-
THAILAND DEMOKRATI OG KORRUPTION DEL I
Posted on February 24th, 2006 No commentsTHAILAND/KORRUPTION/DEMOKRATI DEL I
Når man taler om lande som Thailand er der ofte eet ord, der anvendes umiddelbart og det er, at landet og dets borgere er korrupte. Jeg vil derfor i dette månedsbrev prøve at afdække denne problemstilling, der indeholder mange flere aspekter end vi tænker på. Der er et stærkt kulturelt mønster bag, traditioner som meget vanskeligt lader sig ændre, men jeg vil i de kommende månedsbreve prøve at sætte jer ind i problemstillingen, som man må lære at leve med (måske ikke acceptere) på lige fod med landets borgere.
Definitionen er klar; Økonomisk korruption (af latin: corrumpere: fordærve, bestikke) har siden 1700-tallet været brugt for at betegne misbrug af især offentlige, men også private tillidshverv og stillinger for at opnå personlige fordele.
Korruptionens faktiske omfang i et samfund er sjældent kendt, men vil til enhver tid afhænge af de moralske, religiøse og kulturelle holdninger og hvordan disse holdninger nedfældes i lovene.
Bestikkelse og andre korrupte handlinger blev allerede fordømt i de bibelske tekster, og især lovene i de vestlige kulturer har taget sigte på at hindre, at retsapparatet og politiet bliver misbrugt af stærke og rige mennesker eller ditto grupper. Domstolene har man forsøgt at hæve over korruption ved at give dommerne en høj status, gode lønninger og uafsættelighed, mens politiet m.m. har haft særlig strenge regler og straffe, når det gælder korruption.
Det lyder alt sammen fint, lad mig så fortælle om det land, jeg bor i og om dets opfattelse af begrebet korruption. Anklager for korruption har naturligvis i mange år været et emne, der har optrådt på den politiske scene, og helt klart fordi politik og korruption her i landet er to naturligt forbundne begreber.
Men ordet korruption er for os (se de indledende sætninger) et grimt begreb, det er uvederhæftigt, men sådan opfattes det ikke herude i denne del af verdenen. Det på trods af, at i en del år udgjorde værdien af ”tea-penge” næsten 50 % af landets budget. Og på trods af at mere end 75 % af folkevalgte politikere er involveret, så lad mig prøve at give jer et lille historisk tilbageblik;
I 1850erne var systemet simpelt. Kongen havde givet tilladelse til udpegede personer, der inddrev skatter, der gik til kongen (indtægter) og udgifterne var til at overse idet 99 % blev brugt til den kongelige husholdning. I virkeligheden var der tale om, at kongen udliciterede retten til at inddrive skatter og kontrakten gik til dem, der tilbød den højeste pris. Ofte var det dog typisk allerede regeringsansatte, f.eks. distriktsguvernører og personer i tilsvarende stillinger i hierarkiet.
Korruptionen var derfor dengang begrænset til indtægterne og de embedsmænd, der skulle varetage skatteinddrivelserne stjal fra kassen og skjulte deres handlinger for kongen. Men det var accepteret af alle, idet man betragtede de stjålne midler som en del af den aflønning, som embedsmændene skulle have. Systemet, som alle Thais kender, kaldes for Gin Muang.
Systemet startede naturligvis i de mange landsbyer, hvor opkræver nummer eet fungerede, han gav skatterne videre til en slags distriktschef, der sendte pengene videre opad i systemet efter at have konfiskeret sin del af kagen, så 100 betalte kroner i landsbyen endte med at blive måske 20 eller 25, når de nåede frem til kongens pengekiste.
Kongen brugte udelukkende de indkomne midler til at holde sin store husholdning i gang, og den omfattede ofte mere end 10 koner plus et hav af børn, ægte og uægte. I landsbyen var det fint nok, at en opkræver beregnede sig 30 % enten i form af kontanter eller i form af naturalier og hans magt var stor. Han bestemte sammen med distriktschefen, hvem der skulle have udstedt tilladelser til at drive erhverv.
På den måde blev det over en lang årrække en naturlig del af thaiernes hverdag, at offentlige ansatte, der under én eller anden form har indflydelse på deres hverdag har lov til at forvente enten ”te-penge” eller andre former for ydelser til gengæld for den service han yder. Han er trods alt lønnet meget lavt og det er vel i orden at vise sin taknemlighed under den ene eller den anden form.
I 1880erne indførte kong Chulalongkorn (Rama V) nye regler, der skulle ændre afgørende på begrebet, for nu begyndte staten at investere i infrastruktur, undervisning, politi med mere og dermed havde den udgifter, så nu kunne man både have glæde af skattefrie indtægter fra statens indkomster samt udgifter, og dermed gik startskuddet til et tag selv bord for involverede og korrupte politikere, der involverer beløb i svimlende størrelsesordener. Gin Muang systemet omfattede nemlig nu både landets indtægter og udgifter.
2006
I slutningen af januar var jeg nede hos immigrationsmyndighederne for at få et nyt visum for eet år. Jeg var ikke den eneste, der kom, vi var ret mange udlændinge, de fleste med deres Thai hustru, som er nødt til at præsentere sig også. Vi havde alle en gave med, Nitta og jeg en stor kurv med frugter, andre havde tilsvarende naturalier og det er tilfældigvis også i slutningen af januar at det kinesiske nye år starter, eller rettere forberedelserne starter. Og ved den lejlighed viser man kontoret og dets ansatte den respekt at bringe dem en hilsen som tak for deres hjælp til, at vi kan være her uden de store sværdslag, så længe vi opfører os pænt og følger landets regler, der blandt andre indebærer, at man skal have en pæn lille skilling på bankbogen samt stille med en 100 % ren helbredsattest.
Er gaven så bestikkelse? Vi viser vor taknemlighed og det er stadig at betragte som en del af de pågældendes aflønning at landets embedsmænd og dets gæster betaler for service, idet den meget lave skat er ensbetydende med meget lave lønninger, og skik følge eller land fly. Når en taknemlig far giver skolelæreren en ”gave” som tak for at hans søn har bestået en vanskelig eksamen, er det så bestikkelse eller er det at vise respekt for den indsats læreren har ydet?
TILBAGE TIL HISTORIEN
Nok den mest respekterede konge i Thailand, Chulalongkorn eller RAMA V, iværksatte i 1890erne en omfattende ændring af bureaukratiet; Det blev centraliseret, der indførtes regler for kvalifikationer, ansættelse, forfremmelse, etik, opførsel, aflønning og disciplinære forhold ved overtrædelser.
Der er intet land, der på et øjeblik kan ændre traditioner og hans nye system blev derfor et kompromis mellem det gamle feudale og det nye bureaukratiske. En grundlæggende fejl var, at kongehuset forsøgte at bevare den centrale magtposition med kongen som den øverste kransekagefigur og ved at alle store eller indflydelsesrige stillinger kun blev besat af enten personer med ”royalt blod” eller fra landets adel.
Eet af tiltagene var, at landet etablerede en politietat, hvis hovedformål dengang var, at assistere ved inddrivelsen af skatter, eller med andre ord at lade rævene vogte gæssene.
I 1932 havde landet en stor revolution, der medførte en betydelig afstandtagen fra det gamle system, og der blev således foretaget en mere markant adskillelse mellem kongehuset og staten, eller landet om man vil. Den vigtigste ændring var at landets indtægter ikke mere tilfaldt kongehuset, men staten, landets borgere.
Siden da er traditionerne stadig stærke, når vi taler om Gin Muang og det er i virkeligheden baseret på næsten samme principper som dem, Mafiaen benytter: Jeg giver dig beskyttelse, du udviser mig respekt ved at betale mig enten i form af kontanter eller naturalier/andre serviceydelser.
Hierarkiet har så sine love: En politisergent kan beskytte mindre lokale handlende, han modtager belønning for beskyttelsen, men selv skal han også beskyttes/fredes, og det er så hans løjtnant, der igen beskyttes af en overordnet og på den måde når vi toppen.
De større virksomheder har også beskyttelse, men på et andet niveau, der omfatter told og skat, og beløbene er store.
Som afslutning på dette kapitel 1 om emnet skal jeg bare anføre, at eet af landets store problemer er, at de personer, der stiller op til valg til et politisk embede kun gør det for egen vindings skyld, det gælder om at bruge valgperioden i senatet udelukkende for at berige sig, ingen, eller i bedste fald, kun få, kunne drømme om at tænke på at gøre noget for landet og dets borgere.
Hvis en nyudpeget minister bor i et hus, til hvilket adgangsforholdene er vanskelige, tager det ikke lang tid at få ændret vejnettet omkring hans hus, at få vejen kloakeret og asfalteret og pengene tages bare fra byens budget og de var måske øremærkede til formål, der ville gavne langt flere, men ingen tør anfægte hans ønsker for med den magt han besidder, er bare eet ord fra ham nok til at ændre afgørende på tilværelsen for dem, der er under ham.
Ingen borger protesterer, de vil derimod følge traditionen og på ministerens mærkedage bringe ham gaver for at sikre hans bevågenhed og beskyttelse, både direkte og indirekte.
Chonburi februar 2006
AFSNIT 2 FØLGER SNAREST
Leave a reply
