-
HVERDAGEN I THAILAND DEL II
Posted on July 2nd, 2009 No commentsHVERDAGEN I THAILAND II
Som tidligere anført er det ubetinget nødvendigt at kunne lære og acceptere den thailandske kultur og samfundets struktur, hvor den sociale status/placering spiller en altafgørende rolle. Hver Thai indtager sin plads, men det gør udlændinge sandelig også. Vi sættes i båse startende med at være en almindelig turist (FARANG). Når det er blevet gjort klart, at opholdet i Thailand nok bliver af længere varighed, bliver man langsomt sluset ind i samfundets cirkler og efter mange år (for mit vedkommende nu snart 14) fuldt accepteret, men stadig med visse forbehold. Processen indebærer jo at begge parter skal bøje sig mod hinanden. Det er beklageligvis en meget svær målsætning at gennemføre og igen må jeg komme tilbage til den i et tidligere indlæg omtalte inddeling af Thais i flere grupper. For de meget dårligt uddannede er det svært at forstå og acceptere en udlænding, bortset fra det kedelige faktum at få så mange penge ud af ham, som muligt. Den øverste og veluddannede klasse bevæger sig langt mere elegant og er vidende om, at verdenen er ved at blive globaliseret og at det er nødvendigt være en aktiv medspiller på rejsen mod den fagre nye verden. Blandt dem finder en udlænding, der ønsker at blive betragtet som seriøs, hurtig accept og der er både interesse og forståelse for de værdier andre nationaliteter kan byde på. Mellemklassen har det svært, det meste af den er af den opfattelse, at kun alt, hvad der er Thai, er værd at holde på, der er intet ønske eller vilje tilstede for at komme videre. Kun få procent af denne klasse skimter de positive muligheder, der ligger i multinationale forbindelser.
Men det er nok langt vigtigere, at en FARANG gør sig stor umage for at sætte sig ind i Thailands historie, demografiske opbygning, kultur og miljø, der er langt mere kompliceret end man som ”nybegynder” antager. Begreber som Østens mystik og charme, det smilende Thailand med dets imødekommende befolkning og tilsvarende beskrivelser, hører forfattere som Ruyard Kipling til. De romantiske forestillinger er forbundet med en ferie i landet, men dagliglivet er naturligvis helt anderledes. Vi kan stille denne forudsætning op: Vi er alle mennesker, vi elsker, vi hader, vi slås, vi har ambitioner, vi ønsker det bedste for vore familier, vi vil være lykkelige, sunde, glade og mere af samme skuffe. Hvis vi satte dette op som en STRATEGI, altså en målsætning, kunne vi alle blive enige om, at den er super. Men uenigheden træder ind i billedet, når vi skal fastsætte taktikken, her kommer den dybe kulturkløft ind som den megastore Berlinmur, der skal brydes ned for at vi kan realisere den højtflyvende målsætning.
Murstenene har forskellige navne, men igen, vi opfatter ikke altid billedet korrekt og i stedet for at prøve at forstå, at få indsigt og viden, så graves der grøfter og der generaliseres: ”Hvorfor er Thais så uvillige til at lære, hvad der er rigtigt”? Og hvorfor er ”alle udlændinge arrogante og bedrevidende”? Så hvordan skal vi opnå gensidig forståelse, respekt og accept? Mere viden om vore forskellige kulturer og en klar parathed til at forstå forskellene og viljen til at bygge broen mellem de to meget disparate verdener. Det er for mig en stadig kilde til lærdom, men langt mere berigende at minimere frustrationerne og give afkald på troen på, at vi ved bedre. Som før anført er nøgleordet viden og hensigten med disse indlæg er at prøve at give et kort indblik i Thailands dagligdag og baggrunden for dens betingelser, som vi udlændinge må acceptere, hvis vi ønsker at opholde os her.
Et ferieophold i landet byder næsten aldrig på konflikter, men de kommer meget hurtigt, når man eksempelvis prøver at bygge en forretning op eller prøver at etablere en hverdag, der skal fungere på optimale vilkår over en næsten livslang periode. Men lad mig vende tilbage til hovedtemaet, nemlig at prøve at give læserne et indblik i nogle af de baggrunde/traditioner og kulturmønstre, der tilsammen danner den platform, fra hvilken Thais arbejder og anskuer verdenen på, og dermed har afgørende indflydelse på de vilkår, man som udlænding må indstille sig på at i det mindste forstå, om end en accept af samme er sværere.
Som eksempel, lad mig vende tilbage til det thailandske hierarki. På pyramidens top har vi Hans Majestæt Kongen, Hendes Majestæt Dronningen og de Kongelige Højheder, nemlig deres børn. I næste række placeres disse personer: Børn af en konge og en dronning, børn af en konge og en ikke kongelig kvinde, disse børn betragtes som kongens børnebørn, dernæst kommer et kongeligt barnebarn, der ikke er arveberettiget til tronen, kongelige oldebørn og deres efterfølgere. Disse placeringer er signifikante og personerne bærer en betegnelse, som alle Thais kender og dermed er tvunget til at vise dem den højeste respekt. Da enkelte konger har haft mange koner og dermed mange børn, f.eks. konge RAMA IV, der havde 39 koner og med dem 39 sønner og 43 døtre, kan den royale top blive meget stor og svær at finde ud af, og derfor er der den regel, at en royal titel går nedad for hver generation og ophører endeligt med den 5.
Kongen er på samme tid den øverste af alle folk og dermed betragtes han også som den øverste repræsentant for buddhismen uagtet at Thailand har en Patriark, den højst placerede munk. Det kan undre os vesterlændinge, når vi på TV og billeder ser, hvorledes alle Thais kaster sig for fødderne af medlemmer af den kongelige familie, selv højt placerede Thais (f.eks. regeringschefen) må sidde på gulvet, når de er i audiens. Dette er i Thailand symbolet på den højeste respekt, der for manges vedkommende nærmer sig gudsdyrkelse. Da HMK som anført betragtes som landets højst placerede buddhist overføres denne dyrkelse af ham også til munkene. Dette er interessant, for i virkeligheden er alle munke at betragte som samfundets top, da de repræsenterer buddhismen (ikke, som mange tror Buddha) hvis grundregler danner hovedbasis for landets regelsæt. Så munkene har også deres eget hierarki: Patriarken, det øverste råd (bedst at sammenligne med en kardinal) munke med mere end 20 års anciennitet, munke med mellem 10 til 19 års ditto, munke med mindre end 5, ikke ordinerede munke (novicer) en mandlig hjælper og til sidst en kvindelig hjælper. Munkene kan også have titler efter deres navn, eksempelvis hvis de underviser eller indtager chefposter som distriktsansvarlige.
Fra buddhismens læresætninger er de vigtigste overført til de spilleregler, der gælder for den almindelige samfundsstruktur: Generøsitet, moral, spirituel udvikling samt værdiskabende aktiviteter. Der er dog et træk ved disse postulater, som jeg ikke altid kan forstå. Thais tror som bekendt på reinkarnationen og ved at efterleve disse regler sikrer de sig et nyt, bedre kommende liv, når det nuværende er overstået. Men deres begrundelse er ofte svær at greje. Når de er generøse, giver donationer til templer og skoler siger de til mig, at de gør det for at bidrage til at få store plusser i livets karakterbog, så næste og bedre placering er sikret, ikke fordi modtagerne har brug for deres hjælp. Ordet BENEFIT høres altid, det er snart nummer eet på ranglisten: ”Hvis jeg nu gør dette, hvilken fordel får jeg så, for hvis jeg ikke har fordel af min indsats, hvorfor så udføre den”? Dette emne diskuterer jeg ofte med min hustru, der giver mig gode forklaringer og dem skal jeg nærmere redegøre for i mit næste indlæg.
Chonburi juli 2009
Leave a reply
