-
HVERDAGEN I THAILAND DEL I
Posted on July 1st, 2009 No commentsHVERDAGEN I THAILAND I
At være udlænding i Thailand kan være en stor oplevelse. Thailand er i virkeligheden en krydsvej i Sydøst Asien, ikke alene i geografisk forstand, men også kulturelt. Landet har været påvirket af 2 kulturretninger og har måske aldrig i virkeligheden fundet sine egne ben at så på, men lånt rigeligt fra andre kulturer, også fra Vesten, uagtet at denne sidste påvirkning er udsat for utroligt mange opfattelser både gode og mindre gode, nogle accepterede andre ikke. Thais kan have svært ved at identificere sig selv, men ikke svært ved at sætte udlændinge i båse. På Thai kaldes en udlænding uanset race for KHON TANGCHAT, der groft oversat betyder ” en person af en anden race” og hvis man så, som jeg, er kaukasisk betegnes man FARANG, der ikke, som mange tror, betyder fremmed. Ordet har i virkeligheden en noget interessant baggrund, idet det egentlig refererer til en fransk person. Da franskmændene for mange år siden invaderede denne verdensdel, blev de betegnet som Farangs. Som bekendt er der visse udtryk fra Vesten, som Thais har svært ved at udtale.
Thai er et righoldigt sprog og har blandt andet en del udtryk for folk, der er af anden race. I hverdagen opdeles de kulturelle grupper i 2: KHON CHEEN (kinesiske) og KHON KHAEK (en person, der bærer en turban, altså indere) og dem er der mange af her i landet. Der er desværre et kedeligt træk ved mange Thais, de betragter sig selv som meget højtstående, men glemmer at en stor del af dem har rødder, der kan spores til Kina og her i landet er det personer af kinesisk afstamning, der tegner sig for store dele af det progressive forretningsliv. Men for mange er det glemt, så en nedladende betegnelse for en kineser er CHEK, en rickshawpuller. Inderne har gjort det godt i Thailand, der er millioner af dem, mange er ejendomsmatadorer og sidder på store dele af trikotageindustrien, men de er ikke altid vellidte og respekterede.
Thais har mange øgenavne for andre grupper af udlændinge, og ikke alle lige pæne. De er opdelt i klasser, men omfatter kun dem, Thais kender enten fra skolebøger eller TV/film, og hver klasse har sin betegnelse. Da Thais ikke kender folk fra f.eks. Balkanstaterne og Østeuropa kaldes de under eet for Farangs.
Det er yderst interessant at prøve at sætte sig ind i den thailandske samfundsstruktur, der er 100 % bygget op omkring et hierarki, der er vertikalt. Det er ikke muligt på kort tid, eller i korte sætninger, at beskrive landets kultur og de mange aspekter, der tilsammen danner en mosaik, et billede, der ofte for os er som et kalejdoskop, der for hver drejning ændrer form, farver og struktur. I tidernes morgen blev det daværende thailandske samfund klasseindelt, nogenlunde således: Kong Trailok brugte begrebet SAKDI NA, der oversat betyder ” ejerskab af land” , og gav hver person et nummer på en rangstige, der næsten stadig er i brug, om end ikke i samme betydning. En slave fik nummer 5, en bonde 25, en offentlig ansat på laveste niveau 50, stigende til 400, og den øverste klasse startede med 10.000 og endende med 100.000. Uanset at dette system blev sat ud af kraft efter 400 års brug, forekommer det mig, at det stadig er en meget stor del af det nuværende samfund, i hvert fald i troen.
Thais har således en klarhed over, hvor de er placeret i systemet, der naturligvis har Hans Majestæt Kongen øverst sammen med hans nærmeste familie. Derefter kommer en overklasse, der betegnes – lidt folkeligt som A, B og C. A står for ARMY, B for BANK OR BUSINESS og C for CIVIL SERVANTS. Det er interessant at disse 3 klasser igen er opdelt, hærens folk er næsten alle af etnisk Thai oprindelse, og de øverst placerede har utrolig magt, B gruppen består af mange med kinesisk etnisk baggrund og C gruppen er bemandet med etniske Thais i mindre stillinger, men de store poster, herunder ministerposterne besættes med Thais/kinesisk baggrund. I midten har vi en voksende mellemklasse med stigende indflydelse og nederst på stigen findes stadig landmænd og arbejdere.
Der findes også en klasse, vi i Vesten vil kalde adel. Kongen kan give ”royale” titler og disse er igen klasseinddelt, men det vil føre for vidt at komme ind på dem her.
Thais har i mellem sig klare opdelinger og en af dem baserer sig på hudfarven. Det er absolut nummer 1 at være hvid. Folk i det nordlige Thailand er meget hvide i huden, eller lyse, og langt sydpå er de meget mørke og deres statur er også forskellig. Er man mørk, er man stemplet. På Thai kaldes det at være DAM DAENG og ordet bruges i nedsættende betydning. Folk, der arbejder i solen, er mørke, og en pige, der er mørklødet har svært ved at blive gift ikke alene med en fra sin egen klasse, men sandelig også ”opad”. Der er et stort marked i Thailand for cremer til ansigtet, der gør huden hvid, tro det eller ej. En paraply bruges ikke alene i regnvejret men også, når solen skinner, for hvis man nu bliver bare lidt mørk, har man et problem. Thailand har for længst sat sig selv i 2 klasser. Klasse 1: Er du kinesisk arbejder du 25 timer om dagen, 32 dage om måneden (sikke dum du er) og klasse 2: Thais tilbringer dagen på ryggen medens de ser TV og er lykkelige, bare de har mad foran sig. Hvem er dummest?
Som i mange andre samfund arbejder Thais med 3 cirkler, hvoraf den absolut vigtigste er familiecirklen. Dernæst kommer den interaktive cirkel, der hvor den daglige omgang finder sted med skolekammerater, arbejdskolleger samt kontakter med myndigheder eller professionelle (læger, advokater) og i denne cirkel er der stadig en noget formel holdning, det er vigtigt at have ansigt, at være noget eller eje noget f.eks. jord. Den 3die cirkel er verdenen udenfor cirkel 2. At bevæge sig her kræver god uddannelse, baggrund, familieforhold og indlevelsesevne.
Hver cirkel har sine egne spilleregler og man kan som udlænding nemt komme meget galt af sted, hvis man ikke kender dem. Jeg har ofte trådt grundigt i det, men heldigvis er Thais overbærende overfor os Farangs. Mere om det i næste afsnit. Det tager meget lang tid at forstå landets komplicerede kultur.
CHONBURI
Juli 2009
Leave a reply
