-
THAILAND AUGUST 2005
Posted on August 31st, 2005 No commentsSAWASDEE KRAP
Så har hverdagen holdt sit indtog efter den lange ferie, vor første i 3 år, og det er så måske igen på sin plads at skrive lidt om landet, om opfattelser og indtryk af vor leder og den politik, der er, og bliver, ført:
Thaksin, der er 55 eller 56 år, er på samme tid en hård nyser og meget kontroversiel, men han formåede her i foråret at vinde en ny 4 års periode, specielt ved at udstede en række nye løfter om økonomisk bistand til de meget fattige landbrugssamfund, som vi har mange af ( cirka 80.000), og de skulle hver modtage 25.000 USD som såkaldte soft loans.
Det er anden gang disse lån ydes og mange har da også forstået at udnytte dem på en god måde og det er vist indiskutabelt at landets fremgang de første 4 år af hans regeringsperiode på omkring 22%, er solid nok. Det kan heller ikke diskuteres at mange fattige har haft en økonomisk fremgang, der kun overgås herude af det kinesiske boom, og derfor betragter ham som en helt, en person der kan bringe landet i en suveræn førerposition og give ham den gule trøje, som Dr. M i Malaysia før havde på.
På den lidt mindre heldige side fremhæver de modstandere, der tør tale ham imod, at han misbruger sin stilling til at fremme sit forretningsimperium, ansætter familiemedlemmer uden tilstrækkelige kvalifikationer til høje og indflydelsesrige poster, og ordet misbrug er ofte forstærket med tillægsord, såsom hensynsløs og superegoistisk uden andre tanker end på dem, der kan føre ham endnu videre frem.
Der er stadig endeløse diskussioner om hans i 2003 gennemførte razzia mod narkobagmænd og deres håndlangere, der medførte drab på mange (minimum 2500 henrettede) og trods mange internationale protester fastholder han sin kommentar fra dengang: ” Mord er ikke en usædvanlig ende for folk, der er kriminelle og ingen bør være ophidsede over, at de ikke lever mere!”
Han klarer heller ikke de mange problemer i de 3 uroramte sydlige provinser, hvor hans kommentar blot er: ” Dette er ikke et religiøst problem, men et spørgsmål om lov og orden”.
Men bølgerne går stadig højt i forbindelse med en korrekt vurdering af landets økonomi, idet det eskalerende privatforbrug finansieres med lån til en meget lav rente og mange lån bliver hurtigt nødlidende. Og naturligvis fortsætter diskussionen om hans private forretnings imperium, hans tiltagende antal selskaber, der tildeles offentlige opgaver til priser, der er langt over hvad konkurrenterne tilbyder.
Han sidste bommert er (jeg har tidligere skrevet om lufthavnen og deadlines) at ikke alene må den ibrugtagning udskydes mindst 8 til 9 måneder, på trods af hans ordrer om, at den skulle være klar her i september, og en kontrovers om, at hans søster er blevet tildelt kontakten på at ”administrere” det megastore parkeringshus, opført for offentlige midler, men parkeringsafgifterne går i hendes lommer, men det er også klart at det er hans firma, blot med hende som stråmand, ligesom det er hans firmaer, der vinder alle kontrakter på genopbygningen af de tsunami ramte områder.
Da han blev PM var én af hans første handlinger at indføre en ”særskat” for alle telekommunikationsfirmaer, der dels var, dels ville ind på det thailandske marked, men den nye skat gælder ikke hans store dominerende selskab, der sidder på mere end 60% af landets samlede telekommunikation.
Der er mange tal for landets fremgang, men da de kommer fra regeringskontrollerede instanser, skal man nok ikke tage dem alt for alvorligt.
Ifølge dem er landets fremgang utrolig stor, velstanden stiger, arbejdsløsheden falder, men hvordan det hænger sammen med et utal af fabriker, der lukker fordi de ikke kan hamle op med konkurrencen fra Kina, og det faktum at mange af de omtalte ”soft loans” bruges til afvikling af gammel gæld (mest spillegæld) er svært at gennemskue. I de sidste uger har der været mange protestoptog inde i Bangkok af landmænd, der ikke har fået én krone af de lovede 25.000 USD, de blev nemlig ikke betalt, som lovet det var bare valgflæsk.
Der er mange positive tegn, det kan ikke debatteres, men bag kulisserne ser verdenen lidt anderledes ud.
Jeg husker at for en del år siden gjorde den Koreanske regering tilsvarende øvelser for at fremme landets økonomi ved at lade privatpersoner låne til nul rente og med lange afviklingsfrister, men glæden var kortvarig og tusindvis af borgere sank ned i bundløs gæld, som de skal bruge mange år til at afvikle og i den periode køber de ikke mange forbrugsgoder, så det var som at tisse i bukserne, varmen holder ikke længe.
I Thailand er privatpersoners gæld steget med næsten 65% siden 2001 og det er et dårligt tegn. Bankerne er ved at blive synligt nervøse, selvom Thaksin presser på med budskabet: Bare lån dem flere penge. Det er ikke lang tid siden at en landmand blev interviewet og han kom med ganske få tal, der illustrerer problemet: I 2000 var han gældfri, nu skylder han 2250 USD til banken, men de indtægter han har nu er stadig på højde med de daværende og dermed er der ikke penge til at tilbagebetale lånet med.
Det er jo fint med disse lån, men ofte er landmænd jo ikke forretningsorienterede og de priser, de får for fødevarer er sandelig ikke steget meget de sidste 4 år. Han slutter med at fortælle at han nu har flere søvnløse nætter end dengang, da han ikke havde gæld.
Thaksin gør en stor fejl, når han tilbageviser at problemerne i de sydlige provinser ikke er forbundet med religion. De er helt klart knyttet til Islam og hvis han ikke løser denne problematik kan han ikke gøre sig håb om at kunne vinde regionens gule førertrøje, nemlig at bliver sydøst asiens nye guru efter Dr. M (Mahathir Mohamad) i Malaysia, den mest magtfulde og efter sigende den mest korrupte efter Marcos og Soharto.
Hans meget hårde linie vil ikke løse problemerne, der er blevet meget større i den periode, vi var i Europa. Der er nu mord hver dag, de sidste 12 måneder alene, er 30 skolelærere blevet myrdet og lige nu har ikke mindre end 10.000 skolelærere ansøgt om forflyttelse.
Der er ikke tvivl om, at Thaksin ser Dr. M som én af hans idealer, men sammen med ham står den legendariske Lee Kuan Yew fra Singapore. Jeg har den glæde at have hans biografier og de afslører, hvordan en lille stat, ikke større i antal indbyggere end en lilleputstat i Europa, i masser af år har vundet en indflydelse i det universelle verdensbillede, der fik lande som Tyskland og Frankrig til at blegne.
Men de afslører også, at Lee ikke havde nogen form for fædrelandskærlighed, kun den hensynsløse fremfærd mod den perfekte teknokratiske stat, der nu lider af det problem, at de mest intelligente over en lang årrække er emigreret til lande som Australien og Canada.
Det er altså Thaksins idealer, og om han kan gennemføre denne målsætning står hen i det uvisse. Han vil aldrig kunne gennemføre den uden at deltage i den islamiske debat, der jo herude er 100% kontrolleret af Indonesien og det er jo ikke ligefrem en løsning, som Thais stræber efter. De vil have fred, men den kommer ikke hvis de midler Thaksin bruger nu ikke tilpasses langt mere dybtgående, underliggende konflikter i provinserne.
Hans valgte strategi om at politik er at give folk, det de ønsker og ikke at kæmpe for demokratiske rettigheder, tror jeg ikke på holder, men verdenen er jo i en forandringsproces, som jeg har svært ved at følge med i. I foråret så vi et eksempel på, hvorledes landets leder reagerer på kritik, som han overhovedet ikke tåler:
Her i landet har vi en pragtfuld pige ved navn Supinya, der efterlever en kendt sætning af Eleanor Roosevelt: ” En kvinde er som et tebrev, ingen ved hvor stærk den er, førend den er kommet i varmt vand” . Hun er Generalsekretær for en organisation ved navn ” Kampagne for en offentlig Medie reform” og hun er meget populær.
Gennem mange år har hun ført en kritisk, men saglig debatudsendelse i hvilken hun i 2003 fortalte alle seerne, at Thaksin udnytter hans magtbase til at fremme hans personlige interesser, herunder at favorisere hans kommunikationskonglomerat.
Hun blev øjeblikkeligt sagsøgt af hans advokat og de kræver en erstatning på 80 millioner danske kroner af hende. Sagen har vakt oprør og hendes mange fans har samlet penge ind, så hun kan få en ordentlig advokat. Hun kæmper videre og vil ikke lade budskaberne om Thaksins sande karakter forblive utalte.
I disse dage er der verdenen over en indsamling plus en protestliste fra internationale kendte personer, der vil kæmpe for hendes ret til at udtale sig. De gør gældende at Thaksins retssag er en krænkelse af, ikke alene den gældende pressefrihed/ytringsfrihed i Thailand, men også den internationale.
Sagen vækker stor opmærksomhed verdenen over, og det er klart at det undrer mange at landets stærkeste mand, der er forpligtet til at følge landets love, tilsidesætter dem for at hævne sig på en lovlydig borger.
Men de kan nemt undervurdere Thaksin, for hvem intet middel er for groft for at han kan komme nærmere sin personlige målsætning, der er at blive dette lands første præsident.
Kort før vi rejste på vor lange ferie, havde en anden kendt journalist en TV udsendelse, hvor hun, bistået af en advokat, fremførte at nu føler Thaksin sig så stor at han kan trodse kongen. Baggrunden er, at landets øverste munk, der er godt oppe i firserne, er syg, og det er ham, der styrer templernes pengesager. Uden at spørge nogen, har Thaksin indsat sin egen mand på toppen, så nu har han også adgang til templernes pengekasser og dette skridt er uhørt.
Den største leder i landet af Buddhismen er landets konge og det er ham, der udnævner den såkaldte Chief Monk, men det blæser Thaksin på og da journalisten afsluttede udsendelsen brugte hun (så godt refereret, som jeg kan) disse ord:
”Jeg synes det thailandske folk har krav på at høre sandheden. I morgen er jeg nok enten død eller sat fra min bestilling, for ingen her i landet må sige sandheden”. Hun er trådt fra og er officielt i et tempel, hvor hun mediterer.
August 2005
Leave a reply
