-
THAILAND OG BUDDHISME
Posted on July 1st, 2004 No commentsTHAILAND OG BUDDHISME
Buddhismen, der er en af verdens største religioner, blev – hvis jeg må bruge det ord – grundlagt i Indien og har reelt set kun 2 hovedformer. Thailand har således accepteret den sydlige gren, Theravada. Religionen er baseret på to hovedelementer, det ene er munkesamfundet, det andet er de almindelige mennesker. I denne sidste kategori falder nonner og nonneordener, men de er ikke fremherskende i de buddhistiske lande.
Hver part i dette store og flotte rollespil, har aftalerne på plads. Lægfolket skal sørge for, at munkene får dækket deres daglige nødvendigheder og til gengæld skal munkene så sørge for, at de almindelige personer modtager oplysning om buddhismen, der også forudsætter, at begge parter samarbejder og opfylder de grundlagte forpligtelser. I disse indgår desværre også en række politisk betonede, der skal sikre magthaverne deres fortsatte indflydelse, men det har også haft betydning i forholdet til udenlandske indflydelser af forskellige karakterer.
Ordet ” BUDDHA ” betyder ” den oplyste ” og er altså ikke et egennavn. Ikke overraskende er formålet at blive OPLYST ved at følge den vej, Buddha beskriver og det er værd at notere sig, at Buddha oplyser, at der er ingen Gud, der har skabt, styrer og hjælper folk i nød. Mennesket skal gennem en række genfødsler (reinkarnationen) men kun så længe, de ikke er oplyste nok. Den grundlæggende viden består af 4 hovedelementer, lidelse, dennes baggrund/natur, dens ophør og om den ottefoldige vej til dens ophør.
Det vigtigste begreb kaldes “Dukkha” (lidelse) betyder i virkeligheden ” ufuldkommen eksistens ” . Buddhister nægter sig ikke nogen glæde i hverdagen, men skal lære, at alt i Buddhas øjne er utilfredsstillende, fordi det er foranderligt. Det siges også, at et menneske ikke har en sjæl – en uforanderlig- der kan leve evigt.
Dukkha dækker igen over disse delelementer; Fødsel er utilfredsstillende, det er utilfredsstillende at blive gammel, ligeledes at blive syg og udsigten til at dø, betragtes også som utilfredsstillende. Der er mange flere elementer, men det bliver for tung at opremse dem. Dog vil jeg lige omtale de almindelige, der er; korrekt tale, korrekte handlinger, at leve og opføre sig korrekt, at gøre korrekte forsøg på at overkomme dårlige handlinger, at have en korrekt opfattelse og en tilsvarende koncentration om at opfylde de stillede krav.
Hovedformålet med at søge OPLYSNING er baseret på de konsekvenser en handling har (karma) om selve genfødslen (Samsara) og om at blive frelst (Nirvana) og når sidste stadie er nået, standses genfødslerne. Der er flere veje, der kan anvendes for at når Nirvana, blandt andre askese og meditation. Men det skal tilføjes, at det ikke er muligt at nå den endelige frelse, førend den nye Buddha, der kaldes Maitreya, kommer en gang i en ikke definerbar fremtid.
Derfor er formålet i princippet at påvirke de almindelige mennesker til, via deres livsførelse, at gøre sig fortjente til en genfødsel, der er bedre end den nuværende tilværelse. Det er interessant i denne lære, der ellers betragtes som den mest tolerante af alle, at en mand til enhver tid står over en kvinde og derfor håber mange kvinder at blive genfødt som en mand, og mange lægmænd beder om at blive genfødt som en munk.
En munk kan ikke på nogen måde sidestilles med en præst. Munkene i Thailand er delt i 2 hovedgrupper (der har tidligere været 3) og de lever i templer, der også ofte fungerer som skole og sociale netværk for de svagest stillede i samfundet, der jo som bekendt ikke har noget sikkerhedsnet i form af folkepension, dagpenge, ATP, arbejdsløsheds-understøttelse og tilsvarende. Munkene betragtes som de personer, der har nemmest ved at opnå Nirvana fordi de lever det perfekte buddhistiske liv.
Derfor er statuer eller andre afbildninger af Buddha betragtet på en helt speciel måde og det er en del af læren, at disse statuer kan bringe mirakler eller på anden måde hjælpe de betrængte, når de har brug for et godt råd. Det skal derfor forstås rigtigt, når man som turist ser Thais knælende foran Buddha figurer, at de ikke beder til en GUD, en person, men til at de må være i stand til, via Buddhas lære/tankegang, at opføre sig på en sådan måde, at de får deres ønsker belønnet.
Endelig skal bemærkes at Kongen er den højest placerede Buddhist i Thailand, at religionen har flere styrende organer, der skal søge at opretholde en så høj grad af orden og disciplin blandt munkene, at alle fortsat har tillid til dem. I de senere år er der set for mange uheldige eksempler på det modsatte, men den katolske kirke har jo også været rystet noget i sin grundvold, så det undrer ingen.
Der er mange bøger om Buddhisme, jeg har en del og de er yderst interessante at læse, og der er naturligvis forskellige opfattelser på bjerget. Nogle er tankevækkende og giver anledning til mange refleksioner, men der er ofte også en nøgle, der tjener til at forstå Thais og det thailandske samfund langt bedre.
Lægfolk skal overholde 5 basis leveregler, 3 accepteres, fordi det siges, at det er svært at holde Buddhas regler. Munke skal overholde 227, én af dem er, at de ikke må ryge. Men netop i disse dage diskuteres det meget, fordi cirka 25 % af samtlige munke er dybt afhængige af tobak! Men der er sandelig også fornuftige munke, heldigvis.
En munk, jeg beundrer meget, hedder Phra Santikaro og for nylig gav han et interview til et dagblad. Her gav han udtryk for, at de fleste har glemt at give og dermed også glemt, at det giver belønning at være en giver, men vi er alle blevet så optaget af os selv og vore krav til andre, at vi ikke mere tænker på det at give. Han omtalte også, at der ikke siges tak for det, der gives, det betragtes som selvfølger. Alle vil gerne modtage, men returnere gaven, nej tak, der er grænsen.
Munken siger, at samfundet er blevet ødelagt af konsumeringsbegær, vi er alle konstant på jagt efter tomme statussymboler, vi er blevet ignorant og mener, at det at give skal ses som en investering, der skal komme igen med renter, vi giver ikke for bare at glæde.
Han siger også, at mange giver for dermed at sætte modtageren i taknemlighedsgæld, en holdning der kendes fra den kinesiske hverdag, hvor en ydet tjeneste er en forpligtelse, der skal betales tilbage og den overgår ofte til børnene, hvis den ikke er blevet indfriet inden man drager til den bedre verden. Endelig siger munken, at vi bør se på naturen, den giver os vor tilværelse, men forlanger intet til gengæld. Han giver os en lille reminder med på vejen om at give; Giv knowhow og erfaring, ikke materialistiske ting, giv muligheder, tid og tilgiv. Giv kærlighed og omsorg til/for andre.
Der var meget stof til eftertanke i hans ord, de her omtalte er dem, jeg anser for de vigtigste.
LIDT GENEREALT OM RELIGIONER
De snart 8 år her i Thailand har givet mig en lille indsigt i Buddhismen og da jeg før har opholdt mig i lande, hvor Islam er den eneste religion, og i lande med kristne opfattelser, herunder den katolske, er det naturligt at gøre sig lidt tanker om, hvorfor de fleste religioner sigter mod det gode og dettes udspring, men af andre opfattes som det modsatte og hvorfor ser vi mere på forskellene end på de positive opfattelser, vi deler?
Jeg har lært, at ved at studere de forskellige religioner og sammenligne dem med en positiv holdning, opnås en bedre forståelse, men naturligvis ikke altid accept af forskellene, og jeg er fortsat yderst kritisk overfor Islam, i hvert fald overfor de meget ekstreme fraktioner, der i dag præger Islam mere og mere.
Kristendommen og Buddhismen har meget tilfælles, langt mere end med Islam, begge omtalte er universelle og findes, der, hvor man har indset, at religion ikke må være en årsag til konflikter, men skal ses som en løsning til erstatning af had og vold, som vi ser det (har set det) i Sri Lanka, Irland, Indien og Kosovo for bare at omtale nogle af de alvorligste, der måske om kort tid vil blive overgået af den tiltagende uro i Irak, der kan føre til borgerkrig og her i lille Thailand ser vi alle med stor bekymring på udviklingen i den sydligste provins, hvor religiøse drab nu er med på alle dagsordner. Mellemøsten er et kapitel for sig, der vil aldrig blive en løsning på det problem.
En meget anerkendt thailandsk munk sagde i 1967, at hvis man studerer disse 3, Kristendom, Buddhisme og Islam, vil man finde, at de ender i samme indfaldsvinkel. Hvis man derefter går mere i dybden og søger efter den absolutte sandhed, vil man erkende at begrebet religion ikke eksisterer, der er ingen Kristendom, Buddhisme eller Islam. Der er kun sandheden. Han sagde endvidere at en god Buddhist også er en god kristen, men omtaler ikke i samme afsnit en Muslim.
Hans udtalelser vakte naturligvis opstandelse. I 1979 kom kronen på værket, da han sagde, at en god kristen er et godt eksempel for en Buddhist, at der i kristendommen er mange elementer, som kan tjene som gode eksempler for en sand Buddhist. Blandt andet sagde han, at den kristne opfattelse af en Gud, der elsker, tilgiver, adlydes og taksiges, har en etisk værdi for en Buddhist, det var sandelig ord, der satte gang i debatten herude. Han sluttede med at sige, at hvis man bygger på en større forståelse mellem religionerne, tager hinanden i hånden og betragter alle som mennesker som værdifulde, ja så kan vi nå langt. Han refererede til mere international forståelse, og fremhævede, at vi må opgive nogle af vore egne egoistiske ønsker/krav og se mere på et verdensbillede præget af kærlighed og lykke.
Det er så sørgeligt, at disse kommentarer næsten er at betragte som ”Guds spildte ord på Balle Lars”, se bare på det roderi, som kloden befinder sig i. Det, der ofte gør mig ked af det, er magtesløsheden, blot at være en passiv tilskuer med den lidt kedelige holdning, hvad kan jeg gøre, hvad nytter det?
Bare man turde tro på, at aktiv modstand fra én, er nok til at starte en bevægelse, der kunne etablere tilværelsen for os alle, som ovenfor beskrevet. Men meget minder om H.C. Lumbyes “Drømmebilleder”. Virkeligheden, som vi oplever den år 2004 er noget anderledes, for nu at bruge et pænt ord om det.
Det havde været bedre for os alle, hvis Ciceros ord om, at det at ville det bedste for alle mennesker, er den højeste lov.
Chonburi juni 2004
Leave a reply
