My private blog for family, friends and business partners
RSS icon Home icon
  • THAILAND DEMOKRATI OG KORRUPTION DEL II

    Posted on March 24th, 2006 admin No comments

    THAILAND/DEMOKRATI OG KORRUPTION DEL II

    Efter ”revolutionen” i 1932, hvor det administrative system blev ændret, har korruptionssystemet tilsvarende justeret sig i takt med udviklingen i de nye muligheder, som væksten i den offentlige sektor bød på.

    En meget vigtig faktor blev repræsenteret af MILITÆRET, der efter afskaffelsen af det ”absolutte og bestemmende kongedømme” eller eneherskende om man vil, med det samme udfyldte det opståede tomrum i magthierarkiet og siden 1932 og indtil omkring 2000 har generaler mere eller mindre besat alle vigtige politiske poster.

    Thailand har i virkeligheden haft et militært diktatur, og der har været en del militære kup, der næsten udelukkende blev iværksat, når de andre generaler blev trætte af at se på, at den ”valgte” Premierminister ragede for meget til sig. Ingen har som landets 1400 generaler forstået at udnytte mulighederne i de stigende offentlige budgetter, samt erhvervslivets, idet et utal af generaler har optrådt som bestyrelsesformænd, ikke alene i 100% privatejede selskaber men også i de statsejede.

    Et selskab som THAI INTERNATIONAL har i snart 30 år lidt under at være styret af korrupte chefer (generaler), der betragtede selskabet som deres eget, som de kunne benytte efter forgodtbefindende. Og ingen almindelige borger har nogen sinde rynket på næsen af, at dette skete, at militærpersoner, der har en forholdsvis lav løn, alligevel kører rundt i luksusbiler, som det under normale omstændigheder ville tage mange generationers løn at spare sammen til.

    De private selskaber har set det nyttige i at ansætte generaler til ledende rådgivningsfunktioner for at sikre sig politisk bagland og beskyttelse, der kan bidrage til selskabets vækst.

    Et område, der har fungeret som et ”tag-selv-bord” er militærets eget budget, der i mange år tegnede sig for langt mere af 50 % af landets samlede udgifter. Store våbenindkøb var ensbetydende med utrolige summer udbetalt til de bestemmende ledere, beløb i størrelsesordener, vi som danskere knapt kan forestille os.

    Fra 1960erne kom der nye deltagere til korruptionsselskabet, nemlig de mange nye industribaroner og de lokale nyrige, der tog sig magten i de mindre samfund. De kaldes JAO PHO der stort set kan oversættes som ”lokal gudfader”. Deres roller er komplekse og stærke, idet de har sikret sig indflydelse via deres selskabers betydning for lokal­samfundet parret med, at de har korrumperet sig til politisk indflydelse, der har sikret dem en yderst stærk magtbase.

    Det net, de har spundet, sikrer dem en magtbase, og hele systemet kan sidestilles med det, som den italienske mafia har. De er så stærke at selv den øverste statsadministration er tvunget til at samarbejde med dem og det har naturligvis også haft den virkning at en del af disse mafiabosser er blevet medlem af enten senat eller regering og det er jo nemt at regne ud, hvilke resultater det har haft.

    Begrebet korruption har altså næsten altid spillet en dominerende rolle i det thailandske samfund, kun de ydre rammer har ændret sig. Da landet begyndte at ændre signaler i midten af 80erne og generalerne blev klare over, at de var nødt til at give magten fra sig, blev den siddende regering udsat for et utal af mistillidsvota under henvisning til at regeringsmedlemmerne var for korrupte. I 1991 kom det afgørende angreb mod 25 ministre for at have sikret sig, det vi herude kalder for ” uforklarlig og pludselig rigdom” og 1992 betegner året, hvor det nye demokrati blev født.

    Sagen mod de 25 vakte stor opmærksom alene på grund af de astronomiske beløb, der var tale om, men kun få milliarder kroner blev konfiskeret, resten ”forsvandt”.

    Men allerede i 1963 havde landet set en skandale af stort omfang. Landets leder, general Sarit Thanarat, havde stjålet, hvad der i nyværdi svarer til 11 milliarder kroner. Den thailandske befolkning var uvidende om hans handlinger, der først kom frem efter hans død.

    Senere er den del af formuen, der ikke blev konfiskeret brugt af hans arvinger til investeringer, f.eks. fast ejendom og hans barnebarn er i dag hovedkvinden bag megastore  investeringer i de sidste nye, store Shopping Centre og er ofte interviewet til magasiner og dagblade og betegnes som fremsynede virksomhedsguruer og alle viser dem den største respekt og alle har glemt at midlerne bag investeringerne stammer fra stjålne penge fra Thailand. Ak, ja!

    Det kunne ikke undgås at generalernes tyverier skabte konflikt til den stærkt voksende private industri samt den tidligere omtalte Mafia og naturligvis andre højt placerede embedsmænd, der følte at de have tilsvarende krav på ”tea-penge” og der har gennem årene været et utal af sammenstød ofte med dødelig udgang, så er det sagt.

    Der er omkring 1400 generaler i det thailandske militær, det højeste antal pr. antal soldat i den ganske verden og uagtet at de i 90erne afgav magten, delvist og først i 2002 totalt, finder de sig ikke i, at deres sugerør i de offentlige kasser fjernes eller bruges af andre. Derfor har de i de sidste år prøvet at etablere nye strategier for at de også fremover kan fjerne midler fra budgetterne og det vil føre for vidt at komme nærmere ind på de mange muligheder, de forsøger. Den mest benyttede var at gå ind i politik ved at starte nye partier, der lovede at fjerne korruptionen og det er da også lykkedes for enkelte.

    Chonburi marts 2000

    Leave a reply

    Anti-Spam Protection by WP-SpamFree