THAILAND OG UDDANNELSE DEL I

THAILAND OG UDDANNELSE DEL I

Lad mig først sige lidt generelt om den thailandske opfattelse af sig selv, et emne, der er under heftig debat i den lokale presse. Der er ingen i denne verden, der er over, ikke engang ved siden af en Thai, uanset dennes udannelse eller baggrund. Denne opfattelse har været ødelæggende og har udgjort og stadig udgør en trussel mod en langt bedre udvikling af landet. Lad mig kort give lidt eksempler. Da jeg begyndte at komme til Thailand i 1970 (og siden da har været her et utal af gange, indtil jeg bosatte mig her i 1996), var der her i landet mange danske virksomheder, eller selskaber, der beskæftigede udenlandsk, herunder skandinavisk, arbejdskraft. F.eks. var der i Thai International, der havde en samarbejdsaftale med SAS, mange helt fra toppen, en kendt dansker som den øverste executive vicepræsident, (CEO var naturligvis en general), ned til indcheckning, kargo, salg og marketing, så piloterne og kabinepersonalet. Der var mange skandinaviske medarbejdere herude dengang, og der var brug for dem.

Efterhånden som Thais blev mere og mere misundelige på de vilkår, der blev tilbudt udlændinge og i takt med deres egen uddannelse, blev ”fremmedarbejderne” sendt retur med tak for lån og generalerne overtog 100 % magten i selskabet og, hvad der ikke kan forbavse nogen, misbrugte denne på det groveste. Hver gang et bestyrelsesmedlem (en general, naturligvis) eller dennes familie ønskede at rejse, blev de sat på 1. klasse og hvis nogen havde haft den ide, at booke og betale for en 1. klasses billetter fra Bangkok til Europa, og hvis der ikke var plads på maskinen – fordi generalen eller hans familie ønskede at rejse -, blev betalende passagerer bare smidt af flyet, og ydermere vakte det forargelse, når samme general forventede, at hotellet i København, Paris eller London, der husede flybesætninger fra Thai, gratis stillede luksussuiter til rådighed for enten hans hustru eller datter, altid i selskab med andre. f.eks. veninder.

Ydermere forventede de forkælede, at hotellerne betalte de regninger for købte luksusvarer, som blev debiteret deres suite. Hvis hotellet ikke betalte disse eller stillede sig på bagbenene, blev det truet med en annullering af kontrakten for besætningen, en kontrakt, der indenfor hotelindustrien i storbyer betragtes som lukrativ, da den har mange, garanterede overnatninger, så ofte måtte de føje sig. Jeg har selv prøvet det, så jeg kender rumlen. Det var da jeg arbejdede for Falkoner Centret, der også har et Hotel (3 Falke), der husede flybesætninger.

Et andet nepotistisk træk var, at den nye topledelse og dennes nærmeste vennekreds fik fortrinsret til at anbefale stewardesserne, så i en lang periode kunne vi være sikre på at 90 % af de ”søde” Thai stewardesser var døtre fra superrige, men de var ikke altid servicemindede, smilet var påklistret.

For dem var det attraktivt at komme på langdistance-ruterne som start, derefter en udstationering i Europa, med base i f.eks. København, hvor de var i 14 dage og under dette ophold fløj de korte distancer, Paris, London, Rom, retur til København. Dermed fik de gratis sightseeing og mulighed for indkøb af de dengang herude ukendte luksusvarer, som de europæiske hovedstæder bød på og de samlede på den måde på udstyr, dette gjaldt stewardesserne, piloterne havde fokus på andre objekter.

Mange fandt en udenlandsk mand og for ham, hvis han bosatte sig her, var det en stor fordel, at hans svigerfar var en person med indflydelse, så der er en del tidligere SAS folk herude, der har giftet sig og blevet her i helt nye jobs.

THAI INTERNATIONAL er ejet af regeringen og da den nye PM (Thaksin) tiltrådte, var én af hans første handlinger at prøve at rydde op i dette misbrug, der havde ført til, at alle udlændinge (undtagen enkelte piloter) var sendt hjem, den sidste var Niels, den person, der er hovedmanden bag selskabets strategi i de år, da Thai var anset for én af verdens bedste flyselskaber. Da Niels fratrådte startede han sit eget konsulentfirma, og hans første og største klient var Thai, uden ham kunne de ikke komme videre. Han døde for 3 år siden, men blev forinden dekoreret af Kongen med én af de fornemste ordener, der nogensinde er tildelt en dansker.

Flyselskabet er nu røget ned blandt de dårligste på verdensplan, korrumperet ledelse, nepotisme ved ansættelser og for mange medarbejdere med negativ indstilling til service, dog er det siden gået en anelse frem, men det niveau, det har haft kommer det ikke tilbage til igen, selskabet er for længst blevet placeret udenfor overhalingsbanen.

Man siger ofte, at Thais er nogle af de bedste i denne verden til at yde service. Og det med et stort smil, ja de smiler, medens del tømmer dine lommer samtidig med at de tænker på, hvordan de kan narre dig for endnu flere penge og jeg synes det er så tankevækkende, at den industri, der er med til at skabe store indtægter i fremmed valuta, nemlig hotelbranchen, næsten kun bruger udenlandsk arbejdskraft (hvis de er fra 4 stjerne og op) til hele ledelsen samt køkkenchef, souschef med mere.

Forklaringen er ganske enkelt den, hvad jeg har skrevet om før, at Thais forventer eller kræver at alt, skal være på deres vilkår.  Mange er bedøvende ligeglade med, at man fra Vestens side forventer, om ikke andet så en forståelse for de vilkår, der er i vore lande og i vor kultur, og som Thais bør kunne forstå og acceptere, hvis de vil have vore forretninger, men desværre er parolen den, at det er os som skal acceptere deres vilkår, vore er uden særlige betydning, indtil nu i hvert fald. En ændring anes.

Der har nemlig i de sidste 6 måneder været skrevet meget om dette i pressen, fordi mange udenlandske investorer nu foretrækker investeringer i andre lande herude, mest Kina naturligvis, men også Indien rykker stærkt ind. Og der spørges naturligvis hvorfor?

Et yndet emne for debat er, om Thais skal prøve at justere sig til den tankegang og filosofi, som en udenlandsk chef er eksponent for. Den gruppe i et selskabs organisation, der er under mest pres, er mellemlederne, der skal kunne bygge bro mellem de to vidt forskellige kulturer og tankegange. Lad mig beskrive dette;

En nyankommen udenlandsk chef, der overtager ledelsen af et selskab her (ofte et datterselskab) er resultatorienteret og vil starte med at sætte mål, strategi for, hvordan de skal opnås og dette indenfor relativ overskuelig tidshorisont. Hans Thai medarbejdere vil bruge tiden til at skabe forbindelser i (golfbane og klubber) og kan ikke forstå den nye chefs utålmodighed. Ydermere varer det længe, førend de stoler på ham, selvom de udadtil smiler og sige ja til alt, hvad han foreslår. Han har det problem, at uden deres støtte kommer han ikke videre, så hvem skal nu justere sig, eller lave om på prioritetsordenen? Chefen eller de ansatte?

Indtil nu har det altid os fremmede, der skulle gøre det, men nu begynder mange Thais i topstillinger at sige, at det nok bør overvejes om ikke også Thais skulle prøve at se lidt anderledes på denne situation. Der var for kort tid siden et seminar med titlen: Hvordan lærer Thais at samarbejde bedre med udlændinge (cross cultural management course) og 70 % af deltagerne var udlændinge! Adspurgt svarede denne gruppe, at de var med for at lære om dette vigtige emne, men de adspurgte Thais svarede, at det er udlændingene, der skal justere sig til de lokale forhold og kulturmønster, vi er og forbliver bedre end dem, hvorfor skal vi lære af dem? Min chef har sendt mig, men jeg ved ikke, hvad jeg skal her?

Sandheden er nærmere den, at den thailandske mentalitet ikke er til planlægning, udførelse, kontrol men til langt mindre afslappende og ikke forpligtende discipliner. De vil ikke have ordrer, de skal altid behandles med fløjlshandsker eller sagt lidt pænere de skal styres diplomatisk. Virksomhedsbegreber såsom budget, alternative strategier og realistiske planer er totalt ukendte, kendskab til dem forpligter nemlig, og det er spilme ikke rart at have forpligtelser overfor en arbejdsplads, den slags holdninger er forbeholdt først og fremmest vores mor, så templet, så mig selv, så mine venner, og så måske min mand og mine børn.

Jeg har selv haft fornøjelsen at være leder i Singapore, på Bali og her i landet, hvor jeg havde 400 medarbejdere. Der er utrolig forskel i baggrund, uddannelse, kultur og holdninger, der er fordele og ulemper, det er meget svært at gøre alt op som et regnestykke, men eet kan siges med sikkerhed, produktionen fra Thais er den laveste i hele Østen, kedeligt men sandt og denne kendsgerning er, som tidligere anført, en stor årsag til at landet er på vej i krise. Det redder landet lige nu at eksporten er høj, da den thailandske valuta står meget, meget lav i denne tid.

Singapore og Malaysia har for lang tid siden forstået, at skal deres samfund overleve, må den nye generation lære, og dette fra så tidligt som muligt over til så meget som muligt og så må det tage den fornødne tid, men målsætningen er klar, et krævende ambitionsniveau for landets samlede uddannelsessystem. Jeg har lært, at det er nødvendigt at have en kombination af uddannelse, kulturpåvirkning og et velfungerede socialt miljø, de 3 faktorer tilsammen danner en nation.

Jeg har prøvet at grave lidt i dette interessante emne og må så starte med at beskrive det uddannelsessystem, der bruges her i landet, det er jo det,  jeg har lovet at berette lidt om i mine betragtninger fra januar i år.

Ifølge Ministeriet for Uddannelse er målsætningen for denne, at det justerede og samlede thailandske uddannelsessystem (fra 1992) skal udformes på en sådan måde, at det sikrer en fortløbende og livslang ”learning” for den individuelle for derigennem at fremme deres klogskab, åndsevner, fysiske og sociale udvikling, og endvidere at de ved at følge dette system er med til at sikre nationens fremgang, under en demokratisk ledelse, hvor HM Kongen er den øverste leder.

Skolesystemet er opdelt i disse faser

1. Grundskole

2. Almindelig linje trin 1

3. Almindelig linje trin 2

4. Højere uddannelse, der afsluttes med diplom

5. En såkaldte Bachelors GRAD

6. En doktorgrad (PHD)

Men der forefindes endvidere særlige uddannelser for militær og politi, teknikere, medicinere og andre plus at der findes 2 Universiteter, der kun koncentrerer sig om Buddhismen.

Det er interessant at se disse definitioner;

Grundskolen er i form af børnepasning (vuggestuer og børnehaver) og skal forberede barnet på en udvikling fysisk og psykisk, mentalt, emotionelt (er lig med personlighed) og andre sociale aspekter, således at de nu er parate til at modtage en undervisning på et højere niveau.

Den såkaldte grundskole tilsigter at lære eleverne læsning, skrivning og aritmetik, således at man derved former attraktive karakteregenskaber, der indeholder den højest mulige moralske forståelse, accept af etiske regler, med andre ord en person, der bliver den ideelle samfundsborger.

Den efterfølgende skoling er de ”almindelige” trin 1 og 2. Trin 1 tilsigter at lære eleven mere om moral, etik og evner og interesser, så de fra dette trin er klar over, hvilke behov og interesser de har, samt om deres evner, både med hensyn til generel udannelse eller om for det, der herude kaldes en faglig specifik uddannelse, er store nok. På dette trin skal de lære at være forberedte på at arbejde og at blive praktisk indstillede.

På trin 2 skal alt fra trin 1 forbedres, så eleven er klar til næste fase i uddannelsen, hvis de kan, vil eller har råd, ellers går de ud af systemet her med diplom.

De højere uddannelser tilsigter under 1 at udvikle alt tidligere lært, plus at søge faglige retninger, der er begrænset til økonomi, politik, kultur og miljø samt teknik.

Når den højeste uddannelse er opnået (her i landet) er man en person med den bedst mulige teoretiske baggrund og med en moralsk og etisk holdning, der gør én til den bedst egnede til at påtage sig ledende roller i samfundet med henblik på at føre nationen frem til en vinderplads. Med andre ord, man søger et offentligt job.

Men ser vi på den historiske udvikling af det thailandske uddannelsessystem, lærer vi at det først er fra 1898 og at uddannelse var forbeholdt; Kongefamilien, adelsklassen og tilsvarende højt rangerende personer og dertil kom en skole for almindelige Thais, men under kongens auspicier.

Før da var uddannelsen i væsentlig grad koncentreret omkring Buddhismen og de kongelige børn (der var mange, Rama IV havde 11 koner, 39 sønner og 43 døtre). I templerne forsøgte munkene at lære de almindelige børn det mest basale. De kongelige børn lærte at regere, de andre adelige børn at betjene den kongelige husholdning. Da hovedbestanddelen af befolkningen dengang var landmænd, havde kongen og de adelige den opfattelse, at en skoleuddannelse slet ikke var nødvendig for den samfundsklasse.

Den elskede konge RAMA V moderniserede uddannelse i 1898 og indførte et system, der var baseret på engelsk indflydelse, dvs. man havde så 2 hovedretninger, den ene akademisk og den anden specielt fagligt orienteret.

Denne model holdt i masser af år og hensigten var, at kun overklassen fik sig en kvalificeret uddannelse og det gjaldt om at holde de andre ”nede” så de kunne tjene de riges formål. Denne målsætning varede længe, næsten indtil generalerne måtte slippe magten, hvilket skete gradvist fra midten af 1980serne.

Resultatet er ikke overraskende; For nyligt afslørede en undersøgelse af thailandske børn, at gruppen mellem 6 til 12 har en gennemsnitlig IK på 91,2, gruppen mellem 13 til 18 på kun 89,9. Normtal for disse grupper er fra 90 til 110, så det ses tydeligt, at det praleri om deres høje niveau er baseret på deres sædvanlige mangel på realistisk indstilling.

Lad mig ikke her komme ind på, hvem der har ansvaret (det er jo forældrene) det er stof alene til en lang essay, men resultatet af et system, der er baseret på dovenskab, falske eksamenspapirer, der købes af skolen mod en nydelig lille sum (Mercedes eller en bærbar Pc’er f. eks.) samt en promotion af alle, der begår ulovligheder, ender med at det ikke er særligt anvendeligt og det er landets problem, men den siddende regering og den, der kommer efter, er bedøvende ligeglade.

Da Thaksin for nogle måneder siden ville have at landet skulle købe en fodboldklub i England, rejste der sig en storm af protester, blandt andre fra nogle ledende rektorer, der klart råbte til Thaksin; Hvorfor skal landet bruge 4 billioner Thai Baht til det formål samtidig med, at vore elever er snotdumme i forhold til andre landes studerende?

Eleverne er selv (generelt set) ret ligeglade. For én måned siden havde vi et rigtigt show. 3 udenlandske universiteter (alle fra Australien) havde en weekend en adgangsprøve for elever, der kunne tænke sig at studere udenfor landets grænser og de havde publiceret, at for mindrebemidlede kunne der gives støtte eller legater og de havde sat grænsen for familiens indtægt til 15.000 THB eller godt 2000 DKK pr. måned.

Der mødte adskillige tusinder op, og det, der chokerede de 3 universiteter var, at adskillige ansøgere, hvis far var f.eks. politibetjent med en løn på 7.000 til 9.000 THB, mødte op i sidste nye modetøj, og med sidste nye model i mobiltelefon(med kamera) plus et splinternyt digitalkamera ved siden af, som de flittigt brugte og adspurgte om, hvorledes de kunne møde op med udstyr, der koster farmand mere, end han kan spare op af sine beskedne løn, var svaret, jeg tjener dem hos McDonald’s. De svarer jo ikke, at farmand har modtaget pengene til familiens store hus, Mercedes og luksusrejser fra bestikkelse. Det er kun unge, hvis familie ikke har adgang til ”ekstra gavepenge” der er nødt til at arbejde.

Så hvorfor skal jeg lære noget? Det varer ikke længe førend min lillebroder også bliver politimand og så har vi råd til endnu mere luksus. Men udadtil, på papiret fremstår det hele som det ideelle, eet stort glansbillede, der stolt vises frem. Vi er bare dygtige, vi kan!

Lad mig give et par eksempler, idet jeg før har fortalt Jer om den rolle, Thaksin spillede, da hans regering skulle sende en økonomisk ekspert til Liverpool klubben for at lave en såkaldt due diligence. Han sendte én topchef fra sit eget firma og meddelte den undrende befolkning, at hans regering ikke har økonomer med den indsigt, der er nødvendig for at kunne løse en opgave af denne karakter.

For 3 uger siden offentliggjorde Indenrigsministeriet tallene for udviklingen i den thailandske befolkning; antal ved årets start (2003) antal døde, antal nyfødte, samt nettoværdi i ud og indvandring.

Det opgav antal af årets døde til 303.000 uf af en samlet befolkning af cirka 60 millioner og det betyder jo så, at en Thais gennemsnitlige leveår er tæt på 180. Ministeren fastholdt at hans statistik er korrekt og så er det bare sådan, realistisk eller ej.

Da jeg for et par år siden blev bedt om at være rådgiver for en udenlandsk investor, kom han til mig, da han var kørt fast. Han ville investere i opførelsen af et 5 stjernet Spa hotel på Samui øen.

Han havde købt grunden og havde skrevet kontrakt med et lille firma, der både skulle optræde som arkitekt og som projekt ledelse. Dette selskab havde indgået kontrakter med lokale entreprenørselskaber, og den samlede byggesum for hele herligheden var et beløb på 285 millioner THB. De gik i gang og han var stolt som en lille pave.

Efter 2 måneder vågnede han op, da entreprenørerne lige med eet meddelte ham, at de ikke kunne løse opgaven for den aftalte sum, og de ville standse alt arbejdet samme dag. Han blev anbefalet at tage kontakt med mig og efter ganske få dage havde jeg et første overblik og jeg stemte nogle af mine tal af med min gode ven, PK, der bor her og som tidligere som jeg har arbejdet sammen med i mange år for Christiani & Nielsen. Peter blev senere adm. direktør for samme selskabs afdeling i Thailand, så han ved, hvad han taler om.

Det var nemt for os begge at se, at det overhovedet ikke kunne lade sig gøre at gennemføre projektet til den sum, der var afsat og det var klart også, at der i Thailand ikke findes et lokalt selskab, der kan opføre et luksushotel. De er slet ikke dygtige nok. Desværre havde investor indgået en kontrakt på meget specielle vilkår med arkitekten, der umuliggjorde at komme ud af den, så der blev tilknyttet nye lokale entreprenørselskaber, men naturligvis af langt bedre kvalitet.

I mit nye budget satte jeg den samlede investering til 435 MTHB, men det var baseret på nogle forudsætninger, der blev ændret i takt med at det viste sig, at heller ikke det nye selskab kunne løse opgaven. Trods mine mange advarsler om at ændre taktik fortsatte investor (der var blevet lovet thailandsk borgerskab af den lokale guvernør) med byggeriet og det endelige resultat blev en investering på 710 MTHB samt en forsinkelse på 11 måneder, og det har kostet ham dyrt og det samlede resultat betyder at han ikke kan tjene sin investering tilbage førend om 23 år, hvor branchens normtal er 10 år.

Hans naive tillid til, at de lokale kunne klare opgaven, har kostet ham hans Ferrari og et planlagt luksushus på 2000 2meter til 25 MDKK plus en binding til lån, som det vil tage mange år af få afviklet. Han prøver nu at sælge og jeg har været lidt involveret, men det kan slet ikke lade sig gøre og hvordan skulle han kunne sluge et tab på måske 200 MTHB? Han er i dag dybt fortvivlet over, at han ”gik over broen” og passerede punktet, hvorfra man ikke kan vende om.

Sidste eksempel er den nye internationale lufthavn, der er under opførelse. Den er et typisk eksempel på, hvorledes det foregår herude. Man startede naturligvis for snart 20 år siden med at lufte tanken. Det tager cirka 3 til 4 år alene for denne proces, for det er aftalt, at der i den periode opkøbes alt land, hvor den planlagte lufthavn skal placeres, og hvem køber, ja vi behøver ikke at gætte, de involverede embedsmænd sørger for opkøb i navn af stråmænd og ditto kvinder og de låner blot pengene i deres bank, for de ved, at om kort tid kommer køberen, staten, der giver dem op til 10 gange den sum, de betalte for et stykke land. Flere milliarder af gode penge i forkerte lommer.

Næste fase er indkaldelse af tilbud og det er aftalt at kun rene Thais selskaber eller måske et par udenlandske, der vil oprette datterselskab her på lokale vilkår, kan komme i betragtning. Alle ved i fasen tilbudsafgivelse, at der skal regnes med cirka 16 % i bestikkelse og da man også ved, at det er om at være så lav i udbudspris som muligt, ja så er det ikke forbavsende, at den, der vinder licitationen slet ikke kan gennemføre opgaven til den aftalte tid og pris, men det skjules selvom alle ved, at sandheden dukker op en dag.

Så det hele gik i gang for nogle år siden. Der er betalt cirka 1 milliard kroner i bestikkelse og lige med eet i sidste uge gik det op for vor superskarpe Premierminister, at ikke alene kan projektet slet ikke blive færdigt til den aftalte tid (september 2005) men der manglede for adskillige milliarder kroner i projektet, bl.a. et moderne computeranlæg plus parkeringsfaciliteter samt et ændret tilkørselssystem og andre infrastrukturelle nødvendigheder, og det er simpelthen så dyb godnat, at dette først kommer frem nu.

Regeringen måtte bevilge de mange billioner af THB og sluge en stor kamel mere, nemlig at betale 79 billioner THB for en S-togs forbindelse fra City til den nye lufthavn, en forbindelse, som Kina havde tilbudt for 4 år siden at opføre og finansiere for 40 billioner THB, men nej, vi kan selv, Ih hvor er vi dygtige.

Én af vore venner er ingeniør på projektet og det er hårrejsende at høre hans beretninger om den offentlige uduelighed. Projektet kan slet ikke blive færdigt til den aftalte tid på trods af, at Thaksin har beordret de involverede entreprenørselskaber til at blive færdige til aftalte terminer og han truer dem med et hav af ulykker, hvis de ikke følger hans ordrer!

Alle disse eksempler har jeg omtalt for at illustrere forskellen på alle de fine ord i målsætningen for den thailandske uddannelse. Sandheden er en helt anden, desværre og den er et symptom, som Thaksin burde lære af. Hvis han var smart satte han det som et mål for hans tid, at sørge for at uddannelsen i landet bringes på plads. Men nej, det vil han ikke, men han har alligevel for 3 måneder siden forflyttet 70.000 lærere til såkaldte inaktive poster, da de ikke var anset for egnede til at være lærere og derfor kan man i disse dage se på Ministeriet for Uddannelses hjemmeside dette nødråb;

Thailand har et desperat behov for lærere, alle kan søge såvel Thais som udlændinge!

MÅNEDENS CITAT

Én gentleman er mand, der holder døren for sin kone, når hun har hænderne fulde.

MILTON BERLE

PS

Når man ser på den måde, de unge, der kommer fra de meget rige familier, opdrages, så kan jeg sammenligne lidt med et billede, som den amerikanske forfatterinde Margaret Bolsterli, der i sin bog, FØDT I DELTA, beskriver, hvorledes de unge rige i en amerikansk sydstat opdrages. De unge skønheder, som hun kalder the belles, opdrages til aldrig at arbejde, selv ikke blot at fodre deres dyre ridehest, det har man ansatte til. De blev opdraget til en forventning om det ideal, der var for en rig ung pige, nemlig at blive placeret på en piedestal, total fjern fra det virkelige liv og dets genvordigheder. I samme bog tales meget om klassedelingen blandt de hvide og naturligvis om negrene, de sorte.

I Thailand sker det samme, mange af de unge rige laver aldrig noget, i bedste fald bare lidt, og for nogle er på de store universiteter særlige klasser, (mod særlig betaling) for dem, der blot er her for sjov, men som skal kunne vise at de har gennemgået en universitetsuddannelse. Og mange herude ser ned på sorte personer og har store fordomme om dem. De er nok fra Laos, eller de tilhører arbejderklassen, de er nødt til at have arbejde i solen (det er det ringeste her i landet) eller tilsvarende nedsættende kommentarer. Herude er det fint at være hvid i huden og de fatter ikke os fra Vesten, der nyder solen og dens brunende virkninger. En dag vil jeg skrive om flere opfattelser af begrebet at være ”sort i huden ”.

August 2004

Leave a reply

Click here to cancel reply.

Name (required)

Mail (will not be published) (required)

Website

CAPTCHA Code

Anti-Spam Protection by WP-SpamFree