-
OM RETTEN TIL AT BLIVE LYKKELIG/THE PURSUIT OF HAPPINESS
Posted on July 28th, 2009 No commentsOM RETTEN TIL AT BLIVE/VÆRE LYKKELIG/THE PURSUIT OF HAPPINESS
I skrivende stund, ultimo juli 2009, er jeg meget optaget af situationen i USA, hvor det ser ud til, at den nye præsident med lysets hastighed ønsker at forvandle det amerikanske samfund fra kapitalisme til socialisme. Det ligner meget det billede vi havde i Danmark de år, da socialdemokratiet købte stemmer for lånte midler. På de amerikanske TV stationer og i andre media hører jeg nu gentagne gange argumentet, at Obama ikke handler i overensstemmelse med ”the founding fathers” væsentlige princip, nemlig at landets indbyggere skal have adgang til at ”pursue happiness”, at hans planer om at omdanne samfundet forhindrer borgerne i at få mulighed for at opfylde den ”amerikanske drøm”, hvad den så end er. Jeg har set på den amerikanske forfatning fra 1776. For nogle af landets borgere er af den opfattelse, at konstitutionen indeholder afsnit om samfundets forpligtelser overfor borgerne, herunder at sikre dem vilkår, baseret på så få hindringer som muligt vilkår, der med udgangspunkt i 100 % personlig frihed skal gøre det muligt for så mange som muligt at opleve den amerikanske drøm virkeliggjort. Men dette er en sandhed med modifikationer, idet Benjamin Franklin skar igennem og udtalte de berømte ord: ” Samfundet skal kun gøre det muligt at forfølge drømmen, men den enkelte må selv tage fat!”
Jeg har ledt længe efter at finde ordet ansvar, men det kniber. Derimod kniber det ikke med at blive mindet om, hvorledes den almindelige amerikaner opfatter sine rettigheder. Senest i forbindelse med krisen og Obamas lovforslag om, at biler i USA fra 2015 skal kunne køre minimum 15 km på en liter brændstof, og det er jo sikkert ikke nemt for de store, dyre USVer, som befolkningen har en umættelig appetit på. Lovforslaget sigter mod at minimere forbrug af importeret olie og tage mere hensyn til miljøet. Ved et interview udtalte en salgsdirektør for et stort bilmærke, at ”vi amerikanere er nødt til at have store biler, for vi er meget kraftige og har altid megen bagage, så de små europæiske biler passer ikke til os”. Under frihedsbegrebet hører nu retten til at blive tyk og fed og lade samfundet betale de dermed forbundne udgifter. Hvor er grænsen for, hvornår den personlige frihed overskrider grænserne og bliver samfundets problem? Jeg så forleden et TV indslag om en dreng på 13 år, der vejer godt 220 kilo. Nu er hans mor under anklage for vanrøgt, men hendes advokat siger, at hun under landets love har lov til at lade drengen blive uformelig.
I forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan bruges dette argument: ” Vi fører krigen for at beskytte USA’s interesser og værdier”. Ordet værdi bruges nu i så mange sammenhænge, at jeg kan komme lidt i tvivl om, hvornår og hvordan det skal bruges. Værdikamp, kulturværdier, samfundsværdier, værdinormer og således kan rækken fortsætte. Så værdien for nogle består altså i retten til at ændre på kroppen, så den ikke mere passer ind i en almindelig bil, eller for den sags skyld et flysæde. Men fænomenet er jo også kendt i andre lande, i de arabiske stater og i Indien er fedme et tegn på velstand, jo flere kilo jo flere penge. Når man bruger sine rettigheder bliver man så lykkelig?
Karl Marx skriver som bekendt om to begreber: ”Frihedens rige” og ” Nødvendighedens rige”. Vi kan også bruge dette som udgangspunkt for at definere, hvorfor et nødvendighedens rige repræsenterer en minimialstat, hvis opgave det er at sørge for de rammer, landets borgere har at rette sig efter under udøvelsen af, at kunne gøre, hvad man vil i frihedens navn. At skabe balancen mellem disse to yderpunkter er en svær opgave, formulering: ” en liberalistisk minimalstat”. Dette prøvede de amerikanske ”founding fathers” at skabe med deres uafhængighedserklæring fra 1776. I dag ville de nok rotere i deres grave, hvis de kunne se, hvor langt samfundet har fjernet sig fra de grundlæggende tanker. ”The pursuit of happiness” er erstattet af kampen om DOLLARS, alt måles nu kun i penge. Kampagnen om at godkende Obamas lovforslag om en ny revolutionerende sundhedsreform føres mere på kroner og øre end den samlede værdi for samfundet i at have et sundhedssystem, som alle uanset indkomst, race og køn, skal have adgang til. Det er en flot tanke, men den er ikke realisabel. Den koster mange penge at gennemføre og indtægterne kan kun komme fra forøgede skatter og er de skattebetalende borgere parate til, i disse krisetider, at erlægge flere skattekroner for at tykke og fede med alvorlige følgesygdomme skal kunne opereres på samfundets bekostning? Friheden til at lade sit barn spise sig til 220 kilo skal altså resultere i, at det er nødvendigt for samfundet at stille faciliteter til rådighed for at afbøde konsekvenserne. Se mit tidligere indlæg om emnet her
http://www.occo.asia/blog/index.php/2009/05/conflicts-in-aggressive-marketing/
Netop, medens jeg skriver dette indlæg til min blog, oplyses det, at man i USA bruger 767 milliarder danske kroner på at afbøde virkningerne af overvægt. Tallet er fordoblet siden 1989 og er nu så alarmerende, at der må gribes ind. Hver 4. amerikaner er nu overvægtig.
Bare lige en enkelt kommentar om, hvordan Obamas plan kan finansieres: Hvad med at stoppe krigene i Afghanistan og Irak og bruge de dermed sparede uhyre summer til sundhedsfremmende foranstaltninger i stedet? Og dernæst denne: Obamas forslag om en ny sundhedsreform er i utrolig grad baseret på de sundhedsmodeller, vi bruger i Skandinavien, og på modeller fra England og Canada. Som bekendt er de ikke mere noget at prale af og Obamas forslag indeholder en begrænsning i valg af læge og dermed et enestående indgreb i den amerikanske borgers frihed til at vælge, og det er ikke et klogt skaktræk.
Hvis vi nu forudsætter at Obama har i tankerne, at hans nye socialistiske (han kender Karl Marx) samfund har dette motto for den amerikanske sundhedsøkonomi: “ Maksimum af sundhed for skattekronerne” så ryger vi ind i en interessant problematik. På den ene side nytteværdi af operationer udført for skattekroner og på den anden side befolkningens forventning om at en operation/bedre helbred fører til større lykke. Minimalstaten skal altså stille de nødvendige midler til rådighed, men spørges om nytteværdien for samfundet? Giver investeringen i en dyr operation et fornuftigt afkast? I England og Canada har sundhedsvæsenet udarbejdet en model, der kaldes QALY, og QALY står for kvalitetsjusterede leveår. Blindhed er lig med 0,3 år, en nedslidt hofte reducerer 1 år til 0,6 og så videre. En hofteoperation fører altså til en forøgelse af 0,4 år i f.eks. 10 år er lig med 4 som gevinst. Hvis man beregner omkostningerne til operationen mod bidraget fra 4 år, er der så en gevinst? Er der en nytteværdi for samfundet og hvordan måles lykken hos den patient, der opereres?
Værdi kan måske måles ud fra forskellige forudsætninger, men lykken? Er den amerikanske mor og søn på 13 år lykkelige, ja uden tvivl. Og lykken måles altså i at jeg (mor) er lykkelig, fordi jeg kan lade min dreng spise sig overvægtig, og drengen er lykkelig, fordi han kan spise alt det, han har lyst til. Og jo flere kilo på vægten, jo mere lykke. Er det sådan, det hænger sammen?
Jeg var af den naive opfattelse at begrebet lykke hører hjemme i følelsesland, men slår jeg op på begrebet følelser, er der 39 afarter, men lykke findes ikke blandt dem. Underligt.
En definition på lykkebegrebet er ikke så nem at få på plads. Men lad mig prøve at se det ud fra denne basis: Kan lykke vejes og måles? Hvilken forskel er der på meget lykkelig og ovenud lykkelig? Alle mennesker stræber efter mange ting, som de anser for at være værdifulde: Sundhed, skønhed, et stærkt familiesammenhold, en velfungerende og inspirerende vennekreds og naturligvis alle de materielle goder. Konsekvensen af de nødvendige handlinger, der skal føre os til målene, er at blive lykkelig, der anses for det højeste gode i livet. Det, at have de andre mål på plads er kun værdifulde al den stund, at de bringer os maksimum af lykke. Morale er at værdien af vore handlinger udelukkende skal ses i lyset af handlingernes konsekvenser.
Om lykke er det sagt, at skal man bygge lykkens hus, bliver det største rum ventesalen. Medens vi venter, så kan vi synge med Preben Kaas og Jørgen Ryg: ”Lykke er en leverpostejmad med rødbeder”. De vidste, hvad det hele drejer sig om!
CHONBURI 28. juli 2009
Leave a reply
