THAILANDS HISTORIE DEL II

THAILAND HISTORIE FORTSAT FRA FEBRUAR ALTSÅ DEL II 

I juni samme år døde kong Ananda Mahidol under omstændigheder, der aldrig er blevet klarlagt. Det lykkedes USA at få placeret hans bror Rama IX på tronen. Han var født i USA, og skjulte aldrig sine sympatier for dette land. I årene som fulgte, udviklede Thailand sig mere og mere til en nordamerikansk satellit. En udvikling som særlig tog fart og nåede sit højdepunkt i 60′erne. I 1957 blev Pibul afsat af militæret, og et rent militærdiktatur blev indført. Landet gennemlevede i disse år en stærk økonomisk vækst pga. store nordamerikanske investeringer, men udviklingen var ensidigt koncentreret i Bangkok området, hvor en række nye industrier skød op. Profitten gik overvejende til de udenlandske storkoncerner, som styrede denne udvikling, og til et nationalt storborgerskab -med stærke militære elementer – som var knyttet til disse interesser. 

Også militært blev Thailand en nordamerikansk satellit: Allerede fra først i 50′erne gav USA systematisk støtte til opbygning og modernisering af den thailandske hær, og fra midt i 60′erne blev den nordamerikanske militære «tilstedeværelse» endnu mere konkret i form af en række flybaser og store troppestyrker – ca. 50 000 mand. Allerede i 1954 havde supermagten fået gjort Bangkok til hovedkvarter for SEATO (South East Asian Treaty Organziation) – en militæralliance med deltagelse af de sydøstasiatiske lande og USA der skulle dæmme op for den revolutionære udvikling i regionen. I 1961 blev store nordamerikanske troppestyrker sendt ind i landet for at bekæmpe det folkeoprør, der var under udvikling i Laos. Thailand blev gennem 60′erne et af de vigtigste nordamerikanske støttepunkter for den kedelige krig i Vietnam, og thailandske soldater sloges på USA’s side både her og i Korea. 

POLITIK 

I 1968 indledte diktatoren Thanom Kittikachorn et nyt parlamentarisk eksperiment, blot for atter at sætte en stopper for det med et statskup tre år senere. Men modstanden mod militærdiktaturet voksede. Den 14. oktober 1973 blev Thanom afsat efter store studenterdemonstrationer og gadekampe i Bangkok, og en civil regering blev indsat. Der blev indført demokratiske rettigheder, og i 1975 blev det afholdt valg og dannet en koalitionsregering af mere eller mindre liberale partier. Denne regering gjorde en ende på den ensidige militære tilknytning til USA, og i 1976 var alle supermagtens styrker trukket ud af landet. Endvidere gik den i gang med at forbedre forholdet til landets kommunistiske naboer. 

USA’s tilbagetrækning banede vej for en hastig udvikling af turismen i Thailand. Under Vietnam-krigen havde Pentagon brugt Thailand både som militærbase og som rekreationsområde for supermagtens soldater. 

De nordamerikanske troppers tilstedeværelse gav grundlag for udviklingen af omfattende prostitution, og da soldaterne blev trukket ud, blev prostitutionen knyttet til turistindustrien. Thailands ry som center for sexturisme i 1990′erne hænger altså sammen med USA’s tilstedeværelse i 60′erne og 70′erne. 

Det var ligeledes i 70′erne, at arbejderklassen som er næsten fuldstændig koncentreret i Bangkok­området – fik mulighed for at organisere sig i fagforbund og strejke for højere løn, med støtte fra de legale venstrefløjspartier, Thailands socialistiske parti og Den forenede socialistiske Front. Mange af de radikale studenter deltog aktivt i arbejdet med at organisere arbejderne og bønderne. 

Som handelspartner fik Japan en stadig mere dominerende status. Regeringen havde et vaklende magtgrundlag i en elite, som var splittet op i mange kliker. Der blev afholdt nyvalg, regeringen blev udskiftet, men det ændrede ikke på situationen. Samtidig var det dog klart, at den ekstreme højrefløj var på fremmarch. I efteråret 1976 udbrød der atter studenteruro, efter at den landsforviste eksdiktator Thanom havde fået tilladelse til at rejse tilbage til landet. Demonstrationerne blev slået blodigt ned af politi og militær, og hundredvis af studenter blev dræbt. Dagen efter greb militæret magten og indførte undtagelsestilstand. Alligevel havde det nye militærdiktaturet et svagere magtgrundlag end de foregående. 

Efter kuppet i 1976 sluttede tusindvis af studenter fra Bangkok sig til guerillastyrkerne, som var aktiv i den nordøstlige og sydlige del af landet. Den nordøstlige del er fortsat landets mest underudviklede, og her havde der allerede i 60′erne udviklet sig en betydelig guerillabevægelse -Thailands patriotiske Front – hvor det forbudte kommunistparti spillede en vigtig rolle. Bevægelsen udgjorde en reel trussel mod Thanom regimet og nordamerikanske styrker deltog aktivt i kampen mod den. Den anden vigtige guerillabevægelse var separatistisk. Den udviklede sig fra 1965 blandt det diskriminerede malaysiske mindretal i syd, og krævede løsrivelse fra Thailand og tilslutning til Malaysia. Denne bevægelse samarbejdede med det malaysiske kommunistparti, som spillede en central rolle i den malaysiske guerilla, der var aktiv i grænseområdet mellem de to lande. 

Militærdiktatur 

Efter militærkuppet blev forholdet til nabolandet atter meget spændt, indtil et «kup i kuppet» i oktober 77 bragte en mere «civiliseret» del af militærets højrefløj til magten. Den gik i gang med at liberalisere det politiske liv og tiltrække udenlandske investeringer. Fra 1979 begyndte landet at modtage en betydelig strøm af cambodjanske flygtninge. De blev huset i flygtningelejre tæt ved grænsen til Cambodja og disse udviklede sig hurtigt til støttebaser for de tre cambodjanske fraktioner, der bekæmpede styret i Phnom Penn.  

En stor del af den internationale «humanitære» bistand blev kanaliseret til disse lejre. Som led i USA’s strategiske politik i regionen kom Thailand nu atter engang til af fungere som base for nordamerikansk aggression mod dets nabolande -denne gang mod den vietnamesisk støttede regering i Phnom Penn. 

Den 1. april 81 gennemførte general Sant Chitpatima et kupforsøg med støtte fra yngre officerer på mellemniveau, men det blev knust efter 3 dages intens spænding. De yngre officerer havde krævet genindførelse af demokratiet samt reformer. Det var i første omgang blevet accepteret af kongen og premierministeren, general Prem, men efter et par dage vendte de sig mod kupmagerne. De yngre officerers oprør var bl.a. et resultat af regeringens tvungne pensionering af en række generaler, men samtidig fik kuppet en usædvanlig udvikling, da de søgte opbakning blandt de faglige sektorer og studenterne, og fremkom med forslag der var særdeles utraditionelle for det thailandske militær. 

Samtidig var den thailandske venstrefløj svækket, som følge af den krise der prægede dens vigtigste kraft – det thailandske kommunistparti – der var delt i en provietnamesisk og prokinesisk fløj. 

Den 20. april 83 blev der gennemført valg til kongressen, og det gav general Prem Tinsulanonda tilstrækkelig støtte til at han kunne indlede sin anden periode som premierminister. 

I slutningen af 84 gennemførte regeringen en kraftig devaluering af den thailandske valuta. Et skridt der blev kritiseret af general Arthit Kamlang-Ek, og andre generaler der var tilhængere af den hårde linie. De truede Prem med at trække militærets støtte til hans regering tilbage, men han gennemførte en række politiske manøvrer, der skulle sikre militæret kompensation for devalueringen. På den måde fik han isoleret Arthit og elimineret ham som politisk alternativ. Efter et kupforsøg i september 85 blev Arthit erstattet med general Chaovalit Yongchaiyut på posten som chef for de væbnede styrker. 

Den politiske ustabilitet fortsatte i Bangkok. Regeringen blev flere gange skiftet ud og to gange blev der udskrevet valg. Ved valget i maj 86 fik det Demokratiske Parti relativt flertal, hvilket gjorde det muligt at danne en koalition med det i spidsen og med general Prem som premierminister. 

I samme periode steg general Chaovalits anseelse – især pga. hans kraftige kritik af den stigende korruption. I april 88 blev regeringen tvunget til at udskrive nyvalg for at undgå en mistillidsdagsorden mod Prem. Kritikken af ham gik især på hans lyssky håndtering af offentlige midler og hans inkompetence i forbindelse medafslutningen af grænsetræfninger med Laos nogle måneder i forvejen om kontrollen over 3 landsbyer. 

Ved de første nogenlunde frie valg siden 76 vandt Partiet for den thailandske Nation valget. Valget var præget af omfattende køb af stemmer en praksis anvendt af de fleste kandidater. Kong Bhumibol Adulyahed bad efterfølgende general Chatichai Choonhavan om at danne regering, og den fik en koalition af 6 partier som sin basis. Thailands nye stærke mand havde en stærk baggrund i det private erhvervsliv. Han gik nu i gang med at gennemføre betydelige forandringer i landets politiske liv, der traditionelt havde været orienteret mod indenrigs- og sikkerhedsspørgsmål. Chatichais havde fået den ide, at omforme Indokina fra den krigsskueplads den havde været gennem 40 år til et stort regionalt marked. Han søgte at udnytte den begyndende åbning i nabolandene Cambodja og Laos, og stimulerede til omfattende thailandske investeringer i de to lande. 

Fortsættelse følger med april brevet. 

MARTS 2006

Leave a reply

Click here to cancel reply.

Name (required)

Mail (will not be published) (required)

Website

CAPTCHA Code

Anti-Spam Protection by WP-SpamFree