THAILAND APRIL 2009

SAWASDEE KHRAP

VELKOMMEN

Som I husker fra månedsbrev APRIL I blev dette afsluttet den 14. ds. altså samme dag som Thaksins ”røde hær” overgav sig, og denne dag kunne jeg læse dette budskab i en dansk avis:

Demonstranter giver op i Thailand: Vil spare uskyldiges liv

De voldsomme protester mod regeringen i Thailand bliver foreløbig afblæst for at redde uskyldiges liv, siger talsmænd for de rødklædte demonstranter i Bangkok. De seneste dages voldsomme protester mod regeringen i Thailand er afblæst, siger en talsmand for de rødklædte demonstranter i Bangkok. Også andre protestledere bekræfter, at demonstranterne er begyndt at trække sig tilbage fra hovedstadens regeringskvarter, hvor det i går kom til voldsomme sammenstød, der kostede to mennesker livet og sårede 113 andre. Dagen igennem var der heftige gadekampe med hundreder af udkommanderede soldater, der tog tåregas i brug og affyrede skud, da tusinder af demonstranter kastede med brandbomber og trodsede den undtagelsestilstand, som den hårdt pressede regering havde udråbt søndag.

Protesterne bliver nu afblæst “for at spare uskyldige menneskers liv”, siger en af de rødklædtes ledere, Veera Musikapong, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Der hersker nemlig frygt for endnu blodigere sammenstød, efter at hærchefen i går truede med at tage alle midler i brug for at inddæmme protesterne.

- Vi har ført samtaler i nat og er blevet enige om, at vi vil opløse protesterne i et stykke tid, siger en anden af lederne, Prateep Ungsongtham Hata, til det franske nyhedsbureau AFP.

- Vores demonstranter er virkelig opsatte på at kæmpe og ofre dem selv, så vi ønsker at forhindre en katastrofe, tilføjer han.

En anden af de rødklædtes ledere, Nattawut Saikuar, understreger dog, at demonstranterne fortsat står samlet i deres protest mod premierminister Abhisit Vejjajiva, som i weekenden blev nødt til at aflyse et asiatisk topmøde på grund af urolighederne. Demonstranterne er glødende tilhængere af den korruptionsdømte tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som i går fra sit eksil sagde, at han forbereder sin hjemkomst og samtidig opfordrede sine tilhængere til tilbageholdenhed.

Ovenstående er citater fra RITZAU

Samme meddelelse blev sendt rundt fra Ritzaus Bureau og anvendt af mange medier, og med god grund, for artiklen er i sig selv et godt budskab, men det er ikke baseret på en solid viden om, hvordan de dybereliggende baggrunde for den voldsomme konflikt egentlig skal forstås, og det er ikke nogen bebrejdelse, blot en konstatering. Ligeledes var det beklageligt, at både BBC og CNN sendte interviews med Thaksin fra enten Bahrain eller Dubai, der fremstillede ham som en helt. Nærmest som om han var Thailands Robin Hood, der repræsenterer den fattige del af befolkningen mod de rige, der tømmer landet for kontanter. De to interviews viste, at journalisterne ikke havde gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i landets politiske situation og de omstændigheder, der førte til det, der nok fremover vil blive benævnt som den Sorte Songkran 2009.

Thaksin er en kriminel person på flugt fra retfærdigheden. Når han påstår at landet/militæret har sendt ham i eksil, så er sandheden, at han flygtede over hals og hoved i 2008, da han fik sin som på 2 års fængsel for bedrageri i verdensklasse. Han har mange mord på samvittigheden, han er den, der bærer en stor del af skylden for de store problemer sydpå, der nu dagligt koster liv.

Han er dybt skizofren, han er livsfarlig, han er fyldt med løgn, han har bedraget dem, der ”stemte” på ham, han har bedraget sit fædreland. Men hvordan kom det så langt, og hvor ender det?

Bosiddende her gennem en længere årrække, ser sandheden/baggrunden for landets dybe krise helt anderledes ud end den fremstilling, der for det meste er i dagspressen. De skal tjene hurtige penge, sensationer fanger og sælger og i morgen er der nye sensationer, de gamle glemt.

Jeg ved godt, at mine kommentarer eller forklaringer bliver lange, men det er vigtigt at kunne forstå baggrunden for den ”overståede” krise, for den er slet ikke slut, så mine planer om at fylde baggrunden ud med viden tjener på samme tid formålet, at sætte jer i stand til at forstå, hvad der kan komme til at ske, og hvorfor.

DEMOKRATI I THAILAND

Som jeg har skrevet om mange gange før, så er der ganske vist på papiret demokrati i Thailand, men det ikke 100 % det, som vi i DK f.eks. forstår ved demokrati. I 1932 afstod den daværende konge magten og gav den til folket, men det blev en narresut. Siden dengang har der været 18 militære kup og det i et land, der kaldte sig demokratisk.

I efterkrigstids årene (VW II) var den politiske situation et kaos uden lige, men i princippet var magten delt mellem militæret, den siddende regering (hvis leder næsten altid var en general, eller i hvert fald en med militær baggrund og tilknytning) og med kongen som det bindende led. Kongens rolle er af signifikant betydning. Han er ikke alene landets øverste buddhist, han er alle religioners øverste repræsentant i Thailand og han er tillige øverstkommanderende for alle landets væbnede styrker.

I 1988 fik landet for første gang en folkevalgt leder, men det var næsten umuligt at få fast greb om de stigende problemer med korruption, inflation samt infrastruktur i byer og på land. Da regeringslederen samtidig tillod alt for mange civile, men med militær uddannelse, at besætte indflydelses-rige poster, gik det naturligvis galt og der kom et nyt, men ublodigt kup.

I maj 1992 kom den blodigste dag i landets nyere historie. Befolkningen ville ikke acceptere den ”kupvalgte” regering og det kom til kampe mellem militæret og civilbefolkningen, mindst 100 blev dræbt og til sidst måtte kongen gribe ind, der blev ”fred” og atter nye valg, der endte med at en ny regeringsleder blev valgt, fordi han lovede at afskaffe korruptionen blandt regeringsmedlemmerne.

Så fra 1992 praler landet af, at det er et ægte demokrati, men det passer altså desværre ikke helt. Men på den gode side fik den nye regering befolkningen til at stemme for en ny forfatning, og det er netop DENNE, der er én af hovedstene i den krig, som Thaksin fører mod landet fra sit eksil, hvor det end måtte være. Jeg skal komme tilbage hertil. I 1995 blev regeringen væltet grundet anklager om dyb korruption, en ny kom til, sad kort tid, måtte gå grundet alvorlige beviser om korruption, og det var her Thaksin så chancen for at komme til tops. Vi er nu i 1996. Den 17. november var der valg med deltagelse af ikke mindre end 13 forskellige partier med i alt 2.310 kandidater til de 393 stole i parlamentet.

Valgets vinder blev general Chaovalit, den dummeste leder, dette land nogensinde har haft. Han fik sejren ved at købe stemmer plus at han lovede hver general 1 MTHB for at sikre ham posten og på det tidspunkt var der ikke mindre end 1400 af dem i landet, så det var en stor mundfuld. I aviserne den gang kunne jeg læse: Hvordan bøjer man ordet dum? Svar: Dum, dummere, Chaovalit. Sådan. En general, der har købt sig til sin titel for han er totalt uden kvalifikationer. Han kone er spåkvinde og hun var den, der via sine grumsede kort fortalte ham, hvorledes han skulle regere.

Og det var, og er stadigvæk, almindelig kendt, at en kandidat må regne med at skulle købe stemmer for et beløb på ikke mindre end 1.5 MUSD, og pengene kommer tilbage i hans lommer, hvis han får en god post, hvor han tager sig godt betalt for sin jastemme eller underskrift på en fed kontrakt.

Thaksin, der kommer fra Chiang Mai, en af landets største byer, er uddannet ved politiet, vi er i 1973.  Han vandt et stipendium fra USA og studerede der jura, tog tilbage til Thailand, hvor han underviste ved politiets akademi, men han begyndte at snuse til politik og anede muligheder næsten uden begrænsning, men han tog alligevel tilbage til USA, hvor han fik en doktorgrad i kriminalret, hvorefter han kom tilbage til landet og fik nogle mindre roller i det daværende regeringsparti, men han fik ikke lov at stige i graderne i regeringen, men i politiet fik han større og større magt og dermed indflydelse. På et tidspunkt var han blevet oberst i politiet og næstkommanderende for sektion Bangkok, den største i landet.

Han er gammel nu, træt, udslidt, som et jaget storvildt. Han ligger, som han har redt og får nu tilbage af den samme skuffe, som han udsatte sine modstandere for.

I USA havde han set, hvorledes IT industrien eksploderede, så sammen med sin kone startede han primo 1980erne et lille selskab, der solgte IBM produkter og qua sine forbindelser til regeringen fik han hurtigt ret store ordrer og han forlod politik i 1987 for at koncentrere sig om sit selskab, der fik flere og flere ordrer fra det offentlige, det fik faktisk næsten monopol, og dermed var grundlaget skabt for hans imperium, der den dag, han solgte det, sad på 80 % af al form for IT og telekommunikation, inklusive satellit produkter ikke alene i Thailand, men også i en del af de omkringliggende stater.  For god ordens skyld skal det omtales, at han omkring 1990 var meget tæt på en konkurs og rygterne vil vide, at det var på det tidspunkt at en række stenrige forretningsfolk fra Singapore hjalp ham ud af klemmen.

I 1994 gik han aktivt ind i politik igen og fik posten som udenrigsminister, men den rolle varede kun 3 måneder, så faldt regeringen. I 1995 havde han ligeledes en kortvarig rolle som deputeret PM, og den samme spillede han i 1997, men denne gang var han meget smartere. Han havde sat sig for at Thailand skulle være hans, uanset hvilke midler, han skulle anvende for at nå sit mål. Han var da én af landets rigeste.

Hans formue eksploderede til ukendte højder, da den økonomiske nedtur ramte de såkaldte ”tiger økonomier” herude. Regeringschefen Chaovalit vidste, at den thailandske valuta måtte devaluere, og han gav Thaksin et tip, der gav ham (mener de kloge) 4 eller 5 milliarder DKK netto i kassen. Han skyldte Chaovalit en tjeneste, og den honorerede han, da han nogle år senere blev PM for første gang. Men også i 1997 blev grundloven, eller konstitutionen ændret på en række afgørende punkter. Ændringerne sigtede (som sædvanligt) på at forhindre at politik og penge blev blandet sammen, altså forbud mod at købe stemmer, at give mere magt til den siddende regeringschef (næsten som en CEO) og endelig at oprette en komite, hvis opgave var/er at sortere fårene fra bukkende, eller med andre ord, at kandidater, der opstiller til valg, skal ikke alene være valgbare, de skal være uplettede og komme med en redegørelse for egne og deres families formueforhold før og efter kandidaten har været aktiv i politik. Desuden skulle der indføres pressefrihed for alle media samt gøres en betydelig indsats for at forbedre landets samlede undervisningssystem.

Endelig blev det vedtaget at decentralisere statens budgetter fra Bangkok til provinserne og derfra til kommunerne. Samlet en ordentlig mundfuld, men på papiret så det sandelig fint ud. Der var bare et par hager: Den største var, at for at være valgbar som kandidat til parlamentet, skal man have en højere uddannelse, en ”rural på bare 4 til 5 år” duede ikke, og denne bestemmelse var med til at øge afstanden mellem eliten (det meste af den i BKK) og landboere. Afstanden ramte også de små landlige forretninger, der havde brug for ”uddannelse” for at kunne hamle med ”eliten”.

Der blev med andre ord et vakuum mellem de veluddannede, og de var i mindretal, medens flertallet bestod af de fattige, mange analfabeter (7,4 %) og bønderne. At udfylde dette tomrum var Thaksins strategi for at komme til tops med bare ét valg, og her er hvordan:

THAI RAK THAI PARTIET

I 1998 dannede Thaksin sit eget parti THAI RAK THAI, der betyder Thais elsker Thais, et godt navn. Han ansatte nogle af de klogeste hoveder, som landet rådede over, plus at han bad en række velbegavede og højt kvalificerede Thais, bosiddende i udlandet om at komme tilbage og hjælpe ham med at få landet forvandlet til et rigtigt fungerende demokrati, og de blev alle ansat både i partiet samt i et af hans utallige selskaber, ingen ved i dag med sikkerhed hvor mange han egentlig havde kontrol over, da ejerforholdene var spredt til ukendelighed.

Han forberedte alt som en god general gør: Klar strategi (sejr) taktik (hvordan opnår vi den) og 1. hvem er fjenden, svar den nuværende regering og alle dens tilhængere, 2. hvem er målgruppen for vor politiske kampagne, svar: de dumme, analfabeterne, for de kloge er for smarte. De boglærde og veluddannede bor i Bangkok, de dumme udenfor. Hvor er der flest af dem, svar oppe nordpå. Nærmere betegnet nordøst for Bangkok. Så Thaksin og den velfungerende Thaksin-nu-skal-jeg-bedrage-jer- Maskine gik i gang og valgløfterne var velvalgte: Finansiel støtte til de små landbrugssamfund (pris 1 MTHB) pr. samfund, omstrukturering af fattige farmers banklån, finansiel støtte til mindre enkeltmandsejede firmaer i økonomiske problemer.

Ved valget i 2001 vandt han en stor sejr og via en koalition med et andet parti satte han sig på 262 af parlamentets 500 stole. Ved at indgå yderligere alliancer fik han tallet op på 339. Et uhørt mandat, han var næsten enehersker og drømmene om at landet fremover skulle hedde THAKSINLAND begyndte at tage form.

Lad os standse et øjeblik, for allerede NU begynder det at gå galt, hvis man ikke kender baggrunden godt nok:

UDADTIL:

Landets rigeste mand Thaksin overlader, sammen med konen, aktiemajoriteten i deres imperium til andre personer, da en politiker ikke må have modstridende interesser. Hvem købte deres aktier: Det gjorde deres tjenestefolk; chauffør, gartner, stuepiger, rengørings ditto barnepige osv. Dengang verdens rigeste af slagsen med formuer, der for hver oversteg 2 milliarder DKK. Deres dumme børn beholdt naturligvis deres, og det viste sig senere at være en stor fejl.

Bønderne oppe i det nordøstlige hjørne er fattige, arbejder hårdt og da de altid skal arbejde og ikke får nok for deres produkter, der sælges i hovedstaden af smarte folk, der udbytter dem, ja så trænger de til hjælp og udbytterne har jo sørget for, at de stakkels bønder har gæld, så den hjælper vi dem af med. Åh jo, i den sparsomme fritid avler de flere børn, så der er solid arbejdskraft i fremtiden. I samme hjørne af landet plus andre steder, er der mange mindre virksomheder, lige fra gadekøkkener til små forretninger samt kollektiver, der fremstiller eftertragtede handicrafts, der sælges af udbyttere i de eftertragtede turistmagneter, f.eks. Bangkok, Pattaya og Hua Hin samt på Phuket.

Alle kan forstå, at det er en fantastisk ide at hjælpe dem, så stem på mig og I skal blive belønnet. På amerikansk: You can take my promise to the Bank.

Landets frelser hedder Thaksin og Thais elsker Thais Partiet stormer frem.

INDADTIL:

Bønderne oppe nordpå er fattige, jo, men en stor del af deres fattigdom skyldes, at de er spillegale og deres gæld derfor er spillegæld. De har en meget ringe uddannelse, men det er ikke deres skyld. Thailands uddannelsespolitik går på, at holde så mange nede i mørkets dyb, som muligt, for hvis de lærer for meget, finder de ud af, hvordan vi/de rige udnytter deres naivitet. Bønderne tjener ikke mange penge, så hvis de tjener 500 DKK pr. måned og vi tilbyder dem 100 DKK for deres jastemme og der er 5 stemmer at hente pr. familie, så svarer det altså til en måneds indtægt og de skal bare sværte tommelfingeren for at sætte et mærke på en seddel, de ikke kan læse, men tænk, de får penge for det og sværten kan alligevel ikke ses, for de har i forvejen små snavsede fingre, så pyt!

Og endelig: Alle potentielt farlige modkandidater skal fjernes og det med alle tænkelige midler og den amerikanske tilsviningsmaskine, som vi i efteråret 2008 så mange eksempler på, blegner sammenlignet med Thaksins velsmurte apparat. Da Thaksin til dels dengang sad på en række førende TV stationer samt aviser og magasiner, kunne hans PR maskine bare tromle derhenad uden relevante udsagn fra det modsatte hold så dagens lys. Og så nogle små møder: Første med den nærmeste familie: Svoger 1 du bliver chef for hæren, svoger 2 du bliver chef for politiet, så møder med vennekredsen, samme metodik uddeling af milde gaver, enerettigheder, skattefritagelse og lavere importafgifter på mange varer, der importeres af en vens firma, men som ikke kan konkurrere på prisen grundet en høj importtold osv.

Som prikken over et i, Thaksin tilbyder Chaovalit at blive forsvarsminister i hans kommende regering, hvis han, Chaovalit og nærmeste, vil støtte Thaksin og på den måde er gælden fra dengang Chaovalit hviskede ham i øret at THB ville devaluere, tilbagebetalt, hvilket er vigtigt herude: Ikke have æresgæld, penge OK, men ikke det andet, fy! Apparatet kørte og vi kender altså resultatet.

Den eneste lille hage, der forfulgte Thaksin var, at domstolen for korruption havde anklaget ham i 2000 og anklagepunktet lød på, at han, da han havde en mindre politisk rolle i 1996 havde afgivet falske oplysninger om sine formueforhold. Jeg har engang i et tidligere månedsbrev fortalt indgående om de love, der er her i landet, så dem gentager vi ikke. Med denne trussel hængende over hovedet kunne han ikke gå til valg, men måtte have sagen kørende som ”jeg er uskyldig, det er en ærlig fejl, min kone og sekretær udfyldte ikke papirerne ordentligt, og jeg burde have set bedre efter, men jeg havde travlt ” og der blev indgået et kompromis med oppositionen om at frede ham, for landet havde brug for ham, men alligevel måtte han til sidst købe dommerne (det var rigtig mange penge) og som skrevet, det gjorde han og blev frikendt, men med kun en stemmes overvægt, en af hans kolleger, der havde hjulpet ham, fik en dom på 5 år, eller rettere han fik forbud mod at virke politisk for en periode på 5 år.  Men en nu PM og tidligere deputeret samme, der ikke kunne læse reglerne? God dag mand økseskaft, hvor dumme er Thais?

RESUME

Så nu binder vi sløjfen til de indledningsvist omtalte artikler og interviews: Der er ingen GLØDENDE tilhængere af Thaksin, det er købte stemmer (70 %) af dem i hvert fald. Der er ikke fakta nok, om hvorfor Thaksin er i eksil og uden at kende disse er det nemt at tro på en tidligere regeringsleder, der med tårer i øjnene udtaler, at landet savner ham, at militæret dræber uskyldige civile. ALT var iscenesat af den ”uskyldige” han var bedøvende ligeglad med prisen. Hans iscenesættelse var langt mere omfattende, end det fremgår af de offentlige oplysninger, der er her i skrivende stund nedlagt forbud mod relevante informationer og visse medier og TV kanaler er standset med den begrundelse, at de bærer brænde til bålet. Jeg har prøvet at finde ud af begivenheder, der ikke umiddelbart står meget om, ved at hitte læserbreve på Internettet, herom mere lidt senere, men det bliver sværere og sværere dag for dag.

Men først lidt nærmere om Thaksins regeringsperioder: Den første var fra 2001 til 2005 og repræsenterede en epoke med mange kritiske punkter af hans regeringsledelse. Han første opgave bestod i at indfri sine valgløfter, de vigtigste, lån til de små landsbysamfund og restrukturering af de fattige bønders bankgæld. Pengene blev givet, men brugt til betaling af gammel privat (spille)gæld, indkøb af motorcykler og mobiltelefoner.

Bygningen af den nye lufthavn til en samlet pris næsten 2 gange markedsværdien, hvem skovlede penge ind: Thaksins kone og hans venner. Indkøb af uduelige faciliteter, f.eks. bagagebånd, der ikke virkede plus andre ting af samme skuffe. ”Henrettelse” af 4000 narkopersoner uden dokumentation og retssager førte til anklager om overtrædelse af menneskerettighederne. Statslån til de ”fattige” omkringliggende lande, der for lånene, der var rente og afdragsfrie, skulle indkøbe kommunikations satellit adgang; hvem havde monopol på det? Så Thailand sendte pengene direkte til sin firmakonto i Singapore og hvem ved, hvad modtagerlandene endte med at få?

Hans indkøb af en Boeing 747, indrettet lige så flot, som USA´s Air Force 1, og den købte han kort tid efter, han havde afslået flyvevåbnets ansøgning om køb af et nyt fly til Kongen med den begrundelse, at der ikke var budget nok. Listen er FOR lang, jeg standser her.

Men de naive vælgere antog at landets rigeste mand ikke havde brug for at modtage korruptionsmidler. De plus mange veluddannede troede på, at han, der var styrtende rig og ejer af én af landets største forretnings-imperier, simpelthen havde de kvalifikationer, der var nødvendige for at trække landet ud af den pløjemark, det var endt i, da krisen indtraf i 1997 og efterladt dybe spor. Der var brug for en nationaløkonomisk nytænkning, en ny udenrigspolitik og en helt anden holdning til landets store indenrigske problemer, herunder uddannelsen. Så da Thaksin udtalte, at Thailand var som et firma, og han jo havde bevist at han kunne lede sit frem til et af Asiens førende, ja så var han jo bare ridderen på den hvide hest, der kunne løse alle problemer, en Prins Valiant.  Eller en Robin Hood med omvendte fortegn? Lidet anede de, at han indførte sit eget økonomiske demokrati = køb af stemmer og modstandere.

På plussiden fik han dog skubbet gang i mange vigtige elementer for at bringe landet på ret køl og det var for mange en god periode (2001-2005) særligt hentede han stor popularitet i den øverste del af mellemklassen og blandt landbobefolkningen, men overklassen og eliten i Bangkok var i mod ham.

D.v.s. at en stor del af eliten havde duale holdninger. Udadtil måtte de give hans kritikere ret i, at han behandlede alt og alle, som om de var ansatte i hans firma, indadtil sad de og gned sig i hænderne over alle de penge, de skovlede ind ved at få insiderviden fra Thaksins inderkreds, så der blev handlet på Thailands børs, som aldrig før og det skal siges at landet var i stor fremgang, eksporten voksede og den lokale købekraft steg. Jublen ville ingen ende tage da de øvrige Asean Landes præsidenter roste ham til skyerne og så ham som en afløser for Malaysias stærke leder gennem en menneskealder Dr. M, som han blev kaldt, efter vedholdende rygter den mest korrupte politiker i Asien og naturligvis dermed Thaksins store forbillede.

Thaksin fløj nu rundt i Asien i sit store 747 jetfly og lod sig interviewe fra lokale og udenlandske TV stationer siddende i flyet i en kæmpestol med hans våbenskjold broderet i en størrelse ingen kunne overse og han var meget tæt på, at kunne gå på vandet.  Heldigvis havde han sine 25 bodyguards, der standsede ham.

Da han ved en jordskredssejr i 2005 blev genvalgt som den første siddende premierminister i landets historie, kunne han ikke få armene ned og nu tog hans ambitioner totalt kontrol over ham, og i mine mange månedsbreve fra perioden har jeg fortalt om dem, så det gentages ikke. Men hans arrogance kendte ingen grænser og da kongen på sin fødselsdag i december 2005 gav sin traditionelle tale, kritiserede han Thaksin for at være arrogant og forandre landet til det værre. Det var starten på afslutningen. Set fra et meget akademisk synspunkt; Thailand hvilede (gør det måske stadig) på disse 4 grundlæggende elementer eller nærmere betegnet institutioner:

• Kongehuset

• Buddhismen

• Militæret

• Politiet

Og det var magtbalancen mellem de to sidste, der skubbede Thaksin af tronen, men først efter han havde vist, at hans magtsyge havde taget overhånd.

I sensommeren 2005 starter bølgen af kritik af Thaksin og den kommer fra mange hold ledet af en af hans tidligere venner SONDHI, der i Bangkoks store park LUMPINI, beliggende i centrum, starter angrebene på Thaksin. I en lang periode holder SONDHI hver fredag aften et møde, hvor han på TV storskærme og på direkte TV  fremviser stribevis af dokumenter som bevis på Thaksins korruptioner.

Men vognen er ikke fyldt endnu, der kommer den ene skovfuld efter den anden: Fra militæret, der påstår at man kun kan blive forfremmet, hvis man støttes af Thaksin, hertil den voksende kløft mellem eliten og landboerne, Thaksins totale forbud mod at øve kritik mod ham, enhver journalist, der gør det, mister sit job og bliver retsforfulgt for injurier. Sidst og ikke mindst hans salg af hovedstenen i hans forretnings-imperium SHIN CORP til investorer i Singapore og påstået skatteunddragelse af gevinsten.  Det hævdes at køberne er de samme, som den gruppe, der hjalp ham, da han år tidligere var tæt på konkurs, og at de havde sikret sig en forkøbsret til aktierne mod at hjælpe.

Der kom flere ting på vognlæsset: Hans forsøg på at privatisere de store monopoler, ejet af staten og de potentielle købere til godbidderne var altid ham selv og hans venner eller stråmænd for samme kreds. Thaksin begik 2 store brølere mere, den ene var at udnævne en af hans favoritter til stillingen som den næstøverste munk i landet (efter kongen), da den daværende var meget syg. Men det er kongen, der foretager udnævnelsen til denne vigtige post, ikke regeringen.

Thaksin havde i længere tid søgt at skabe indflydelse på de tidligere omtalte 4 vigtige hjørnesten i Thailand og han mente nu at have fuld kontrol over landet og kunne foretage næste skridt.  Han kongstanke var at omdanne landet til en republik med ham som præsident og for at få råd og dåd om, hvordan man ”gør” dette foretog han flere rejser til republikker, herunder Finland og han forberedte sig grundigt. Nordøst for Bangkok begyndte han at planlægge en ny by ”Thaksin Town” godt beskyttet af politi og militær, han sikrede sig et solidt netværk for at hjælpe sig med at gennemføre planerne, ikke alene i Thailand, men også udenfor.

Det var i de dage, jeg kunne læse i aviserne, at Thaksin er syg, han er skizofren og disse vurderinger kom fra nogle af landets bedste læger. I februar 2006 opløser Thaksin regeringen og udskriver valg i april samme år. Hans reaktion kommer ovenpå en række beviser for, at valget i 2005 var fyldt med svindel og dermed i princippet ugyldigt. Valget i april blev boykottet af modstanderne, men gennemført og det usædvanlige skete, at kongen bad landets højesteret om at gribe ind.

Valget blev erklæret for ugyldigt og et nyt blev berammet til oktober samme år, men da var planerne om et militært kup næsten færdige. De var sat i gang allerede i efteråret 2005.  Den 19. september 2006 afsættes Thaksin af militæret ved et ublodigt kup og et nyt kapitel tager form:

Efter indførelse af militær undtagelsestilstand, ophævelse af parlamentet og forfatningen overdrog kuplederne den formelle magt til en udpeget overgangsregering, som frem til december 2007 regerede Thailand. I maj 2007 blev Thaksin og 110 højtstående medlemmer af TRT dømt skyldige i valgsvindel i forbindelse med det foregående parlamentsvalg i april 2006. Konsekvensen af dommen blev en opløsning af TRT og udelukkelse af de skyldige partimedlemmer fra aktiv politik for en periode på fem år.

Efter gennemførelse af en folkeafstemning blev en ny forfatning vedtaget i august 2007 til afløsning for 1997-forfatningen, hvorefter der på dette grundlag blev afholdt parlamentsvalg den 23. december 2007. Valgets store vinder blev People Power Party (PPP), som i vid udstrækning var sammensat af tidligere TRT-medlemmer eller familiemedlemmer til disse, under ledelse af Samak Sundaravej, der under sin valgkamp havde profileret sig på sin tætte forbindelse til Thaksin. PPP dannede efterfølgende regering i form en seksparti-koalition med Samak som premierminister. I september 2008 blev Samak dømt af forfatningsdomstolen til at træde tilbage begrundet med, at han havde modtaget betaling for sin deltagelse i et ugentligt TV-madprogram

Til at efterfølge Samak blev Somchai Wongsawat, som er svoger til Thaksin, valgt.  Fra august og frem til december 2008 var den politiske situation i Thailand særdeles ustabil med omfattende demonstrationer og konfrontationer mellem Anti-Thaksinbevægelsen, ”People’s Alliance for Democracy” (PAD, stiftet af SONDHI) på den ene side og Pro-Thaksinbevægelsen ”The National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD) på den anden side.

Alle begivenheder i efteråret 2008 har I sikkert alle i hukommelsen, hvoraf den største var besættelsen af lufthavnene i Bangkok. Besættelsen af disse samt Government House endte, da forfatningsdomstolen den 2. december 2008 dømte PPP og to mindre regeringskoalitionspartier skyldige i stemmekøb i forbindelse med december 2007-valget. Partierne blev dømt til opløsning og de skyldige partimedlemmer, heriblandt premierminister Somchai, blev dømt til udelukkelse af aktiv politik i fem år, hvorefter regeringen måtte træde tilbage. Den 15. december 2008 valgte et flertal i parlamentet leder af oppositionspartiet, Democrat Party, Abhisit Vejjajiva, til ny premierminister, men udnævnelsen kom først, da domstolene havde talt. Vi har en situation 100 % mage til den, som Thaksin oplevede ved sit første valg. Dengang var det OK, men denne gang kom de rødes protest, men kunne man forvente andet fra en eksileret regeringsleder, der nu deler selskab med mange fra samme skuffe.

Så prøver jeg(IGEN) at samle trådene, men nemt er det ikke. Hvis I har haft tålmodighed til at læse så langt, så vil I nok være enige i, at det er næsten umuligt at få et solidt billede af landet, jeg kender dygtige og veluddannede personer herude, der har været her i 20 år+ med stort kendskab til Thailands politiske forhold og den thailandske mentalitet og de fatter, som jeg, ikke meget af det, der foregår, mest fordi det er udenfor al form for logik og struktur.

Hvad er det Thaksin bruger som spydspidser i skytset mod den nuværende regering:

1. Abhisit er ikke demokratisk valgt, det var en domstol, der gav ham hans stilling.

2. Da militæret havde magten, blev konstitutionen ændret, og blandt andet på det punkt, der tidligere gav et flertal i parlamentet mulighed for at give amnesti til personer, der havde begået ”ulovligheder”, denne smutvej

3. Valget i december 2008 var ikke demokratisk fordi hans støttepartier ikke var valgbare.

Da Thaksin ikke gennem normale aktiviteter (demokratiske) kunne ændre på disse forhold forandrede han taktik og besluttede sig for krig.

Alt var uhyre grundigt forberedt. I månederne før hans krig blev indledt, fik han utallige besøg af støtter, mest da han var i Hong Kong, og støtterne rejste hjem med deres kufferter fyldt med kontanter. Enkelte blev opdaget i tolden og retsforfulgt, men de fleste slap i gennem. Kontanterne skulle bruges til at købe menige soldater til den røde hær, generalerne var på plads og havde fået deres kæmpehonorar udbetalt. Medens han var i Dubai primo april fik han besøg af konen, svogeren plus et par andre, der fastlagde den endelige strategi og handlingsplan. Første skridt var nemt, nemlig at købe lejesoldater til hæren: Op i det nordøstlige hjørne, hvor stemmer kan købes, ”oplysningsmøder” i landsbyerne om den siddende regerings ulovligheder og den uretfærdighed, der er overgået ikke alene Thaksin, men også hans tilhængere, altså JER kære naive farmere, nu er tiden inde til at vise, at det finder vi os ikke i mere, nu skal Thaksin tilbage og sørge for at bringe orden i det politiske kaos.

I Thailand er ALT til salg, også samvittigheden, så det var ikke svært at få mange iklædt røde T-shirts, sende dem til Bangkok i bus, give dem kontanter, mad og drikke og bede dem råbe, når ceremonimesteren og hans tro følgesvende gav tegn. Åh ja, lad os da eskalere situationen ved at angribe Abhisit, stjæle 30 busser, sætte dem i brand og bruge dem mod militæret og kan vi ikke lige med det samme købe 200 militæruniformer og lade personer gå rundt med rødt armbind på og fortælle de naive, at NU støtter hæren også Thaksin og den vogn hoppede mange med på.

Så Thaksin ville (stadig VIL) have den nuværende regering væltet, få en ny valgt (hans) der omgående vil ændre på konstitutionen, så han kan få amnesti og vende tilbage uden at skulle de 2 år i fængsel og han kan beholde alle de penge, han har stjålet fra landet. Før ”krigen” startede fik han sin kone plus familie ud af landet i sikkerhed, og da hans familie også kontrollerer et rederi (LPG) lå der nogle af dets skibe parat lidt udenfor Bangkok havn, som kunne fragte vigtige personer væk fra landet, just in case. Jo alt var forberedt, men han havde ikke regnet med, at militæret ville være på regeringens side og uanset alle hans opfordringer til at fortsætte modstanden med alle midler, blev den røde hær alligevel bange til sidst, ikke mindst fordi mange i Bangkok gik i mod den da den også begyndte at angribe privat ejendom.

Da næsten alle disse begivenheder fandt sted i den danske påskeferie, havde aviserne godt stof og TV kanalerne med, så I kender meget til alle de kedelige optrin, der fandt sted. Lad mig så standse et øjeblik. Resume: De kedelige begivenheder var næsten som et mareridt for langt de fleste. For dem, der så Thaksin i CNN eller BBC TV kanalen meldte spørgsmålet sig: Har denne mand en sjæl og en samvittighed? Sidder han der på hele verdens TV skærm og nyder de blodige optrin? Hvordan følte han det, når han så hans soldater røve, plyndre, brænde og slå på deres landsmænd? Triumferede han, da han så anarkiet tage overhånd i det, han kalder sit elskede land?  Alle kunne høre på hans stemmeføring at han var dybt imponeret af det kaos, han skabte. Devise: Når jeg ikke kan få mit legetøj, skal ingen andre have det.

Andre spørgsmål trænger sig på:

Var kuppet den 19. september 2006 et godt valg? Nej for Thailand, der led stor skader og fik mange ridser i lakken. Ja, fordi det var den eneste måde at slippe af med en magtsyg og korrupt diktator på. Godt for demokratiet? Nej absolut ikke.

Hvilket demokrati for resten? Med ”overgivelsen” fra de rødes side, synes det at Abhisit vandt slaget, men krigen er langtfra vundet. Hvordan det hele end vendes og drejes, så må der ikke tages fejlbeslutninger mere, for det er en kendsgerning, betaling eller ej, at der er en velbegrundet modstand mod den siddende regering og hvis der ikke etableres en fornuftig dialog, eller handles anderledes end før krisen (den sorte Songkran) så ændres det billede, jeg har tegnet, sig aldrig. Og hvorfor ikke?

• Ingen går ind i politik på ethvert plan for idealers skyld

• De vil fylde egne lommer

• De skyer ingen midler

• De er ligeglade med Thailand

• Kun få af dem ønsker et højere uddannelsesniveau fordi

• De dumme er nemme ofre

• Demokrati er det samme som at indgå kompromisser

• Demokrati er lig magtfordeling

• Det ønsker vi ikke!

• De er underkastede den asiatiske verdens regler om drømme kontra realiteter

Og hvem blev så taberne i dette mini drama, der rullede hen over skærmene? Den almindelige thailandske befolkning som sædvanligt, når de store slås. De samme tabte også, da det sidste kup blev foretaget i 2006 og der er i dag mange, der spørger sig selv og andre om landet er kommet meget videre siden da og svaret synes at være et rungende nej. Der kan måske også drages tvivl om kuppet i 2006 var berettiget, og igen er mange af den opfattelse, at uanset at de var trætte af Thaksin, så var det meget udemokratisk at foretage kuppet. Så på den ene side var der stigende utilfredshed med den grådige korruption, der åd landet op indefra, på den anden var opfattelsen, at den thailandske befolkning selv ville starte en anti Thaksin bevægelse/oprør stor nok til at vælte ham uden brug af militæret. Det er en påstand, der kan dyrkes megen tobak på. En del akademikere er af den opfattelse at kuppet i 2006 var ensbetydende med at ”sætte demokratiet i fængsel” indtil valget i 2008.

Pandoras boks blev åbnet under Thaksin, der ikke kunne holde sine valgløfter, det bedste af dem: ”Når jeg bliver PM vil der indenfor ét år ikke mere være fattigdom i Thailand” Som i sagnet om Pandora åbnedes boksen for at alle ulykkerne kunne vælte ud, med undtagelse af det gode, som hun selv beholdt.

Den nye regering sidder lige nu i saksen, den har tabt ansigt, vist at den ikke magter at holde kontrol uden hjælp fra militæret. Jeg tror ikke den aner, hvordan den skal komme videre. Vil Thailand også? Nej, ikke så længe at kombinationen; siddende regering støttet af militæret, eksisterer. Det er det kinesiske mandarin system om igen; kun eliten er egnet til at lede. Husk på det, der skete i Indonesien og i Filippinerne, da diktatorer ledede. Beklager de mange ord. Jeg har prøvet at komme godt rundt i horisonten for at finde ud af, hvordan tingene herude er skruet sammen. Jeg har prøvet at være objektiv, men det er meget svært at tegne det rigtige billede for den thailandske befolkning tager udgangspunkt i et kulturmønster, der er så vidt forskelligt, som det vi kender, uden at jeg dermed skal påstå, at vort er bedre.

Men jeg vil påstå, at landets krise langtfra er forbi. Læg mærke til ordvalget fra den røde hær, da den overgav sig: Det er kun midlertidigt. Fristen bruger Thaksin til at forberede sig på nye tiltag, der kan føre ham tilbage til magten. Nu er han jo at betragte som diplomat fra Nicaragua, der havde givet ham et nyt pas inden hans angreb i Bangkok og han er stadig en farlig modstander.

De voldsomme begivenheder i Bangkok i de danske påskedage og – herude – i det thailandske nytår (Songkran) har gravet en meget dyb kløft og yderligere bidraget til landets deling i 2 fløje. Bangkok er i skrivende stund fortsat i en såkaldt ”State of Emergency ” situation, Abhisit har standset de Thaksin venlige TV og radiostationer og den 22. april indkaldt til et parlamentsmøde, hvis eneste formål er at diskutere krisen samt hvordan man kan komme ud af den. På de regeringsstøttede mediakanaler er der afsat 24 timers dækning af mødet, der for mig at se, blot bliver et skuespil til gavn for ingen. Nu kan alle de kloge stille sig op og lire flotte ord og sætninger af sig, og 90% er dem er direkte lodrette løgne. Herude siges sandheden aldrig, og derfor viser en rundspørge, at kun meget få Thais tror på de meldinger, der kommer fra dette hold.

Mødet skal vare i 2 dage og allerede her ved indledningen aner man, at Abhisit er kompromissøgende og det er også typisk Thai; ”Vi er som blomster i den stærke vind, vi må dreje os, som vinden ønsker det” eller som andre siger: ” Vi er som flasker, der tager form efter indholdet”.  Hvorfor aldrig sandheden? Fordi den har konsekvenser og kræver medansvar, men herude er ordet ansvar uartigt, det er altid de andre, aldrig lille mig og mine beslutninger lader jeg andre træffe, for hvis de er forkerte, kan jeg jo med god grund bebrejde dem, der tog dem for mig. Smilet stivner. Og der ses ikke mange smil på læberne hos de politikere, der netop i disse timer fører en debat, der er 100 % uden mening, det er en ren farce, der fyger med gensidige beskyldninger mellem regeringen og oppositionen, der er ikke ét eneste ord, der virker konstruktivt og som kan iføre sig førertrøjen og så komme fremad. Er trøjen ikke gul for resten?

Det er typisk for medlemmerne, at de bruger taletiden til at fremme egne politiske agendaer og ikke ser på en model, der kan løse den nuværende meget kedelige situation. Mange taler nu for (igen) at landet bør have en ny politisk reform og at den bør starte med at PM Abhisit laver en vurdering af hvert regeringsmedlem for at hitte ud af, om vedkommende har gjort et godt stykke arbejde. ABHISITs åbningstale var ellers flot: Skal vi ikke blive enige om, at vi er her for at prøve at helbrede landets blødende sår og ikke fremme egne, personlige interesser? Flot sagt, men ingen forstod budskabet.  I dag den 23. ds. fortsætter debatten, men der er ingen lysning at spore, alt peger mod at Abhisit er under stort pres og at Thaksin stadig sidder i baggrunden og giver oppositionen instrukser om, hvad der skal siges.

Det er altså også blevet en kamp, der udkæmpes via mediakontrol. Hver dag sendes artikler om, at personer, der før var stemt for Thaksin nu indser, at han løj overfor sine vælgere og at hans mange planer om et superrigt samfund med ingen fattige blot var utopier. Der gøres meget opmærksom på, at Thailand lider medens han sidder i udlandet og lever i luksus for midler, der ikke helt er/var hans egne. De fleste adspurgte udtrykker, at de bare ønsker en god hverdag, uden vold og demonstrationer.

OPSAMLING

Historiebøger skrives altid af vinderne, og for det meste sammenlignes ens nuværende situation meget med fortiden. Det kender jeg fra mig selv, selv den meget barske tid som mening er vendt til, at den tid bare var god. Ligeså er det naturligvis her i landet. Mange sammenligner den nuværende, triste tilstand med fortidens glamour. I et læserbrev skriver en anset akademiker, at han ønsker at landet snart vil vende tilbage til fordums glans, et Thailand, ledet på demokratisk vis og alle var lykkelige og levede side om side i dyb respekt for hinanden uanset race, køn og religion. Harmoni overalt. Så er det man spørger sig selv, har denne person ikke gennemlevet disse år som beskrevet indgående i dette brev? Eller er han en stor fan af H.C.Andersen?

OK jeg kan ane, at hans indlæg er skrevet for at støtte Thaksin, idet krigen nu føres via alle medier og med alle midler, men har han glemt, at Thaksin ønskede at forvandle Thailand til Thaksinland, og mon ikke mange lige nu kan se, at samme bemeldte diktator kunne ønske sig at forvandle Nicaragua til Thaksinragua, få masser af indflydelse og bruge denne til at hjælpe sine betrængte venner, der lige nu jages overalt med henblik på at få dem retsforfulgt.

30.APRIL 2009

Leave a reply

Click here to cancel reply.

Name (required)

Mail (will not be published) (required)

Website

CAPTCHA Code

Anti-Spam Protection by WP-SpamFree