OM IRAN OG PAKISTAN

SAWASDEE KRAP 

Det går jo ikke upåagtet hen, at jeg ikke er den store beundrer af den måde, det danske samfund tackler problemet Muslim contra Dansk på. 

Lad mig minde om, at jeg i mange år har boet i samfund præget af andre religioner og kulturmønstre, end dem de fleste danskere kender: Først 2 år i det land, der en gang hed Østpakistan, nu Bangladesh , men også med ansvar for aktiviteterne i Vestpakistan. ØP bestod af 80% hinduer, 15% muslimer og 5% andre, i VP var der 85% muslimer, 10% hinduer og 5% andre (kristne kaldes det!) 

IRAN

Dernæst 4 år i Iran med 90% muslimer, besøg i andre lande med muslimsk overvægt og senere de mange år i Østen, mest nu blandt buddhister men også med andre islæt. 

Det er altså en anden oplevelse at være som gæstearbejder i et land, hvor det dets love og bestemmelser, kultur og moral, der er gældende, og hvor en udlænding kun kan være, hvis han/hun uden forbehold eller tøven accepterer dem. Det hjælper kun lidt at opholdet er for en kortere årrække. 

Vi var mange udlændinge af vidt forskellige nationaliteter, men fælles for os var, at vi måtte indstille os på at lave meget om på vaner, opfattelser, opførsel med mere herunder aldrig at give udtryk for kritik af landet eller dets ledelse, der dengang var Shahen. 

Dette var ansigtet, det islamiske, der krævede respekt, der var ingen tolerance kun en 100% forventning om, at vi opførte os i overensstemmelse med landets love og vi blev straffet som Iranere hvis vi overtrådte loven. Tyveri = af med hånden, mord = af med hovedet, slut, ingen debat om det. 

Da vi i 1973 rykkede til Iran for at arbejde for et dansk/iransk selskab (Kampsax) var landet styret af Shahen og hans familie og dette på godt og ondt. Indtægterne (olie) var store, og der var visse vinduer vendt mod vesten, der var tilladte. Landet var ved at blive moderniseret (på godt og ondt). 

Men gennem alle årene, da Shahen var ved magten, var han meget orienteret mod vesten, specielt USA, der på samme tid var en stor kunde (olie) og en stor leverandør af knowhow specielt indenfor det militær-strategiske, da han hele tiden frygtede at Sovjet ville invadere, dels for at komme ned til Golfen, dels for at komme nærmere olieforsyninger. Ikke alle brød sig om denne vestlige orienterede politik, slet ikke de unge venstreorienterede studenter. 

I slutningen af 1978, begyndelsen af 1979 kom den Islamiske Revolution og Shahen måtte forlade landet. Som den nye magthaver så vi Ayatollah Khomeini, der repræsenterede en fundamen­talistisk og traditionel Islamitisk retning, stærkt styret af, eller i hvert fald-præget af fanatikere fra Mellemøsten og på få måneder var landet bombet 100 år tilbage. 

Vi er mange, der husker billedet af den nye magthaver, og vi er stadig mange, der husker det Iran, som Shahen dygtigt havde ført frem til en ledende og moderne stat med en fremgang levestandard, men på bekostning af en afstandstagen til det styre, som de konservative præster havde stået for. 

Ikke mange danskere er klar over, hvad begrebet fundamentalistisk Islam står for, men det er nemt at genopfriske nogle af de vigtigste træk: 

Væk med al moderne tænkning, væk med alle individualister, ingen skolegang for piger, kvinderne tilbage til hjemmet, al kultur nu udelukkende styret af en lille håndfuld ”præsters udlægning af koranen, hvis bud nu bliver overordnet for al tankegang og kulturformidling i landet. Alle gamle domstole væk, ind med nye, hvor dommerne var præster og lovens bogstav lige med koranens. 

De første 6 måneder af det ny regimes levetid forsvandt så mange tusinder, at tallet er glemt, af enhver, der blev anset for at repræsentere det gamle styre eller enhver, der blev anset som en modstander af Khomeini. Henrettelserne var mange og formen brutal. På tidspunkter, der blev annonceret via højttalervogne og de nye aviser, blev tusinder henrettet ved, f.eks. at blive styrtet ud over taget fra nogle af landets højeste bygninger, hængt eller skudt i Teherans berygtede fængsel.  

Kvinder blev henrettet ved stening, en form, der er så dyrisk, at den overgår selv de mest barbariske eller raffinerede aflivningsmetoder, der kendes herude i fjerne østen, i brutalitet. 

ØSTPAKISTAN OG OM POLITIK OG RELIGION 

Når jeg derfor i brevet fra august omtalte, at jeg vil prøve at komme lidt på dette emne, er baggrunden naturligt nok den ”krig” som USA har kastet sig ud i, og dem, der lurer omkring hjørnet, for de er baseret på konflikten mellem religion og politik, hvor religionen nu er et instrument, der anvendes politisk. Gennem årene har jeg været tæt på centrum i begivenheder, som har sat sine spor. 

Jeg oplevede det for første gang på egen krop under mine to årVestpakistan og Østpakistan, hvor jeg var chef for en dansk rådgivergruppe, hvorledes forskellige religioner kan føre til konflikter i hverdagen. 

Dette kom mest til udtryk i Østpakistan, hvor landets naturlige indbyggere er bengalere og de er meget små og næsten alle hinduer. 

Fra Vestpakistan sendte man en besættelsesmagt af soldater, næsten alle fra den militante provins Panjab, meget høje og kraftige folk, der alene ved deres fremtoning vækker frygt. De var soldater fra samme provins, som englænderne måtte kæmpe bravt mod fra 1845 til 1849. 

Disse soldater, der havde kontrollen med de små bengalere, var naturligvis ikke vellidte og jeg skal nu give to små eksempler på en adfærd, som vi fra vesten ikke kan forstå. 

En morgen kom vor husboy for sent, men han så glad ud. Da jeg spurgte ham om, hvorfor han var i utroligt godt humør, forklarede han, at han havde haft en dejlig oplevelse samme nat. Vi havde cirka 5 km. Fra den by vi boede i, Comilla, en militærforlægning og ikke langt fra den en nødvendig funktion for soldater, nemlig et bordel, hvis medarbejdere var bengalske piger. 

Kl. 2 om natten havde en gruppe hinduer omringet området, havde gravet små kanaler, som de fyldte med benzin, der blev antændt og de kastede derefter benzinbomber mod teltene, hvor kunder og servicestaben sov. Han forklarede med et stort smil, at mange soldater ikke kom væk (kanalerne med ild) og det var også ok, at de syndefulde piger kom til Nirvana, ingen ville jo gifte sig med dem alligevel. 

Hans begejstring var stor og jeg fattede ikke dybden af det han sagde, førend jeg langt senere, da oprøret mod Vestpakistan begyndte at slå ud i lys lue, oplevede de vestpakistanske soldater skyde omkring sig, på må og få, og simpelthen bare nedskyde bengalske mænd. Et yndet sted var ved jernbaneoverskæringer, hvor busser måtte holde og vente, når toget kom, og busserne var jo fyldt med folk på tagene, og de var lige så nemme at skyde ned, som lerduer. 

Da krisen blev værre i 1970 blev det klart, at de mange danske familier måtte hjem, herunder min egen, men forinden oplevede vi, hvad det vil sige at være et uskyldigt element i en krig mellem to religiøse og politiske retninger.  

Vejnettet i Østpakistan er fyldt med færgeforbindelser, der forbinder øer, og dem er der mange af, landet er jo et stort deltaområde. Så man kørte typisk 25 km. Sejlede over til en ø, der måske bare var 10 km lang, derefter ny færge. 

På én af disse øer blev vi alle 4 en dag stoppet og fanget –vi var i vor bil – af flere hundrede, der råbte: Ned med USA og dets håndlangere og de forsøgte at åbne benzindækslet, så de kunne sætte bilen i brand. 

Heldigvis for os kom der undsætning, jeg tror en skolelærer, eller en læge, hvem vi kunne forklare at vi var fra lille Danmark og vi fik så lov at køre videre ind mod hovedstaden, men familien fløj tilbage til Comilla og få uger efter sendte jeg dem til Danmark, men måtte selv blive og sørge for en afvikling. 

Den varede én måned og to gange forsøgte man at skyde mig ned. Fanatikere på motorcykel, der kørte efter min bil og affyrede skud mod den. 

Jeg husker jeg sov midt i stuen med en pistol på puden og udenfor havde jeg to vagter, ikke med pistoler men med macheter. Vagterne var vor husboy samt gartner. 

Problemet var jo, at den danske rådgivergruppe var aktiv i de to ”landsdele” samt at projekterne blev afviklet i tæt samarbejde med amerikanske institutioner, såsom Ford Foundation, Michigan State University og Harvard University. 

Det var første gang vi oplevede, hvordan det er at være midt i religiøse og politiske sammensmeltninger, hvor al sund fornuft er væk og fanatismen råder. 

Og på toppen naturligvis at hovedfjenden er USA og alle, der bare på mindste måde har berøring til dette land er som følgevirkning også fjender. 

IRAN EFTER 1979 

Det var klart for alle, at etableringen af den nye stat under den fanatiske og farlige Imam, der jo havde været i eksil i Frankrig en del år, havde (og har stadigvæk) kun eet formål: At søge at bekæmpe alt, hvad der er amerikansk og herunder at bekæmpe Israel. 

Grunden var nem at få øje på, USA havde hjulpet Shahen og var dermed den onde ånd og ydermere betragter USA sig som verdens førende nation og støtten til Israel et eksempel på en USA venlig nation placeret på verdenskortet omringet af muslimske lande. 

Interessant nok var der i 1979 en del demonstrationer i Iran til fordel for USA, men de løb som bekendt hurtigt ud i sandet. Vi husker alle klip fra TV aviserne: ” Død over amerikanerne” udskreget af tilhængere af Hizbollah og ingen tog dem ret alvorligt dengang, men i dag ved alle, at de mener det og at de gør noget ved sagen. 

I november 1979 så vi det første eksempel på, hvorledes gidseltagningen i den amerikanske ambassade i Teheran holdt USA og den præsident Jimmy Carter i skak og her så vi også det politiske spil (baseret på divergerende opfattelser af Islam) og dets dybtgående konsekvenser. 

Jimmy Carter tabte til Reagan og samme dag,  hvor han overtog embedet som præsident,  blev gidslerne løsladt. 

Reagans hævn var at begynde at forsyne Saddam Hussein fra Irak med våben, både konventionelle såvel som biologiske og de blev brugt da Irak angreb Iran i 1980, en krig, der varede knapt 8 år. Under den sidste del optrådte en amerikansk politiker ved navn Donald Rumsfeld ofte i Bagdad med det formål at skabe goodwill for USA, samtidig med at Sovjet Unionen optrådte i og støttede Iran. 

Da krigen sluttede i 1988 var Khomeini blevet en islamisk helt og med baggrund i denne nye status begyndte han at støtte den international terrorisme, gav tilladelse til oprettelse af træningslejre og udstedte ”fatwa” dødsdomme over personer, der havde generet eller talt mod hans hårde fundamentalistiske retning. Det gjorde ham populær for han havde påført landet store mennesketab under den lange krig. 

Hans nye og hårde linie blev straks fulgt op af en person ved navn Bin Laden og en terrorgruppe ved navn Al Queda, der i firserne havde mange topmøder i Iran, der bød dem hjerteligt velkommen. 

Så vi skal ikke længere tilbage i tiden for at se, hvorledes begreberne religion og politik smeltes sammen til eet og det gælder overvejende i lande med muslimsk overvægt. 

I USA hører vi hele tiden at GUD er med Bush og støtter hans krig i Irak og i Irak og Iran er det ALLAH. Det vil sige at det er lovene nedlagt i biblen og koranen, der er bestemmende for udviklingen? 

Og hvis det er rigtigt, er det så gældende at koranens ord (Islam) repræsenterer en tankegang, der er irrational, og en civilisation, der er tilbagestående, eller én, der betragter den vestlige verden som en fjende, der bør udryddes fordi den repræsenterer det modsatte? 

Jeg er klar over at bare det, at skulle prøve at sætte sig ind i disse begreber er et ”fuldtidsjob” men indholdet og konsekvenserne kræver en stillingtagen. 

Jeg slutter her med de første betragtninger, men vil vende tilbage til emnet i senere månedsbreve. Når jeg ofte er særdeles kritisk overfor den måde muslimer opfører sig på i Danmark og at jeg i den forbindelse har skarpe synspunkter, skal alt dette ses i lyset af egne erfaringer som gæst i koranstyrede samfund og også som en slags protest mod den blødsødne danske holdning, der også er delvis politisk bestemt. De såkaldte ”nye” danskere repræsenterer stemmer i politik og i fagbevægelse. 

Der er mange gode muslimer, men helhedsindtrykket ødelægges dels af dem, der er de slemme, yderligtgående fraktioner, dels af det faktum at stort alle terrorister i dag er muslimer, der med koranen i den ene hånd og bomber i den anden ser det som en opgave at udslette os, for det er det, der er deres målsætning, den omfatter ikke bare USA. 

MÅNEDENS CITAT 

Penge gør ingen lykkelige, men jeg græder hellere af sorg og ensomhed i en Jaguar end i en bus 

FRANCOISE SAGAN 

De bedste hilsner Nitta og Ole 

September 2005

Leave a reply

Click here to cancel reply.

Name (required)

Mail (will not be published) (required)

Website

CAPTCHA Code

Anti-Spam Protection by WP-SpamFree