BETRAGTNINGER OM INTERNETTET DEL II

INTERNETTET ELSKET OG HADET DEL II

“Condemnation without investigation is the height of ignorance” (Einstein)

Jeg er helt enig i geniets postulat som anført. Derfor tilstræber jeg med disse små artikler at komme med mine betragtninger og mine opfattelser af Internettet på godt og ondt, men det er en yderst omfattende opgave at sætte sig ind i Internettets utallige tilbud og derefter at vurdere dem på godt og ondt, så indrømmet det er ikke en opgave, der er så nem at gå til.  De gode ting er mange, det er ikke et emne, der skal debatteres. Jeg har været en flittig bruger siden 1996 og har naturligvis anvendt de nye værktøjer som gode assistenter, der kunne lette min dagligdag. I begyndelsen var mine behov 80 % relateret til forretningsmæssige aktiviteter, det blev med et slag meget nemmere at skrive rapporter og ikke mindst at gøre ensformige regneopgaver til en leg og endda til et avanceret styringsværktøj, hvor jeg i løbet af få timer kunne producere lønsomhedsanalyser ved valget af forskellige alternativer, opgaver der før kostede et ocean af arbejdstimer. I takt med den rivende udvikling er jeg naturligvis blevet iklædt rumdragt og deltager i cyber rejserne, som er nødvendige, fordi de fører mig til de værktøjer, vi er nødt til at bruge, hvis vi bare skal holde trit med udviklingen. Så resultatet er, at Internettet eller CYBERSPACE eller hvad vi nu kalder det er ikke alene min, men næsten hele verdens tumleplads, informationscenter, opslagstavle, reklamesøjle, kommunikationsflade og meget, meget mere. Herligt at kunne Skype med familie og venner over hele verden, at jeg med få klik har det, jeg ønsker på ”skrivebordet” at jeg er drønende effektiv og at jeg via mine blogs kan sætte mine fingeraftryk, blandt andet med denne artikel. Endvidere at jeg med nu 5 mailbokse kan kommunikere via alle netværk, de sociale og de forretningsmæssige, at jeg kan vedhæfte bilag, fotos og alskens herligheder. Jeg bruger cirka 80 % af de værktøjer, som Nettet giver mig til forretning, de sidste 20 %, (private gøremål) er næsten blevet en leg lige fra kommunikation med familien, der af og til er ret spredt, til bankforretninger, der desværre ikke er mange af og ikke at forglemme de nye fotoværktøjer, som jeg har ustyrlig glæde af. Jeg kan sagtens få øje på alle herlighederne og prise dem i lange baner og på det forretningsmæssige gebet er jeg med 12 til 14 timers effektiv indsats i stand til at gøre måske 3 mands arbejde og til en beskeden omkostning, ingen ansatte, intet lønregnskab og kvaler i lange baner. Positivlisten er lang og tro mig, jeg har efterhånden fået en del erfaring, så mit hjemmearbejde er gjort, men jeg erkender at jeg kun kan bruge måske 2 % af de værktøjer, der er til rådighed og det er jeg skam udmærket tilfreds med.

Som jeg ser det, er Internettet nu domineret af en række feltherrer, som jeg opdeler i små bokse; Business, Finansjonglører, Videnskabscentre, Politiske Organisationer, Andre Organisationer for at omtale de vigtigste, men fælles for dem alle er, at de tilsammen repræsenterer en ny verdensorden. Klik på skærmen og en ideel verden åbner sig, overfladen, skrivebordet, skærmen ser dejlig og indbydende ud, men bag den velpolerede overflade gemmer der sig en del uhyrligheder. Dem er der også mange af, misbrug, netterror, misinformation, manipulation af børn og desværre børneporno, meget bekymrende.

Så jeg gør mig mange tanker og vil her starte med brugen af Internettet på den private front.

Vi har fået en ny verden, et univers, der kaldes for CYBERSPACE, et kommunikationsforum, der tillader de fleste af denne verdens medlemmer at udtrykke sine meninger om alt og alle, vi har internationale og lokale fora, blogge, weblogs, vi har netbank, kan købe alt, hvad vi skal bruge enten et produkt eller en serviceydelse, vi kommunikerer med det offentlige, ordner selvangivelser, bestiller tid hos lægen og sociale assistancer og nu langt mere vigtigt; Vi har fået Facebook og Twitter, Skype plus et hav af portaler og Internet kommunikationsværktøjer, vi er i musefælden, men er nu så afhængige af alle herlighederne fra Alladins hule, at vi har indordnet os. Står vi ikke trofast i afgangshallen i lufthavnen og venter på udkald til flyet eller på hovedbanegården ventende på afgang, alt i disciplineret orden som en flok får, for vi bestemmer jo ikke alligevel, har ingen indflydelse på situationerne vel at mærke, hvis vi vil bevæge os fra punkt a til punkt b. Jeg kan sagtens opsummere, hvor glad jeg er, medens jeg nu sidder i mit IT cockpit og ikke skal bevæge mig ret meget for at flytte mig fra a til b. Det meste er kun et klik fra mig og jeg bliver kun sur, når hastigheden på Nettet er lav, så jeg skal vente, men jeg er også sur, når DSB’s skrattende højttalere meddeler, at toget til Kolding, normal afgang kl. dit, dut, dat er forsinket 20 minutter. I begge situationer har jeg underkastet mig viljeløst de nye herskeres magt, teknokraterne, IT guruer og deres trofaste disciple og udnytter så ventetiden bedst muligt.

Det, der bekymrer mig, er at vi ikke i tilstrækkeligt omfang er opmærksom på den grove manipulation, vi er ofre for. OK i sandhedens interesse, den har altid eksisteret, vi har bare ikke tænkt på det. I mine år som leder af Falkoner Centret på Frederiksberg, havde jeg tæt kontakt til mange fagforeningsbosser og ledende socialdemokratiske demagoger, herunder den kendte chef for DR Hans Jørgen Jensen, som jeg havde en del gode dialoger med. Han lagde ikke skjul på, at PARTIET så det som en hovedopgave at fastholde stemmekvæget indenfor rammer, styret af dem. Presse, Radio, TV, Arte samt folkebiblioteker. Partiet ønskede ikke, at folk selv skulle danne sig en mening, det var en stor bekymring da danskerne kunne begynde at se TV fra Sverige og Tyskland, nu kunne de danne sig alternative indtryk. OK denne kommentar hører nok hjemme, når jeg i et kommende indlæg vil skrive om Internettet og de politiske manipulationer.

Så tilbage til mine observationer af Facebook, MySpace og Twitter.

Særligt børn gør, hvad TWITTER beder dem om uden tanke på konsekvenserne.

Uanset deres navn dækker de alle over et omfattende socialt netværk. De har tilfælles at de dækker over et antal spektre, der næsten er grænseløst. Jeg kan ikke opremse dem alle, men mange af dem er målrettede og findes i form af fora, blogs og artikelbaser. Vi netværker som aldrig før. Internettet har skabt nye sociale strukturer, der langsomt æder sig ind på vort kulturmønster. Vi har med Internettet fået en virtuel verden, et nyt Univers, der øver en utrolig indflydelse på os alle. Det, der bekymrer mig mest, er børnenes totale underkastelse af alle de muligheder Nettet giver dem. Nogle har jeg tidligere omtalt. I denne verdensdel, hvor jeg bor, er der rekord i alt, hvad der hedder IT med Japan og Korea i førertrøjerne. I Japan kendes et problem, der hedder hikikomori, et fænomen, hvor de unge trækker sig ind i sig selv, lukker sig inde i en kunstig virkelighed Cyberspace, en anden virkelighed, hvor deltagerne placerer information, personlige oplysninger, fotos og data, der først og fremmest deles med udvalgte deltagere i netværket, men de glemmer at netværksudbyderne lagrer alle data, analyserer dem og sælger data videre, som jeg tidligere har omtalt. Det foruroligende er, at deres virtuelle verden ofte har for lidt relation til den, som samfundet betegner som den rigtige med regler for dets borgere.  Jeg vil her slet ikke omtale problemstillingen computerspil, der repræsenter en verden for de unge med så mange aspekter, at de ikke kan omtales her.

I gamle dage sendte vi børnene i skole for at give dem viden og uddannelse. I dag er indflydelsen fra de unges netværk så stor, at nogle skoler nu må tage udfordringen op. En dansk skole har givet dens lærere et kursus i anvendelsen af blandt andre Facebook for at lærerne skal være i stand til at kommunikere med eleverne på Internettets betingelser. Men også kommunikationen mellem forældre og skole sker nu via Nettet. Borte er de små sedler med ” Peter var syg i går” underskrevet ” Peters mor” i dag går mor på nettet og sender samme budskab til skolen, men ungen pjækker måske og bruger mors computer og E-mail adresse til at sende budskabet. Forældrene kommunikerer med børnehave, fritidshjem og ungdomsklubber. Men naturligvis er det praktisk at en klasselærer med et klik kan forbinde al kommunikation mellem alle elever og deres forældre om skema, om udflugter og andre fælles tiltag. En udflugt planlægges nøje og da de fleste forældre er glemsomme, sender skolen en SMS som reminder, husk nu at Peter i morgen skal medbringe badetøj osv. Nu er sidste skrig, at hjemmesider skal hjælpe skilsmissebørn, der via en portal delebørn, skal hjælpe forældrene med at huske og planlægge, hvordan de skal dele barnets opgaver og timer mellem sig, dets skolegang og fritidsaktiviteter. SMS til mor fra fraskilte far ” Husk nu at lille Peter skal til ridning i morgen, du kører ham, jeg henter ham” eller ” Hans, se lige på hjemmesiden www.voredelebørn.danmark, hvor jeg har ændret på planerne for delesommerferien”. Nu kan forældrene bede Peter om at se på hjemmesiden, hvor han kan læse om de fraskilte forældres kommentarer om, hvorfor de blev skilt og huske at fortælle ham, at det ikke var hans skyld. Der er ikke mere tid til at TALE sammen, at være rigtigt FACE to FACE. Dette er efter min opfattelse en meget trist udvikling. Vores face to face er nu by the BOOK.

Sandheden om de unges ny virkelighed, den It virtuelle verden, er nok at kvaliteten af tilværelsen for de unge ligger i deres branding af sig selv, imagepleje. Jo mere IT grej, jo mere status.  Mange lever i en form for ensomhed uden relationer af værdi til det omgivende samfund ikke mindst forældrene.

Tilbage til FACEBOOK og de andre.

Facebook er et af de hastigt voksende sociale netværk på nettet. Alene i Danmark har over en kvart million oprettet en profil. Her ligger info om alverdens forhold i folks privatliv med links til venner, familie og foreninger – alt sammen spædet op med billeder, sange og tv-klip. Facebook vil, ligesom de andre tilsvarende sociale netværk og dating-sider, have den fulde og uindskrænkede ret til vores liv på nettet., der er millioner at tjene ved at sælge oplysninger videre til andre eller ved at bruge dem til at reklamere for sig selv. Det kaldes datamining, og det er det, som gør Facebook til en god forretning. Annoncører betaler dyrt for at få adgang til de helt rigtige, potentielle købere i stedet for at spilde millioner på reklamer, der henvender sig alt for bredt i forhold til, hvad Facebook kan tilbyde med deres data.

Mange brugere skriver under på de 20 siders lange betingelser bare ved et klik på linket ”Jeg accepterer” uden at de overhovedet fatter, hvad de skriver under på. De overser (de fleste gør) at de giver FACEBOOK alle rettigheder til at anvende al form for information fra deres profil samt deres daglige kommunikation og nu prøver FACEBOOK at få adgang til medlemmernes E-mail konto, så de også fra den, eller fra disse, kan hente data, som kan indgå i pakker, der kan sælges til annoncører. Der er over hele verden en stigende kritik af disse sociale netværk, det mest kritiske punkt er, at man har meget svært ved at melde sig ud, og har man en gang, måske i et øjebliks stemning, lagt kommentarer ind på sin fjæsbog, kan den ikke fjernes igen, skaden er sket og den kan ofte være uoprettelig. Fjæsbogen har i år tabt mange retssager for at stjæle og benyttet data, der har ophavsret eller privat beskyttede, men FACEBOOK har ingen hæmninger.

Men uanset vore holdninger så er FACEBOOK og TWITTER her for at blive og de er hurtigt virkende bidragsydere som kommunikationsværktøjer, der på millisekunder kommer verden rundt. Da paven i 2007 fortalte de måbende får, at man ikke må anvende kondomer, var der på få timer tusindvis af indlæg via de omtalte medier.

At samme medier nu er ved at blive et alvorligt problem for arbejdsgivere er forståeligt. Flere og flere virksomheder må i dag have en IT politik. Det betragtes som et personalegode, men med retningslinjer som f.eks. brug af firma computere til private formål, herunder at ajourføre Fjæsbogen, må andrage maksimum ½ timer per arbejdsdag. Men hvordan er det med den gruppe i samfundet, der ikke har adgang til nettet? Mange ældre, der ikke enten kan eller vil være passagerer i IT toget, må have store problemer, f.eks. fordi mange kommuner i stigende grad lægger adgang til mange services over på nettet, så borgerne skal kunne anvende dette medie for at få oplysninger. Eller seniorer, der ikke kan fysisk bevæge sig ud for at købe ind, men må bruge Nettet som supermarked.  I Danmark er kun 30 % af de ældre i stand til at gøre brug af nettets muligheder, nu langt mere nødvendig end tidligere. Og hvordan vil det danske velfærdssamfund udvikle sig under presset fra IT? Og ikke mindst, hvordan klarer seniorgenerationen at udvide dens ordforråd med alle IT termerne og IT verdens mange forkortelser? Er den INTERNETPARAT?

En anden interessant betragtning er, at de omtalte medier klart adskiller sig. I USA f.eks. er FACEBOOK mest anvendt af bedrestillede unge, og MySpace er for ”underklasserne” MySpace er benyttet af kriminelle og ghettomedlemmer. Der er mange andre inddelinger og dem skal jeg prøve at komme nærmere ind på i kommende artikler. Jeg er meget optaget af de mange aspekter den virtuelle verden indeholder. Den er så stor, at det er umuligt på den korte plads en artikel bør have, at beskrive emnet indgående, men så er der jo heldigvis nok at tage fat på.

Her på falderebet kan jeg glæde mig over at USA indfører en lov, der gør det strafbart at lyve i annoncer og på nettet. I dag bruges ikoner store sportsidoler, der for millioner af penge vildleder forbrugerne med at fremhæve et bestemt produkts fortræffeligheder, uagtet at disse ikke har rod i virkeligheden.

Fra den 1. december 2009 medfører den nye lov,  at al information skal være 100 % korrekt, en sandt fremskridt for forbrugerne og et mareridt for producenter og de reklamebureauer og sportsidoler, der har ført forbrugere bag lyset. Loven rammer heldigvis også FACEBOOK, Twitter, bloggere og alle, der bevæger sig på Internettet eller bruger SMS til at udsende annoncer med. Da jeg er en ivrig blogger skal jeg altså fremover tage mig meget i agt, UPS!

Så denne form for annoncering er ikke mere tilladt!

Læs mere om mig her

Chonburi 20.oktober 2009