-
HVERDAGEN I THAILAND DEL III
Posted on July 3rd, 2009 No commentsHVERDAGEN I THAILAND III
I mit sidste indlæg lovede jeg at komme med en forklaring på, hvorfor så mange Thais har en yderst afslappet holdning til begrebet at arbejde, altså igen den vesterlandske opfattelse af at yde en indsats for at modtage en belønning. Min kone forklarer mig det således: Da Thailand blev ”opdaget” af kinesere, der kom fra bjergrige områder i Sydkina, fandt de nye tilvandrere et område fyldt med mælk og honning eller rettere sagt et landområde med alle de produkter, der er nødvendige for at opretholde livet. De klimatiske betingelser er optimale og der blev ikke krævet megen dyrkning eller indsats, det var stort set kun at plukke frugterne. I tusinder af år har landet budt på alle nødvendige produkter for at opretholde tilværelsen, Thailand er denne verdensdels fødekammer og kun med ret basale ændringer i produktionen har landet været selvforsynende for dets stigende befolkningsantal og herudover været i stand til at eksportere til de omkringliggende lande. Før industrien holdt sit indtog levede mere end 90 % af befolkningen af ”naturens” produkter og behøvede kun at øve en minimal indsats. Så hvorfor arbejde mere end nødvendigt, når naturen giver os de produkter vi skal bruge for at opretholde tilværelsen?
Da det ”moderne” Thailand begyndte at tage form, skete det i små skridt og naturligvis med den unge generation som begyndere. På grund af den stærke familiesamhørighed, som Thailand er kendt for, stod de unge splittet mellem den nye verdens muligheder/herligheder og de stærke familietraditioner, hvor den ældre generation per princip er i mod al form for modernisering. De unge skal forsørge de ældre og være under deres kontrol. Den ældre generation holdt fast ved den gamle livsstil, der blandt andet indebar at eje jord, selv i beskeden størrelse samt at dyrke så mange produkter som muligt og så bare slappe af og nyde livet, på Thai kaldes det SANUK. Da udviklingen bragte den moderne verden ind i Thailand var det ensbetydende med importerede varer, måske i begyndelsen nødvendige, men senere betragtet som nødvendige onder, f.eks. alle moderne kommunikationsmidler, bedre produktionsmaskiner og så naturligvis udslag af vesterlandske ”kulturfænomener” så som McDonald’s og andre tilsvarende dårligdomme. Da importen af disse goder koster penge, kom landet lidt i økonomisk uføre og på et tidspunkt gik den nuværende konge på TV/radio og forklarede sin befolkning, at Thailand ikke behøver alle disse unødvendige produkter/services fra Vesten, landet kan klare sig selv.
Og her kommer så konflikterne. Hvorfor skal vi arbejde hårdt for at købe en masse ting, vi i virkeligheden ikke behøver? Hvorfor skal de unge fra landet tage til de store byer for at arbejde hårdt, tjene lidt, betale meget for logi og kun være i stand til at sende beskedne beløb hjem til mor, når man kan bo på landet, plukke frugterne og se TV? OK, jeg indrømmer at dette er en simplificering af problemstillingen, men jeg kan garantere for, at det ikke er en nem opgave at finde det endegyldige svar. Så venligst tillad mig at komme med et aktuelt eksempel.
Thailand har alle betingelser for at kunne øge produktionen af landbrugsvarer endda i betydeligt omfang. I de sidste 3 til 4 måneder har der været tilbud til Thailand fra progressive personer fra udlandet, der gerne vil købe sig ind i det thailandske landbrug og gør gældende, at deres investeringer vil gavne alle. Større og bedre produktion er lig med bedre beskæftigelse, højere indtjening er lig med bedre levestandard, herunder mulighed for at uddanne børnene bedre og en eksport af produkterne er lig med tiltrængt udenlandsk valuta. Men hvad sker der? Ramaskrig over det hele: Thailand er KUN for Thais, udlændinge skal ikke eje jord i Thailand og vi har det jo godt, hvorfor skal vi arbejde mere? Men udlændinge må gerne købe sig ind (maksimalt 49 %) af produktionsapparatet for landbrugsvarer samt stå for produktudvikling, så I skal være velkomne! Svar til landmændene er: Hvad skal vi med et moderne produktionsapparat, når vi ikke kan få råvarer nok? UPS, så skal der arbejdes, puha, den er vi ikke med på. Og for os, der altid ser på nye muligheder, er det indlysende at Thailand har megastore potentialer for eksport af fødevarer til f.eks. Kina og Indien samt Biobrændsel. Så hvorfor sker der ikke noget? Centralregeringen, der bør varetage nationens interesser, gør ikke ret meget, desværre.
Jeg leder stadig efter svaret. Min kones generation, der ønsker en styret udvikling mod bedre tider for landet baseret på respekt for traditioner, er fortvivlet og dybt frustreret. Den stigende globalisering, som Thailand ikke kan holde sig udenfor, kræver en ny tankegang, en holdningsændring, en klar identifikation af nye holdninger og værdiskabende tiltag. Men de interaktive handlinger kræver medspil fra mange sider og hvordan findes det i et land, der er splittet, snart på alle ledder og kanter. Det er ikke acceptabelt at generalisere, men der er en del kontante observationer, der taler deres tydelige sprog. Mange går kun på arbejde for at kunne opholde sig i et kontor med airkonditionering, adgang til Internettet og telefon, så der kan kommunikeres med familien for andres tid og penge. Produktionen per ansat er generelt meget lav og landet har stigende problemer med at kunne konkurrere. Hvis man spørger om prisen på f.eks. 1 kilo af en bestemt vare er denne f.eks. 100 THB. Hvis man naivt spørger om prisen for 10 stykker stiger enhedsprisen til 110 THB. Når benzinprisen stiger med 5 % stiger den samlede pris for en vare med 5 % uanset at andelen af omkostningerne til benzin kun udgør en brøkdel af den samlede pris. Det er meget svært for os fra Vesten at finde logik og sammenhæng og efter mange års ophold her, er det også tydeligt at mange er uden realitetssans. Eller er det omvendte tilfældet, at de er langt foran os, at de værdinormer de har, er bedre end vore? Grundet min noget gammeldags skoling leder jeg efter forklaringer og er på konstant jagt efter mere information, viden, fakta og ikke faktuelle forhold, der spiller ind. Det er en af grundene til mine skriverier, og jeg er fuldt ud opmærksom på, at de kommer i ret spredt orden, uden den struktur, som jeg egentlig helst vil arbejde efter. Alligevel arbejder jeg efter en plan med disse elementer: Lidt om Thailands historie, befolkning, økonomi, religion, regeringsforhold, sociale struktur og sammensætning, samt alle andre faktorer, der tilsammen danner de rammer, der fastsætter vilkårene for hverdagen i Thailand i 2009 set gennem en udlændings briller. Ikke altid 100 % objektive, indrømmet, men jeg prøver så godt som muligt. Da nøglen til det meste af forståelsen skal findes hos den mindste bestanddel af samfundet, nemlig et menneske, er dette mit primære udgangspunkt, at søge at finde nøglerne til en bedre forståelse af min værtsnation, jeg er jo at betragte som en gæstearbejder, der må opholde mig her på deres vilkår og med forsøg på at få indsigt og viden om de før omtalte elementer. Processen indebærer naturligvis en parathed til at revurdere opfattelser og måske fordomme og en accept af andre livsmønstre, der næsten uden undtagelse gør krav på, at repræsentere det bedste. Dette gælder både Thailand og Danmark. Mine betragtninger får næring fra masser af bøger, surfing på Nettet, internationale aviser med mere og sidst men ikke mindst fra vore genboer, der begge er professorer på det store lokale universitet og meget vidende og ret skeptiske overfor udviklingen i det thailandske samfund. Det skal for retfærdighedens skyld tilføjes, at fra vor vennekreds, der næsten udelukkende består af veluddannede og internationalt skolede thailandske personer, får jeg oceaner af modspil og konstruktiv viden. Vi har dog ditto venner af andre nationaliteter, der alle bidrager til en god cocktail af interessante debatter.
Chonburi juli 2009
Leave a reply
