THAILAND JANUARY 2006

OM THAILAND JANUAR 2006

Alle folkeslag er gode, så længe man ikke har noget med dem at gøre. 

Dette ordsprog kan passende danne indledningen til det nye år, hvor jeg tror vi igen vil opleve triste begivenheder i en verden, hvis folkeslag hver for sig uden tvivl er gode nok, men når de skal globaliseres, går det galt. 

Lad mig prøve med lidt af den proces, som en kendt forfatter betegner som EURABIA! Forfatteren hedder Bat Yeor og hendes bøger er meget tankevækkende. Efter hendes vurdering er Europa under en voldsom forandring (startede egentlig for 30 år siden) idet den tidligere dominerende befolkningsgruppe (kristne kaukasiske) er ved at blive inkorporeret i den islamiske verden. 

Den oprindelige befolkning erstattes af én samlet vesterlandsk civilisation, der består af 50 % islamitter. Udtrykket EURABIA anvendes nu som en fast term for det faktum at de muslimer, der dels er, dels kommer til Europa, ikke vil lade sig integrere, men tværtimod er af den bestemte opfattelse, at det Europa, der skal integreres i den islamitiske verden. 

For dem af jer, der husker den politiske udvikling i Europa lige efter afslutningen af WW2, er det ikke overraskende at det er Frankrig, der startede det cirkus vi ser i dag. De Gaulle var bestemt ikke tilhænger af, at England skulle være den dominerede faktor i det nye Europa og da slet ikke Tyskland, nej det hans land, der skulle være drivkraft i at etablere et modstykke til USA og som en del af planen iværksattes under navnet Euro-Arab Dialogen, hvorefter en stor del af Middelhavsområdet skulle være panarabisk. 

Frankrig blev det land, der hurtigst fik flest muslimer og det er dem, der er, eller var, årsag til at Frankrig ikke turde støtte USA i angrebsplanerne mod Irak. Med 7 millioner muslimer (de fleste i Sydfrankrig) ville et ja have udløst meget store problemer. At de kom lidt senere under en anden form, har rod i andre forhold. 

I forhandlingerne med araberne om planen, gjorde disse det klart, at deres synspunkter skulle have første prioritet, idet hovedformålet var (er) at etablere et nyt Europa, der er 100% uden indflydelse af USA eller under nogen som helst form afhængig af samme. 

Planen blev forhandlet med det dengang etablerede EF og arabernes krav, skal ses i lyset af at modydelserne var OLIE! EF havde brug for olie og måtte bøje sig for kravene: De omfattede en 100% accept af Palæstina, PLO, Arafat som ubestridt leder, samt en fortløbende proces, der skal gøre Israel til en stat, der er ulovlig og befinder sig på arabisk jord. Endelig at Jerusalem skulle tilbage på arabiske hænder. 

Dette var udgangspunktet og meget af det planlagte er realiseret og uden at vi har reflekteret for meget over udviklingen, er det et faktum at det stadig er deres holdning at muslimer bør have verdensherredømmet. Det prædikes hver fredag og ved enhver lejlighed i moskeen og udenfor, og det var ikke uventet at en andengenerations- indvandrer for nylig i forbindelse med ”fredagsbøn/møde” i en dansk skole gjorde sig til talsmand for samme. 

Hvad er det, der sker? 

Er det i virkeligheden sådan at Europa har udvist et meget stort knæfald overfor de arabiske befolknings­grupper og på samme tid bliver mindre og mindre religiøs? 

Er vi opmærksomme på, at ind af bagdøren har vi fået en ”arabisk” politik, der er anti USA og anti Israel, at USA fremstilles som en krigsliderlig stormagt, der i sin magtudfoldelse er rå og brutal? 

Der findes gode muslimer, der lader sig integrere, men de rabiate tegner billedet, og hvornår hørte vi sidst en Imam fordømme terror og opfordre sine landsmænd til at opføre sig ordentligt og respektere reglerne? 

Om 25 år har vi et nyt Europa, for vi er svage, giver efter og sælger ud af værdier for at tilpasse os en udvikling styret af kræfter vi har ringe indflydelse på. 

Jeg har i et tidligere månedsbrev refereret fra den italienske forfatter Oriana Fallacci, der meget analytisk gør rede for, hvorfor og hvordan muslimerne overtager Europa. Og i forbindelse med den tidligere omtalte aftale fra 1973 skal jeg her citere, hvad den daværende præsident for Algeriet udtalte: ” Millioner af mennesker vil tage af sted fra den sydlige halvkugle og rejse nordpå, men de vil ankomme som erobrere, ikke som venner ”. 

En anden henvisning er det berømte møde i Lahore i 1975, hvor de tilstedeværende islamitiske lande blev enige om, at bare vi strømmer mod Europa, så får vi herredømmet. 

Da jeg i 1968 til 1970 arbejdede for UM i Pakistan havde jeg en tilsvarende oplevelse. Min gruppe, der var fordelt på Vest og Østpakistan skulle tage sig af opgaver indenfor andelstanken (produktion, salg og distribution) og vi arbejdede tæt sammen med andre lande, f.eks. Sverige, der skulle tage sig af opgaver, der skulle bidrage til at formindske befolkningstilvæksten. Det lykkedes ikke og ved et møde med den pakistanske indenrigsminister i Rawalpindi sagde han til os (lederne af grupperne): ” I tror da ikke på, at vi er interesserede i at blive færre? Vi skal jo være nok til, at vi en dag kan rejse os og afrejse til Europa, for I har jo det, vi gerne vil have”. Han fortsatte: 

” I er så blødsødne, bare der vises et billede af et sygt barn fra Afrika, der sulter, så vælter det ind med penge og på en måde overlever vi indtil vi er stærke nok til at komme til jeres land, for vi kommer, og I nægter os ikke adgang, dertil er I for blødsødne og undskyld udtrykket mine herrer, naive!” 

Igen et referat til udtalelser fra Tyrkiet: ” Da I har meget demokratiske love, tillader disse at vi invaderer Jer og takket være de muslimske love, gør vi det og vi vil sejre”. 

Efter aftalen i 1973 har de europæiske lande været forpligtet til at yde bidrag til blandt andre PLO, så vi har selv været med til at grave egen grav. 

For stort skal vort knæfald være? Hvorfor kæmper vi ikke mere for det, der dybest set er os og vort? 

” Og lære kan vi af nattergale, om hvad der inderst er os og vort!” God dansk sang. Den danske sang. 

THAILAND, den hjemlige scene

Vor premierminister Thaksin, ser disse måneder yderst bekymret ud og det med god grund. De systematiske angreb mod ham fra SONDHI fortsætter med uformindsket kraft. Én af de sidste ødelæggende taler, som SONDHI holder hver fredag i Lumpini Park i Bangkok, sidst med 80.000 tilhørere, gik på regeringens køb af jagerfly til flyvevåbnet.  

Den købte russiske fly på trods af, at alle eksperter tilrådede køb fra andre lande, og regningen er på 200 billioner Thai Baht. Lad det være, men sagen er at en minister med tætte forbindelser til en kendt familie (gæt hvilken) fik 3.5 billioner i ”bestikkelse” det svarer til mere end 500 millioner dansk kroner. 

Den officielle forklaring, for at redde ansigt, er at selvom flyene ikke er af bedste kvalitet, så vil russerne købe thailandske fødevarer for pengene, hvilket bidrager til at Thailand sparer, og det er jo en hjertegribende tanke, men forklarer ikke hvorfor indenrigsministeren har fået de mange penge. 

Ved samme møde erklærede SONDHI at der er mange regeringsansatte, der forsyner med ham med dokumentation for at ganske få personer rager til dig af ulovlige midler og at han har dokumenter nok til 4 års kampagne! 

(I december droppede Thaksin den anlagte retssag om erstatning for injurier) 

Senere i december måned fik vor PM travlt med at forklare, at der ikke er foretaget et egentligt køb, men blot et såkaldt letter of intent, en hensigtserklæring, men SONDHI viste nu ellers på TV skærme de ægte kontrakter, så nu starter et nyt slagsmål. 

Men problemet er, at ikke mange tør stå frem og sige sandheden. Som mange kendte akademikere siger: ” vi frygter konsekvenserne, hvis vi fastholder sandheden, vi lever i en konstant frygt, selv de bedste og skarpeste hjerner holder sig nede” 

Thaksins popularitet er på nulpunktet og han er helt desperat efter at finde nye veje, der kan sikre ham et bedre minde, når han går af ved næste valg, for som det ser ud nu, kan han umuligt blive genvalgt med mindre han (igen) køber stemmer og fylder vælgerne med nye løgne. 99 % af hans løfter er aldrig blevet indfriet. 

Da vi havde den ulykkelige oplevelse med tsunami’n i december 2004 erklærede Thaksin, at Thailand sandelig ikke behøvede nogen form for hjælp, nej Thailand behøver ikke almisser, vi er rige, vi er dygtige, vi kan det hele selv! 

Få måneder efter indviede man i Bangkok den nye undergrundsbane og efter få dages kørsel havde man det første uheld. Resultat: Thailand måtte ansætte lokoførere fra Tyskland, de kan nemlig og det er ikke jordens mest krævende opgave at være lokofører i et lille lukket system. 

I december kom der fra Thaksin en erklæring, der næsten har lammet landet og rystet befolkningens selvtillid: 

Ved et stort opsat møde, til hvilket Thaksin havde inviteret ambassadører fra mere end 40 lande, erklærede den trængte PM, at Thailand mangler: 

Penge, Kvalificeret arbejdskraft, Teknisk avanceret Knowhow, udenlandsk valuta ´, altså sælge mere ”Thai” ejendom til udlandet 

’Hvis man nu antager at vor PM er en rigtig Thai og tænker som sådan, er det nemt at forstå hans udspil: 

Når man åbner ballet, kommer de udenlandske investorer og højt begavede fagfolk strømmende, som turisterne gør det, og en Thai vil så sidde tilbagelænet vente på, at pengene strømmer ind for derefter at ”tage sig kærligt af dem” er det ikke pænt sagt? 

De seneste egne PR møder for vor PM har chokeret lokalbefolkningen. Hans økonomiske politik er slået fejl, og han er utålmodig efter at indføre nye tiltag, der kan rette op på den synkende skude. 

Han har derfor sagt til sine vælgere: ” I mangler teknisk uddannelse, I er dovne, er ikke opfindsomme nok vi kommer ikke videre uden at få hjælp fra Farangs (fremmede)” 

Glemt er stoltheden over at være Thai, ikke at behøve nogen hjælp og nu kaster han en vifte af projekter ud i licitation, og de spænder fra uddannelse til ansættelse og til langsigtede investeringer i infrastruktur og moderne teknologi. 

Hans budskab om ”Thailand er på udsalg” er modtaget meget køligt fra de toneangivende kredse. Det er udelukkende hans egen beslutning, som han altid gør, idet han betragter sig som landets CEO og med 100 % handlefrihed. Han har ikke diskuteret forslaget med nogen af de andre regeringsmedlemmer, og det giver problemer. 

Bag hans beslutning ligger uden tvivl overvejelser, der har gået på længe, men hans budskab blev afleveret lige efter at HMK havde holdt sin tale i anledning af sin fødselsdag den 5. december. I denne tale rettede han en sønderlemmende kritik af den økonomiske politik landet fører, og snart mere end 50 % af den for lånte midler. HMK advarede Thaksin. 

Straks kom der den typiske reaktion: Kongens ønsker om, at thailændere skal være mere selvforsynende og mindre forbrugsgrådige falder ikke ind i ønskerne fra kapitalisterne, de vil have forbruget op, så de kan malke koen. 

HMK m fortalte os: Jeg, som andre, frygter et sammenbrud af den nationale økonomi.  

“Thailand må, som nation, forvalte sin økonomi på en sådan måde, at krisen fra 1997 ikke kan komme tilbage. Vi lærte dengang at gældsætning til udlandet oversteg vor tilbagebetalingsevne, at vi ikke kunne tjene tilstrækkeligt til at klare gældsbyrden. Vi skal have en tilstrækkelig selvstændig økonomi, så vi kan stå på egne ben. Lad være, at vi ikke kan få alt, hvad vi peger på, men vi vælter ikke”. 

Læren fortsatte: Hvis et land producerer mere, end det forbruger, hvis man forbruger mere, end man tjener, hvis vi ødelægger vort miljø ja så praktiserer vi dårlig kapitalisme. 

Hans tale gav anledning til utroligt mange kommentarer, den vigtigste måske, at kapitalisme ikke er uforeneligt med Kongens budskab. 

Over de sidste 4 til 5 år har Thaksins regering opfordret alle til at leve over evne. Der lånes som aldrig før, renten er lav og gældsætningen er enorm, også for Thailand, der må betale for dyrt importerede forbrugsgoder. Når der forbruges men ikke på samtidig investeres i langsigtede løsninger, så vælter forbruget økonomien og det er det, der er ved at ske.  Økonomisk fremgang hviler som bekendt på at investeringer giver et fornuftigt afkast, ikke på gældens omfang. Japan har klaret sig flot efter krisen i 1997, fordi Japan ikke låner, dets borgere sparer op.  I Thailand er opsparing lig nul, så ikke uventet lurer der en krise om hjørnet, medmindre der gribes ind her og nu. 

THAKSIN

Der er delte meninger om denne mand, der i bund og grund bør ses som en politimand, han er og bliver i attitude en person, der er svær at greje. Han skifter mening, som vi andre skifter tøj hver dag, derfor er mange usikker overfor, hvad han egentligt står for, bortset fra at han som rollemodel afsender signaler til Thais om, at selvom man er en såkaldt slem person, så er man rig, selvom han bryder alle regler, uanset deres karakter, så slipper han af sted med det, ergo bør vi andre gøre ligeså. 

Der har netop været en undersøgelse i Bangkok (hvor Thaksins parti ikke har majoritet) og han blev kåret som dette års mest skuffende personlighed, ikke færre end 49 % af de adspurgte valgte ham! Straks iværksatte han et krisemøde og med temaet : Hvordan kan vi højne partiets moral, så vi kan genvinde vælgerne? 

At svaret er lige om hjørnet: Thaksin stop dig selv og dine nærmeste for at fylde egne lommer med andre folks penge og følg reglerne, som du selv har indført, at korruption straffes. 

Han fik hurtigt lavet en ny gallup i et af sine favoritområder og sandelig om ikke 40 % synes han er alle tiders chef, og nu har han et dilemma, for hvilken taktik skal bruges for at sikre begge situationer på samme tid. Vælge mellem pest og kolera? 

Han er en dybt splittet person, han kan være varm og tillidsvækkende det ene minut, når man taler ham efter munden og en rigtig led type, når han siges imod, hans ansigtsudtryk er værre end et forkælet barns, der fravristes yndlingslegetøjet. 

Han laver fodfejl. Hans foretrukne måde at holde kabinetsmøder på, er at afvikle dem rundt om i Thailand: Her kommer vi til jer for at lytte til jeres problemer, er jeg ikke bare god! 

Da de store oversvømmelser kom sydpå i december blev det planlagte møde i de ramte provinser flyttet til det nordlige og mere varme Thailand. Han tilføjede salt i såret ved at takke de adspurgte i byen Suhkothai, fordi de peger på ham som en god leder, men han tog ikke ned til de ramte områder for at vise interesse, for de stemmer ikke på ham. 

Hans begrundelse: ” Hvis jeg tager derned, skal de mange vigtige personer (borgmester og andre) naturligvis komme for at tale med mig, og det vil tage deres tid fra at løse de andre, vigtigere opgaver ”. Han har tidligere, når det tjente hans formål foretaget et hav af rejser, hvor han forventer alle de vigtige kommer for kaste sig i støvet for hans fødder og han har spildt millioner af landets penge på meningsløse rejser og møder, men i krisetimen, nej jeg kommer ikke! 

Som afslutning skal jeg berette, at hans plan om at kaste Thailand for fødderne på udenlandske investorer deler landet i to lejre og debatten er hed. Jeg skal prøve at holde jer orienterede, for det er en enestående situation for landet, der altid har holdt i hævd at vi er et FRIT land, aldrig været i krig eller besat og altid klaret os selv, hvorfor skal vi nu ændre signaler? 

GEORGE W. BUSH 

I dag opleves et yderst splittet USA I det vitale spørgsmål: Hvor længe skal vi være i Irak? I slutningen af 2005 blev det klart, at de amerikanske efterretningstjenester ikke havde gjort deres hjemmearbejde godt nok, eller at de direkte havde ført Præsident og regering samt befolkningen på vildspor. Bush har nu travlt med at indrømme fejlene og med rigtig texikansk stemmeføring og med hånden på hjertet erklære: Jeg er den ansvarlige, jeg er The Chief in Command! 

Sandheden får vi aldrig, dertil er der for mange manipulationer fra verdens mest korrupte nation, den amerikanske. Men det ligger fast at den såkaldte krig har udviklet sig til en krig mellem kulturer, religioner samt civilisationer, vi skal tilbage til det 17. århundrede for at finde fortilfælde. 

Krigen koster ofre, det gør alle krige, men hvad der lige nu er langt værre er, at den føres for lånte midler. USA er ved at gældsætte sig som aldrig før og udsteder obligationer, der købes af, ja hvem mon? Kina! 

ANDRE OBSERVATIONER

Vi bekymrer os i den vestlige del af verdenen over USA stigende selvbestaltede rolle som overordnet politibetjent, men det varer ikke mange år, førend den amerikanske økonomi vises baghjulet af Kina, Indien og måske Brasilien? Og hvad sker der så? 

Bush har glemt at vi andre, frie lande, ikke mere betragter USA som det land, der er forkæmper for menneske­rettigheder, frihed og demokrati, men som et kapitalistisk samfund, der kun kører efter penge, magt og sex. 

Når USA taler om at indføre demokrati i Irak, ja så ved de jo ikke, hvad demokrati er. De sørger nu for at eliten kommer til magten/pengekassen, så i stedet for Saddam og hans sønner, får de nu 25 til at dele rovet, og den dag da USA og de andre lande trækker deres tropper tilbage, kommer der en borgerkrig, der vil blive langvarig og blodig. 

Det er interessant, at internationale og anerkendte økonomer af den opfattelse, at netop kapitalisme kan være det redskab, der skal bruges for at sikre verdensfreden. 

Bush er jo af den klare opfattelse, at indføres demokrati/kapitalisme i de lande, der er på hans hitliste, er dette vejen frem til en evig fred, er det en rigtig betragtning? 

Som grundlag for påstanden anvendes det kendte økonomiske princip, at en total fri verdenshandel skaber fred i modsætning til den periode, hvor den imperialistiske holdning styrede verdenens økonomi, men det ændrede sig efter afslutningen af WW1. 

Efter WW2 var ovre var de ledende økonomer af den opfattelse, at Kant havde ret, når han anførte at selvstændige republikker ikke fører krig (i modsætning til diktaturer). 

Store lande og økonomiske power houses som USA har topøkonomer til at tilrettelægge dets finanspolitik, se bare på Greenspans indflydelse i USA gennem en årrække. Disse nationaløkonomer har deres egen verden, der bygger bro mellem makro og mikro økonomier, som vi andre ikke forstår meget af, der udarbejder teorier, som derefter iværksættes og vi andre er ofre og ved ikke meget om de kræfter, der styrer langt mere af vor hverdag, end måske godt er. 

Blandt dem er Montesquieu og Adam Smith, som tror på, at fri økonomi sikrer fred og vil eliminere kulturelle og etniske konflikter. 

Men samtidig er der andre økonomer, der forsvarer kapitalismen og dens ret til at herske og disse to modsatte og stærke kræfter præger i øjeblikket den situation, som USA er i og hvor dens virkninger ses og mærkes af resten af verdenen. 

Hvorfor den såkaldte krig i Irak? Er det bare for at sikre olie, eller det amerikanske brohoved i Mellemøsten? Eller de mange nye kontakter, som USA firmaer fik i Afghanistan og nu snart Irak med genopbygning? 

Demokrati sikrer frihed og den omfatter mange rettigheder og giver mange problemer. 

Jeg har med interesse studeret den sidste offentliggjorte undersøgelse som det amerikanske FRASER Institut har foretaget. 

Resultat: Mange demokratiske lande medvirker ikke til at sikre og opretholde fred. Den kapitalistiske faktor er langt mere afgørende. 

Så mon ikke at der snart bliver en krise igen, denne gang med Iran, hvis nye Præsident fører sig frem på en måde, der er direkte provokerende overfor USA? 

Som afslutning på disse strøtanker og eksempel på demokrati, når det ikke er så godt: 

Den nyvalgte Præsident i Bolivia kalder Bush for terrorist og med dette valg sikrer Bolivia sig en ny forkæmper for venstreorienterede principper samt fortsat produktion af kokain.

Leave a reply

Click here to cancel reply.

Name (required)

Mail (will not be published) (required)

Website

CAPTCHA Code

Anti-Spam Protection by WP-SpamFree