-
INTERNETTET ELSKET OG HADET DEL I
Posted on October 5th, 2009 No commentsINTERNETTET ELSKET OG HADET DEL I
Det er en kendsgerning at Internettet, hvad enten vi kan lide det eller ej, er kommet for at blive og enten hader man det, eller er en flittig bruger og de sidste er der flest af. Jeg har slet ikke lyst til at finde tallet frem, for i det sekund jeg har skrevet det, er det allerede forøget. Jeg vil heller ikke trætte nogen med historien om dets tilblivelse for igen overhales jeg af virkeligheden og erkender, at i IT verdenen er det sekund, der tikker ind på mit digitale ur her på skrivebordet lige nu, allerede fortid målt i timer, muligvis dage i den fagre nye verden, som jeg nu skal bruge timer på om dagen for at følge med i bare en brøkdel af de nødvendige værktøjer for at kunne bruge det mest hensigtsmæssigt, naturligvis i min situation med fokus på forretningsmæssige aspekter, men også på privatfronten lettes min hverdag, indrømmet. Hos en af mine venner i Danmark står der et skilt på hans skrivebord; ” Vi har i dag alle tænkelige former for kommunikation, herunder Nettet, men vi taler ikke sammen mere”. Vi ”taler” sammen via Facebook, Twitter, Youtube og hvad de nu hedder alle sammen, der udgør et grænseløst socialt netværk, der nu smelter sammen med den omsiggribende hunger efter forretning. I dag er de omtalte sider en sand guldgrubbe for forretninger. Ikke mange tænker på, hvordan ”gratis” netværk som f.eks. Facebook tjener styrtende med penge.
Disse gratis netværk opererer simpelt. Når man registrerer sig som bruger, skal man blot lige udfylde et lille skema med en række personlige oplysninger, der virker uskyldige. Hobbies f.eks. Når Facebook har fået 100.000 brugere i Danmark har de på et nanosekund en oversigt over brugernes fritidsinteresser, ved hvor de bor, næsten hvordan de ser ud, og Facebook sælger nu disse data til selskaber, der betaler formuer for at få adgang til ikke alene potentielle kunder for deres produkter (f.eks. golfudstyr) men de kan opdele segmenterne i et demografisk mønster. Mange Facebook brugere sidder og udleverer sig selv og private oplysninger over netværket. De skriver på nettet, hvad de tidligere talte om pr. telefon. En frustreret kone skriver til sit netværk (hun er jo koblet sammen med alle vennerne og andre interesserede) at hendes mand, kom hjem i går og fortalte hende om begivenheder i hans firma, der egentlig burde være en forretningshemmelighed og straks er det på nettet. F.eks. taler en kone om, at hun og hendes mand overvejer at sælge deres pensionsopsparing og i stedet investere i projekter med bedre og sikrere horisonter, eller i drømmehuset i det sydlige. Relevante ord, som her pensionsopsparing eller drømmehus i Frankrig indsamles af Facebook, der på en måned indsamler data gennem deres søgeværktøjer om forbrugsmønstre, planer om ferier og andre emner, der kan sættes sammen i en pakke og sælges til en bank, et forsikringsselskab eller en ejendomsmægler med fokus på Frankrig, der så alle kan målrette annoncer og budskaber via netværket. En styrtende god forretning, se bare på, hvad Facebook forventer at tjene i år. Facebook har nu mere end 300 millioner fans, godt gået på forholdsvis få år.
Det er endnu en kendsgerning at vi alle, uanset alder (næsten da) bruger mange, måske alt for mange timer foran den nye skærm, der har afløst husalteret. Vi har glemt de personlige ansigt-til-ansigt samtaler, glemt gamle hobbys og andre sundere aktiviteter, men måske langt vigtigere gøremål med langt højere værdi. De har gjort det godt, udbyderne. Tvunget os til klistre os fast til mini skærmen, ok den er snart lige så stor som den nye 32” fladskærm, taknemlige ofre for alle Nettets herligheder, udbud af budskaber og informationer i mængder, jeg ikke kan finde et tal for. For mange er tilværelsen nu 100 % blevet ”online” snart i næsten alle døgnets timer og via mobiltelefonen er vi også på nettet, for tænk nu hvis. Da jeg gik i skole målte vi vor værdier på de karakterer, vi fik og var man fodboldspiller var drømmen på skoleidrætsdagen at slå de pokkers unge på naboskolen, der bankede os sidste år med 3-1. I dag måler mange unge deres værdi i, hvor mange SMSere, de kan sende på en dag. Vi har fået en anden verden og jeg er ikke sikker på, om jeg befinder mig godt i den. Det er på alt for mange afgørende punkter ikke en rigtig verden, den er skabt til kontrol, men i forførelsens navn er den iklædt tillokkende argumenter, der skal sikre Internettets Zarer endnu mere kontrol. OK jeg medgiver de mange fordele. Internettet har givet os en ny verden med mange værktøjer, mest informationer af hidtil uset omfang, paratviden er ikke længere et ”must”, nu skal vi bare vide, hvor og hvordan vi finder den viden, vi har brug for.
Selv med beskeden indsigt i de mange tekniske finesser og kneb, der skal bruges for at udnytte bare de simple operationer, kan næsten alle bevæge sig frit over landegrænser og uden begrænsning i tid og rum. Nye dimensioner er kommet til, vi er på vej til et globalt sammenhængende netværk, der på alle fronter også socialt og kulturelt binder os sammen. Jeg kan sagtens gøre rede for den superhjælp nettet er i dag for vore forretningsmæssige aktiviteter, målrettede budskaber, informationer til fra min blog, supersmarte billedgallerier og listen er lang, men dette indlæg er ikke et PR stunt for Bill Gates.
Jeg er noget mere opmærksom på de negative faktorer, der fortjener at blive omtalt. Vi er blevet ”virtuelle” D.v.s. at vi gennem interaktive tiltag på nettet kan simulere enten den ”rigtige” virkelighed og så den illusionsskabte. Som jeg ser det, erstatter den sidste opfindelse, hvor teknisk kompetent den end er, den ægte verden, det rigtige liv, som vore sanser opfatter det, ikke illusionerne på nettet. Jeg ser børn spille på nettet og bevæge sig i et konstrueret univers uden hold i virkeligheden, eller er det mig, der ikke mere kan fatte, at vi måske har en ny virkelighed, den digitale? Jeg har efter min tilbagekomst fra mit lange ophold i Danmark gjort mig en del tanker herom, ikke mindst i lyset af det adfærdsmønster mange børn udviser. Så med interesse læste jeg om den amerikanske professor Mark Bauerlein, der har skrevet en bog om den dummeste generation af amerikanske børn, der vokser op nu, en generation der kun kan eksistere og leve via daglige indsprøjtninger fra nettet. Han påstår i sin bog, at i USA er 50 millioner børn blevet snotdumme, at de ikke har nogen rødder til kultur, kunst, historie og litteratur. Han postulerer, at denne generation udgør en latent fare for det amerikanske samfund. De unge sender i gennemsnit 2700 SMS pr. måned og bruger et nyt sprog. De kan ikke stave korrekt, de kan ikke udtrykke sig, formulere sig, de har i deres hoveder et univers med ofte beskeden forbindelse til virkeligheden og ordet socialt samvær har skiftet betydning. De taler ikke sammen, 90 % af deres kommunikation er via mobil eller nettet. Begrebet den lydløse kommunikation, det tavse sprog er nu en kendsgerning. Og et nyt mønster har taget over. Det er OK hele tiden at svare mobilos, at tjekke 5 gange om der nu er nye mails og i dag selv midt i alvorlige samtaler bryder IT monsteret ind og det er vigtigere at svare/tjekke end at fortsætte samtalen. Bauerlein skriver, at de unge i dag lever i nuet, at virkeligheden er den, der er her og nu, at rødder til historie, hvad der skete for længere tid siden ikke har relevans. Der er ingen interesse for at forstå den baggrund, der har ført til det liv, der leves nu. De stoler for det meste blindt på alt, hvad der skrives på nettet, sluger Facebook budskaber og betragter alt dette som den rigtige, den eneste sande virkelighed. Deres opmærksomhed er på de andre i klassen og hvor mange SMSer de har sendt, eller udveksling af nye tekniske muligheder på nettet, underviseren er en forstyrrende brik og de betingelser, som samfundet fungerer under, interesserer dem ikke en døjt. Vi er ofre for manipulationer og mange af dem er grove, men vi fatter det bare ikke. De store, der kontrollerer en stigende del af vor adfærd på alle fronter, ser os som små mus, der farer rundt i pariserhjulet hele tiden på kapløb med at indhente os selv, og det er en umulig opgave.
Så i dag ser vi for det meste dette billede, ikke alene af os selv, men også af andre
For at et hjem i dag skal være attraktivt for deres børns kammerater at komme hjem til, skal børnenes værelser været indrettet som en internetkafe. Hvor er forældrenes rolle i dette nye teater? De skal selv hjem og bruge Nettet, det varer vel ikke længe førend kommunikationen i hjemmet foregår ved, at alle spiser ved deres ”Workstations” og sender mails til hinanden. Hvor ender vi?
Jeg bliver endnu mere betænkelig, når jeg læser i danske aviser, at en del børn nu bruger nettet for gennem chatline, at fortælle om seksuelle overgreb. Det siger måske lidt om situationen i hjemmet, at en pige føler sig mere tryg ved at kommunikere med en ukendt person om sine problemer, end ved at tale med sine forældre. Plus og minus, jeg kan ikke helt greje denne udvikling. Det ryster mig, at der også er mange drenge, der bruger denne chatline, og at det ofte er familiemedlemmer, der er bag overgrebene. Far og onkel, jeg ækles og kan så godt forstå, at de unge kun har denne udvej, som chatline tilbyder. Så her er der da et godt eksempel på Nettets lyksaligheder.
Der kommer mere om dette emne, som jeg er meget optaget af. Jeg har selv svært ved at finde balancen. Jeg kunne bedre lide, når jeg spillede balut, at der stod en letpåklædt pige bag ved stolen og tørrede sveden af panden, tændte cigaren og kom med en frisk drink. Er det ikke bare kedeligt at skulle spille via nettet?
FAGRE NYE VERDENCHONBURI 5.oktober 2009
Leave a reply
