My private blog for family, friends and business partners
RSS icon Home icon
  • CIRKUS THAKSIN AUGUST 2004

    Posted on August 20th, 2004 admin No comments

    OPDATERING CIRKUS THAKSIN/ENEHERSKER I THAKSINLAND

    VOR PREMIERMINISTER THAKSIN/VORHERRE

    Der går ikke én dag uden at cirkus Thaksin bidrager til en klar opfattelse af, at har man bare penge nok, kan man gøre, hvad man vil. I sidste dagbog omtalte jeg, at hans datter ikke kunne klare optagelsesprøven til landets bedste universitet. Men efter trusler mod dekanen og en rokering i fakultetet lykkedes det spilme på mirakuløs vis at få datteren ind og her ses den stolte far med den meget højt begavede datter på vej til universitet, hvor hun uden tvivl vil få en doktorgrad på rekordtid.

    Sandelig om ikke hans søn, der har et selskab, der sælger TV reklamer (Braveheart CO.LTD) vandt en millionkontrakt på annoncering i det meget omtalte Sky Train projekt. Han vandt også en stor TV kontrakt og har meddelt at han regner med at få den næste, han byder på. Alle andre selskaber med erfaring blev forbigået i tavshed. Sønnen griner sammen med den øvrige familie. De havde også smil på læben, da deres imperium, der omfatter satellit tjenester, fik en kontrakt på 3.5 billioner Thai Baht i Hong Kong på samme dag da samme kinesiske by fik en kontrakt på næsten samme beløb mod at levere shipping ydelser fra Thailand. Nepotisme?

    Det er ikke det første eksempel på, at han bruger sin stærke position til at skaffe lukrative forretninger til hans familieimperium. Hans kone er i søgelyset i øjeblikket, hendes firma vinder den ene offentlige auktion efter den anden på fast ejendom eller yderst attraktive byggegrunde, nogle er destinerede som træningsområder for den opvakte thailandske ungdom med et talent for fodbold og Liverpool skal levere management og træning. At hun køber til beløb under den fastsatte minimumssalgspris er naturligt og alle argumenter fra oppositionen ignoreres.

    Familiens formue er steget med 16 milliarder danske kroner i den tid, han har styret landet med hård hånd, ingen over ingen ved siden af, alle under hans skosåler. Han opfattelse af sig selv som det største geni i denne tid ses af en udtalelse forleden på TV, da de transmitterede en heftig debat i parlamentet.

    Her krævede han at landet SKAL have en fremgang i bruttonationalproduktet i år på 8%, hvor meget tyder på at det kun bliver på 7%. Han gjorde det klart, at dette er et ufravigeligt krav fra ham, og de, der ikke kan bidrage til opfyldelsen af dette, kan forvente sanktioner.

    I samme debat brugte oppositionen som argument, at inflationen i år måske bliver på 4% mod 3% og at dette kunne være en årsag til at de 8% i BNP ikke kan nås. Hertil svarede han hånligt, at der jo blot er tale om tal, de har ingen praktisk betydning. Han arrogante holdning vækker stigende irritation. At der er en tilbagegang i eksporten og at udlandsgælden stiger, bekymrer ham ikke. Heller ikke at Thailand i øjeblikket i internationale finanskredse ikke har det bedste omdømme.

    Hans planer om at købe Liverpool er en farce uden lige. Først ville han købe den selv, eller rettere 30 % af den mod en pris på cirka 700 millioner kroner. Så stødte han på modstand fordi han en måned før havde bedt thais om at bruge flest mulige penge indenfor riget og helst kun bruge lokalt fremstillede produkter med undtagelse af hans mobiltelefoner, naturligvis.

    Så fik han ideen med at Thailand, ikke ham, skal købe de 30 %, dvs. de 60 % af de 700 MDKK skal komme fra private investorer og de 40% fra en lotteri hvor købet af en lodsseddel på 150 DKK giver én aktie og en mulighed for at vinde et stort beløb ved lodtrækningen. Dette vækker stigende modstand og det er direkte i strid med den thailandske forfatning, men det kan han ikke tage sig af.

    Det vakte moro, da et eksperthold i sidste uge kom tilbage fra London, hvor der blandt andet blev aftalt en såkaldt due diligence gennemgang af Liverpools aktiver og passiver og sandelig om hovedforhandleren ikke var hans adm. direktør for han kommunikationsselskab, idet Thaksin fremhævede at regeringen ikke råder over folk med ordentlig økonomisk indsigt. Hvor latterlig kan man gøre sig?

    Det skal så tilføjes at hans planer, som jeg omtalte i sidste måned, om at købe Fullham klubben i England faldt til jorden, fordi klubben sagde, at en sådan ejer ville man ikke lægge navn til, lektion 1.

    Lektion 2 kom, da han i begyndelsen af juni udsendte signaler om, at han vil opgive planerne om det omtalte lotteri. Thailand er ikke modent til at se værdien af langsigtede investeringer, hævdede han, men sandheden er, at presset fra mange sider blev for stort og at der blandt ordvalget i kritikken var mange, der gik på at han er arrogant og overser at 4 Billioner lokale penge kan bruges langt bedre indenfor landets grænser.

    I samme interview i TV udtalte han, at han i virkeligheden er imod enhver form for spil og at hans næste store projekt bliver at afskaffe al form for spil her i landet, der nyder en meget stor udbredelse, idet Thais er spillegale om en hals. Sidste år blev cirka 4.000 personer skudt af politiet i forbindelse med udryddelsen af narko problemerne, hans første store projekt, hans nuværende projekt er at komme bestikkelse og undergrundsøkonomi til livs. Han vil have fat på taxis, der kører uden meter og tilsvarende, men ikke med eet ord omtales de milliarder, der tilflyder de regeringsansatte beslutningstagere, herunder den etat, der har den reelle magt i landet, politiet, der tegner sig for 50 % af alle bestikkelser og dem tør han ikke røre. 55% af den samlede økonomi her i landet er sort. En anden gang vil jeg skrive mere om det, for det er et emne, der har langt flere sider, end dem, her omtalt.

    Som alle her i landet, højt på strå, har han altid i samme udtalelser 2 modstridende argumenter, og nu begynder de højest placerede akademikere at gøre oprør, som jeg var inde på i dagbogen fra maj.

    I stedet for lotteriet vil han finde flere private investorer, der er parate til at investere i en klub, der i øjeblikket har en gæld på cirka 34 MUSD, godt for dem, der har lyst.

    Vi, der sidder udenfor arenaen, hvor han selv og hans familie boltrer sig i ulovligheder, kan kun undre os og stadig ikke forstå, hvordan han kunne få stillingen som landets regeringschef selvom det var klart påvist, at han har overtrådt 4 store love, der gælder for dem, der søger store jobs i det offentlige. I tidligere artikler, jeg har forfattet, har jeg skrevet mere indgående om hans forhold, da han stiftede et nyt parti og blev storvinder og dermed landets regeringschef.

    I vort netværk og vennekreds har vi en del selvstændige og yderst velhavende personer, der i stigende grad har mistet troen på Thaksin og hans tomme løfter. Nogenlunde samstemmende udtrykker de, at landet er i tilbagegang, omdømmet i udlandet for nedadgående med ret stor hastighed, og mellemklassen, der de første to år var stærke tilhængere af den nyvalgte PM indser nu, at de og de fattige betaler prisen for at de rige kan skalte og valte, som de vil.

    Thaksin vil have moms og skat fra de fattige motorcykeltaxaer, fra de små handlende osv. Samtidig med at politiet bruger samme “kundekreds” som stabil indtægtskilde ved at tappe dem for “bøder” der går direkte i politiets lommer. Fattigdommen stiger, der er flere og flere forliste børn på gaderne, de fleste små skoler har ingen eller få lærere, der får en løn på 1000 danske kroner pr. måned.  Landet er på vej i en forkert retning, der er ingen visioner eller planer for Thailand, Thaksin og hans kumpaner har kun én tanke i hovedet, nemlig at fylde deres dybe lommer.

    Mest vigtigt, der er ikke et demokratisk lederskab, aviserne skriver nu at vi takket været Thaksin har et tyrannisk diktatur, og de har ret.

    SIDSTE ORD

    ” He knows nothing, but he thinks he knows everything. That points clearly to a political career “. Bernard Shaw.

    Chonburi august 2004

    Leave a reply

    Anti-Spam Protection by WP-SpamFree