-
THAILAND OG DETS HISTORIE DEL III
Posted on April 30th, 2006 No commentsTHAILAND DEL III HISTORIE OG POLITIK
Thailands økonomi voksede nu endnu stærkere, og nåede i 1989 op på en årlig vækst på 10,5%. Samtidig lagde det sig ud med både EF og USA. I første tilfælde kritiserede Thailand de omfattende EF subsidier til landbrugsprodukter, der konkurrerede med thailandske på verdensmarkedet. Ifølge USA bestod konflikten i, at Thailand ikke ville acceptere de nordamerikanske retningslinier for intellektuel ophavsret. Det gjaldt især handelen med programmer.
Chatichai regeringen koncentrerede sig især om udenrigspolitikken og fik ikke tacklet de indenrigspolitiske problemer, som den alvorlige absolutte fattigdom som det meste af befolkningen lever under, eller den stigende ødelæggelse af miljøet. Den stadig hastigere afskovning førte i 89 til oversvømmelser, der antog katastrofale dimensioner pga. skovens betydning for regulering af fugtigheden og ødelæggelserne af træerne langs floderne. Regeringen måtte forbyde yderligere afskovning for at hindre yderligere skader.
Regeringen tilskyndede i samarbejde med Verdensbanken til omfattende beplantning med eukalyptustræer, men dette blev modarbejdet fra de fattige bønders side, der anså de nye kommercielle skove som en alvorlige konkurrence til deres traditionelle kommunale skove.
I marts 91 gennemførte militæret under ledelse af general Sunthorn Kongsompong et nyt statskup, og præsenterede et udkast til ny forfatning for kong Bhumibol Adulyadej. Denne godkendte udkastet, forsvarede militærets kup med «den stigende korruption» i den civile regering og erklærede sig enig med militæret i udskrivningen af nyvalg. Som indirekte konsekvens af militærkuppet gik fredsforhandlingerne i Cambodja mere eller mindre i stå, da landets regering fordømte den fornyede thailandske støtte til Cambodjas væbnede opposition.
Gennem 91 var Thailand underlagt Rådet for bevarelse af den nationale Fred (NPKC) – et militært organ ledet af general Sunthorn. I december fremsatte kongen en ny forfatning, efter hvilken der skulle afholdes valg indenfor 120 dage for at erstatte NPKC styret. Alligevel forbeholdt militæret sig ret til at udpege 270 uf af 360 senatorer, hvilket gav det fuld kontrol over den ny regering.
Ved valget den 22. marts 92 fik oppositionen de fleste af stemmerne. Der deltog 15 partier med 2.740 kandidater og ud af landets 57 millioner indbyggere, var de 32 valgberettigede. I begyndelsen af april blev general Suchinda Kraprayon indsat som premierminister. Han havde indtil da været generalstabschef og hans regering hvilede på en lille koalition bestående af 5 promilitære partier. Ud af hans regering på 49 ministre var de 11 beskyldt for økonomisk svindel under Chatichai regeringen.
I den følgende uge deltog 50.000 mennesker i en demonstration, som 4 oppositionspartier havde indkaldt til med krav om regeringens afgang. Samtidig indledte oppositionslederen Chamlong Srimuang og 42 andre oppositionspolitikere en sultestrejke. I slutningen af maj endte de regeringsfjendtlige demonstrationer i en massakre med hundreder af dræbte og sårede. Militæret skød direkte ind i mængden forsamlet ved Demokratimonumentet midt i Bangkok.
Demonstrationerne fortsatte indtil kong Bhumibol overraskende dukkede op i TV og opfordrede til national forsoning. Samtidig gav Suchinda sin støtte til en revision af forfatningen, der skulle gøre det nødvendigt for premierministeren at være medlem af parlamentet. Suchinda ville med denne ændring selv blive diskvalificeret som premierminister. Endvidere blev Srimuang løsladt, og der blev givet amnesti til de mange der var blevet arresteret under gadekampene.
Mens der fortsat var udgangsforbud i Bangkok indledte parlamentet debatten om forfatningsændringen, og kongen udpegede general Prem Tinsulanonda til at overvåge denne proces.
Den 24. maj indgav Suchinda sin afskedsbegæring, og hans vicepremierminister Mitchai Ruchuphan overtog midlertidig posten. I juni blev forfatningsændringen vedtaget, og den begrænsede militærets deltagelse i regeringen.
I forlængelse af ændringen udpegede kong Bhumibol Anand Panyarachun til premierminister. Han var en anset politiker, der også havde haft posten efter militærkuppet i 91.
Parlamentet accepterede kongens udpegning af Anand Panyarachun til premierminister, og denne gik i gang med at sammensætte en regering, der overvejende kom til at bestå af teknokrater. Samtidig blev 12 officerer der havde haft ansvaret for massakren i maj afsat.
Den 29. juni blev parlamentet opløst og der blev udskrevet nyvalg til afholdelse i september. Det blev vundet af det Demokratiske Parti, der fik 79 pladser i Repræsentanternes hus. Den 23. september blev der indsat en ny koalitionsregering under ledelse af antimilitaristen Chuan Leekpai. Den 19. marts 93 offentliggjorde han et nyt økonomisk program, der skulle have til formål at tiltrække yderligere udenlandske investeringer. Det der især skulle tiltrække de udenlandske virksomheder skulle være prisen på lokal arbejdskraft, der var lavere end i de andre lande i regionen.
Finansminister Tarrin Nimmanahaemindas plan rummede også økonomisk støtte til landområderne for at begrænse de interne folkeforflytninger, stimulere de arbejdsløse fra byerne til at vende tilbage til landet og bremse den uhæmmede befolkningstilvækst i hovedstaden Bangkok. Budgetunderskuddet for 93 var sat til 2,2 milliarder dollars svarende til 0,9% af bruttonationalproduktet.
Regeringen forsvarede underskuddet med nødvendigheden af at investere i infrastrukturprojekter, da det var dens mål at udvikle Thailand til regional stormagt med kapacitet til at investere i nabolandene Laos, Vietnam og Cambodja.
Men Thailand står overfor mange problemer i denne proces, hvoraf de vigtigste er befolkningens dybe fattigdom og spredningen af AIDS. Oppositionen beskyldte premierminister Leekpai for at være for langsom og utilstrækkelig i løsningen af de mest umiddelbare problemer. Den 10-12. juni 93 fremsatte oppositionen derfor en mistillidsdagsorden mod ham, som han overlevede med 204 mod 153 stemmer.
Sidste afsnit følger i maj
APRIL 2006
Leave a reply
