samt mindre forretningsdrivende, der trænger til ”beskyttelse”. Mange ulovlige former for virksomhed eksisterer altså kun i kraft af, at politiet ser gennem fingrene med deres aktiviteter, takket været en sand byge af gaver. Der anføres som argument, at hvis staten betalte mere i løn og gav et mere fair forfremmelsessystem fortrin, at det da ville minimere problemerne, men det tror ingen på. Specielt ikke, da den kommission, der er ved at undersøge sagen, gav sig selv klækkelige lønforhøjelser for nylig.
At give gaver anvendes ofte også i skoler. Velstillede forældre giver en gave til en lærer i forventning om, at deres barn får et afgangsbevis, der kan skaffe enten adgang til en højere uddannelse eller til et stort og velbetalt job. Gaver går fra kontanter over computere til en Mercedes. Når det ”opdages” er straffen normalt en reduktion i månedsgagen til den pågældende lærer på f.eks. 100 DKK ofte koblet sammen med en forflytning til et andet job.
Hvis vi som vesterlændinge ikke altid forstår denne del af den thailandske kultur, hænger det sammen med vor manglende evne til at indse og acceptere deres logik. Det er ikke længe siden en bekendt af os, en amerikaner, der arbejder som lærer på et universitet, kom galt af sted. Han gav en elev, der beviseligt ikke var dygtig, en så lav karakter, at vedkommende ikke kunne få sit afgangsbevis. 2 timer senere blev han af rektor bedt om at tage en orlov på 3 måneder til sagen var glemt. Rektor oplyste ham om, at familien ville tage hævn, fordi han ved at lade eleven dumpe, havde skaffet familien et stort problem, idet drengen ikke kunne få et job, selvom det ikke var højt betalt, men det kunne i hvert fald bidrage til familiens økonomi. Rektor sagde, at det have været mere smart at give ham den minimumskarakter, der var nødvendig.
Jeg skal så bare fortælle, at lige nu er den største modtager af gaver vor minister for offentlige arbejder, han kaldes Mr. 20 %, for alle opgaver, han giver til entreprenører, kræver en gave til ham på 20 % af entreprisesummen. Trods snart 4 år ved magten gør Thaksin ikke et dyt ved det store problem landet har, nemlig hans korrupte regeringsmedlemmer. Ved sine valgtaler havde han garanteret vælgerne, at nu skulle det være slut med denne politik, i stedet er det mere omfattende en før.
BESØG I DANMARK
Ultimo september og 3 uger af oktober tilbragte jeg hjemme i det fædrene land og det var en god oplevelse. Vi fik mange nye ordrer og nye kundeemner og jeg fik lejlighed til at indhente flere data, der skal bruges til bogen om Falkoner Centret. Der var kun én kedelig ting ved besøget, nemlig at få bekræftet, at mange af de ting, som jeg husker eller betragter som gode for Danmark ikke eksisterer mere. Jeg så en voldsom ligegyldighed, en negativitet overfor vigtige ting og en udvikling i børns magt, som jeg finder 100 % uacceptabelt. Service eksisterer næsten ikke mere, og den mest anvendte sætning er stadig; Det ved jeg ikke! Aldrig; kære kunde, det ved jeg ikke, men nu skal jeg finde ud af det. Og så de høje priser, hvordan har danskerne råd til at leve? Men det var en stor og positiv oplevelse at gense familie og venner!
MÅNEDENS CITAT
Journalistik er desværre ikke et erhverv, der tiltrækker kvinder med erotisk udstråling
HERBERT PUNDIK
1 responses to “LIDT OM MILDE GAVER OG KORRUPTION I THAILAND”

-
Hi,
Thank you! I would now go on this blog every day!
Zoran
Leave a reply
-

Zoran July 3rd, 2009 at 16:31