-
ØJEBLIKSBILLEDE AF THAILAND JANUAR 2005
Posted on January 24th, 2005 No comments
ØJEBLIKSBILLEDE AF THAILAND JANUAR 2005
KATASTROFEN I DECEMBER 2004
Vi ser TV billeder fra øen PHUKET, hvor overlevende mindes de mange omkomne ved at tænde lys for dem, og meget mere vil jeg ikke skrive om de rædselsfulde oplevelser og indtryk, der ramte os herude. Vi har lagt en dyne af fortrængning og midlertidig glemsel over dem.
Med nu mere end 200.000 direkte omkomne, med 500.000 tilskadekomne og 5 millioner hjemløse i de 11 berørte lande, er der så mange indtryk og informationer, der både overlapper eller er negative/positive eller direkte misvisende, at det er umuligt at danne sig et klart billede af, hvad der sker lige nu primo og medio januar 2005.
Der har været indtryk, indslag og billeder til os alle fra TV, radio, Internet og aviser og tilsammen har de fyldt os med rædsel, sorg og hjælpeløshed samt desperation. Når det blev for meget, måtte vi lukke af og der var også en hverdag med pligter der kalder og for en kort tid var der lidt fred. Som ventet kom der her i landet reaktioner og mudderkastning.
Her er bare et par glimt:
Den Thailandske meteorolog, der havde udtalt sig til pressen om beslutningen om ikke at udsende advarsler, blev fyret samme dag. Næste aften var han på TV og fortalte om handlingsforløbet, om hvordan den øverste myndighed havde valgt ikke at advare turisterne i frygt for at de ville rejse, og andre, der havde bestilt billet hertil, ville annullere så landet mistede de dyrebare indtægter. Jeg har aldrig oplevet en sådan vrede blandt “almindelige” Thais, de var oprørte over beslutningen.
Vor Premierminister Thaksin gik på TV og det klarede han ikke særlig godt. Hans arrogance kom bedst til udtryk da han sagde, at hans land er velhavende og ikke behøver hjælp fra udlandet. Senere modificerede han sine ord, som altid.
Mange udenlandske turister vælger at komme til Øen, så de kan fotografere ulykken, der sælges Dvd’er med optagelser fra katastrofen, og på samme tid råber Øens guvernør om hjælp i form af drikkevand, mad, tøj, tæpper og mange andre ting. På dansk TV vises billeder/videooptagelser af fede, halvnøgne turister, der stiller sig op ved ligbunkerne og lader sig fotografere. Smil råber én til konen, der står foran et lig af en lille pige.
På TV vises billeder af en chef fra Røde Kors i Geneve, der er hastet herud. Hun står lige i midten af problemerne, men er mere optaget af at smøre sit ansigt ind med solbeskyttende creme, taler i lang tid i mobilen og hun er meget, meget ung og ved ikke meget, det er tydeligt at læse. Ikke god PR for dem. ’
Der går også religion i budskaberne; Buddhisterne vælger at forklare, at det er en hævn fra naturen og muslimerne herude hævder at katastrofen er Allahs hævn over de vantro for de mange ulykker de påfører i området, herunder ”krigen” i Irak. Muslimske forældre i Indonesien nægter at lade israelske læger behandle deres tilskadekomne børn, og som et resultat dør flere af dem. Så hvad skal man nu tro om alt dette? Lad mig prøve om jeg kan beskrive det hele objektivt og renset for indtryk og strømninger fra følelseslandet i mit indre univers.
I disse dage har vi set en nation i sort, i sorg og sympati og vi har hørt Hans Majestæt Kongens nytårstale med opfordringer, som vi alle burde følge, vi ser 5 lokale TV kanaler plus de udenlandske, der appellerer om hjælp til de mange berørte og hjælpen strømmer ind ikke mindst fra USA, der har sendt store mængder af materiel og mandskab.
Og i løbet af få dage vælter det ind med kritik af USA’s hjælp. Ledende artikler i udenlandske aviser henviser til at alene krigen i Irak koster de amerikanske skatteborgere 3 billioner USD hver måned og særligt FOX kanalen får kritik, fordi den hele fremhæver USA’s hjælp og håner et land som Japan, der giver mindre. Det siges at de 350 millioner USD, som landet giver er mindre end 0,1 % af landets budget for militære udgifter, og 350 millioner divideret med landets befolkning er et lille beløb sammenlignet med f.eks. Norge, der giver 180 millioner USD med kun 4 millioner indbyggere, og sådan kører kritikken af USA og det er ikke retfærdigt. Landet har sendt masser af hjælpetropper og hospitalsskibe. Amerikanerne har bedt om tilladelse til at oprette en base i en havneby ikke langt fra os, og så går rygterne at USA er på vej til at markere sig militært i Thailand, og tilladelsen blev ikke givet, de må fortsat operere fra internationalt farvand.
Andre store aviser bedes os om at sætte tingene i perspektiv. På rekordtid er der indsamlet et meget stort beløb til hjælp, antallet af omkomne sættes i relation til krisen i Rwanda, landet der mistede 1 million indbyggere på eet år, 20.000 henrettede hver dag i 365 dage og der blev ikke løftet en finger dengang, det er nu vist 10 år siden, hvis jeg husker rigtigt. Men situationen og forholdene var meget anderledes dengang.
Tilbage til Thailand; Vi har set de store mængder af tøj og dagligvarer, som alle Thais har bidraget med, hvortil skal lægges et stort beløb i kontanter. Vi ser en fokus, der er uhørt og den er næsten for stærk, for det varer ikke lang tid førend det meste har mistet nyhedens interesse og den barske hverdag melder sin ankomst.
Om kort tid vil de mange overlevende stå med deres egne problemer og der er nu en meget stor opgave, der venter os. Den thailandske regering må benytte denne lejlighed til at insistere på, at de gældende regler for opførsel af huse og hoteller i de berørte områder overholdes, for der sker en genopbygning, det er uden for al tvivl. Hvis vi ser på en total rehabilitering af de mange områder så bør denne omfatte at alle nye bygninger, der opføres bør have en bedre sikring i fundamentet, et emne, der har været genstand for mange diskussioner, men der er andre ting, der er lige så vigtige:
Overholdelse af miljøregler. Mange af de ødelagte hoteller var opført ulovligt, dvs. på offentligt landareal, og regeringen må nu sørge for at dette ikke sker igen. Der skal gennemføres nye love for investeringer, særlige lånebetingelser, skattelettelser og andre tiltag, f.eks. at alle strandene beplantes med stærke palmer, der kan tage imod hårde vandmasser, skulle en tilsvarende begivenhed indtræffe.
På trods af begivenhederne ser mange nu mulighed for at regeringen kan rette tidligere fejl, eller måske rettere, de håber det er muligt, og satser på, at enten regeringen eller den lokale guvernør gennemfører nye strammere regler. Optimistisk, ja sikkert? Men lad os nu glemme de kedelige træk og bare håbe at de værste tidligere fejl kan rettes op.
Det er ikke nogen hemmelighed, at katastrofen ramte meget mere end blot bygninger, da de store vandmasser knuste det meste af fronten på PATONG BEACH på Phuket øen. Der var nemlig rejsebureauer, hoteller og andre virksomheder, der kun beskæftigede sig med børnesex. Dette i flot samarbejde med rejsebureauer i Tyskland, Sverige og Australien. Der findes ikke et område, der er mere nedværdigende og 100 % uacceptabelt end børnesex industri. I Thailand er det desværre tilfældet at denne industri trives fint visse steder og med deltagelse fra politiet, der tjener millioner på deres manglende interesse for at gribe ind.
Der holdes møder nu på øen, hvor hovedtemaerne er, hvordan får vi nu lynhurtigt hele turistindustrien (med alle dens aspekter) i gang igen? Hvordan kan der nu snydes og bedrages, så den akutte bølge af medlidenhed kan udnyttes?
Uanset de store begivenheders egentlige årsag (som Thais aldrig vil diskutere åbent) er mange begyndt at spekulere over hvad det var, der gik galt? Og her kommer så en stigende utilfredshed med den måde, regeringen har tacklet problemerne på. Den har løjet groft overfor både Thais og udlandet.
Kan man rette bebrejdelser mod enkeltpersoner? Debatten er i fuld gang. Lige nu er skytset rettet mod lederen af meteorologisk institut og altså nu også fjernet. En undersøgelse er sat i gang og som det er sædvane herude er det allerede meddelt, at det vil tage 6 måneder.
I løbet af disse vil al dokumentation, der kan bidrage til at kaste mere lys over, hvorfor der ikke blev lyttet til ham og hans eksperter, blive destrueret, medarbejdere, der kendte sagen, vil blive forflyttet og når rapporten en gang er færdig, er den værdiløs. Ingen herude tager et ansvar, her er kun mudderkastning.
Vi er heller ikke sikre på, at det der bliver meddelt os via pressen, er korrekt. Det kan være at historien om hans fyring, optræden på TV er et show arrangeret af de riges klub for at finde en syndebuk, betale ham penge (mange) og så er det glemt.
Uanset hvordan vi stiller det hele op står én ting klart. Intet land, slet ikke en ø som Phuket, har et beredskab, der kan klare en katastrofe af dette omfang, så bebrejdelser på dette område er ikke berettigede. Men Thaksins reaktion, da han fik meddelelsen (advarslen) er ingen i tvivl om: intet skulle ud, for det drejer sig om penge, mange penge, hvis turisterne bliver væk fra landet.
På trods af vor Premierministers tilbøjelighed til at lukke munden på alle, der kritiserer ham og hans gerninger, er stemningen imod ham som aldrig før. Thailand har tabt, ikke alene mange, der omkom (og der kommer flere, tro mig) men landet mistede også troværdighed og den bliver ikke nem at reetablere. Landet blev i 2004 ramt af store kedelige og ufattelige katastrofer. Der var først fugle influenzaen, og hvem troede på at kyllinger kan dræbe mennesker? Thais er opdraget til at tro, at deres land er velsignet af Buddha og at der aldrig kan ske dem noget ondt.
Thais er opdragne til at tro, at landet er beskyttet af hellige og gode ånder, men sådan gik det ikke og de mister nu også troen på, at deres buddhistiske holdning kan redde dem fra problemerne i de sydlige provinser.
For at beskytte produktionen og salget (og de riges lommer) af kyllinger blev der løjet, der blev manipuleret groft indtil det hele var for sent og kom ud af kontrol. For at beskytte de riges investeringer i de sydlige provinser, blev der fabrikeret løgne om den egentlige årsag til uroen (gav skylden til muslimske oprørere) der blev manipuleret med informationerne, der skulle nedtone de voldsomme begivenheder, alt for at skjule realiteterne.
Allerede i 1998 gav en lokal meteorolog advarsler om at der kunne komme en tsunami i landet, specielt at Phuket kunne udsættes, og han foreslog at oprette et advarselssystem, men hvad skete der? Han blev sat i skammekrogen for han opfattelse ville skade øens turistindtægter.
Hvordan kan dette bringes hen mod nye tiltag, der kan genoprette noget af den mistede tillid? Det vil den kommende tid vise, men allerede nu ses det, at det meste bliver som før, at de rige og dermed Thaksins klub af de mest 9 velhavende familier i landet, vil skumme fløden, de vil ikke røre en finger for dem, der trænger mest, medmindre 90 % går i deres egne lommer.
Mange af de løfter, der afgives nu overfor udlandet, er gas. Genopbygningen vil ske, som vi ser det, baseret på de stærkes vilje uden kontrol fra udlandet om de millioner, der strømmer til landet, havner de rigtige steder og de almindelige Thais begynder at gøre oprør, grænsen er ved at være nået mener mange og det ulmer og gærer i undergrunden.
Sammenfattende kan det vel siges, at vi alle ved at om relativt kort tid bliver der brug for hjælp af mange slags; der bliver stort behov for læger, psykiatrikerne og psykologer og andre trauma eksperter plus et utal af andre opgaver, der skal løses, og vi mere almindelige ser en chance for at komme med vort bidrag.
Nitta og jeg vil, som tidligere skrevet, finde et velegnet projekt på øen Phuket og vi har allerede i weekenden 8/9. januar haft møde med en lille gruppe, der omfatter 2 fra øen og som vil hjælpe os med koordinering og andre vigtige opgaver.
Vi skal vende tilbage til dette vigtige emne og vi siger tusinde tak for den store udstrakte hånd om tilbud om at assistere os, som mange i Danmark sender os. Det luner og det giver inspiration til at komme i gang.
26. december 2004 (I løbet af ganske få minutter) viste naturen os hvor stærk den er og at vi ikke kan kontrollere den, hvor gerne vi end ville. På få dage så vi en verden i forandring og med yderst forskellige reaktioner til den største naturkatastrofe i vor tid. For os herude er der ingen tvivl om, at den har gjort et dybt indtryk på næsten hele jordens befolkning og for et lort øjeblik var andre kedelige temaer glemt; krigen i Irak, borgerkrige og revolutions ditto.
Og så fik vi, som man kan vente et utal af religiøse signaler, som jeg skal prøve at fortælle lidt om. De fleste, der kender mig ved, at jeg først og fremmest tror på kendsgerninger, altså videnskab, dernæst filosofi og for mig er enhver form for religion et tilflugtssted uden tilknytning til realiteternes verden.
Det er derfor ret interessant at læse om de religiøse forklaringer og tiltag, der nu vælter ind over os, den mest spændende er, at den mest yderliggående islamiske gruppe i Indonesien har meldt sig der (og andre steder) som redningsarbejdere på trods af, at de er eftersøgte. De siger, at koranen byder dem at hjælpe og også tillader dem på samme tid at bruge redningsarbejdet på indoktrinering og hvervning af nye medlemmer.
BUDDHISTER
Mange i Asien ser katastrofen som en straf for dårlig karma. De skriftkloge henviser til en del af Buddhas lære, der siger, at vor eksistens, der er betinget (samsara) rummer lidelse. De samme hævder at de mange tusinder, der omkom, er personer der i tidligere liv har enten tænkt eller handlet forkert og dermed fik en dårlig karma. Med den sædvanlige form for optimisme sluttes der af med, at de ved at omkomme er blevet eet med deres Buddha og dermed er fri for en genfødsel til et betinget liv.
Tanker, ord og handlinger har store konsekvenser og havde de været positive var de aldrig omkommet, men desværre var det omvendte tilfældet.
DE KRISTNE
”Gud er ikke tildelt en bestemt rolle” Han er der bare og han var også med i det, der skete. Vi må forstå at skaberværket er kørt af sporet. En skævhed er sluppet løs i skaberværket, og den havde sin oprindelige rod i menneskehjertet i Paradisets have. Skylden for katastrofen skal findes i den ondskab, der er i verdenen i dag. Og den er vi mennesker selv skyld i.
Således siger en dansk sognepræst. Han slutter med at fortælle os undrende får, at kærlighed i livet altid ender i tragedie.
Hvem mon besøger hans kirke? Er det hvad han siger til det par, han vier?
HINDUISME
Nogle af de omkomne får nu et bedre liv. Andre vil få et dårligere, det afhænger af deres moral og levevis før katastrofen. Der er mange slags gud, eller rettere der en én gud, men han kan have forskellige former. Gud ønskede ikke denne katastrofe, den var bestemt allerede førend de omkomme blev født.
ISLAM
Gud har en plan for menneskelivet og denne katastrofe var en test fra hans side. Han afprøvede vor evne og vilje til at klare en sådan udfordring. Gud har en masterplan for vor tilværelse, vi har en tidsbestemt rolle, som han alene tildeler og styrer. Tænk på at for en troende muslim er livet bare en station på vejen, døden ligeså, derefter direkte adgang til et evigt liv. Dog skal dommedag lige passeres, hvor det afgøres om man lander i himlen eller i den modsatte ende.
Leave a reply
