OM KINA I/private betragtninger

OM KINA I/private betragtninger

Denne artikel er den første i en planlagt serie om verdens snart nye supermagt Kina. Jeg vil forsøge at se på landet både udefra og indefra. Jeg er af den mening, at mange danskere vil have godt af at få et indtryk af en stormagt, der sandsynligvis indenfor en kort årrække vil være den globalt dominerende, men baseret på helt andre principper, der vil gribe ind i den danske og europæiske hverdag. Her er ingen hensyn til bløde værdier, sociale snyltere og med en holdning til at arbejde mindre og mindre mod forøget betaling og hvor det at have et arbejde ikke er ensbetydende med at bruge arbejdstiden til Facebook og lignende sociale netværk. Ingen udgifter til modefænomenet selvudvikling, kompetenceløft og med afkald på frihed, som blev solgt og erstattet med indkøb af overflod af produkter, der ikke er brug for, og livsværdier erstattet af bjerge af skrald fra overflodens totale og stærke strøm og med udbredelsen af ligegyldighed på den tidligere anstændighedens mark, ukrudt vokser som bekendt hurtigt.

Af alle anerkendte internationale nationaløkonomer betragtes Kinas utrolige finansielle udvikling over de sidste 10 til 20 år som alt fra et økonomisk mirakel, sidestillet med det, vi kendte fra Tyskland betegnet som Wirstschaftwunder (Efter anden verdenskrig med Adenauer som præsident og Erhard som finansminister), over til en finansiel sæbeboble, der snart brister og sker det, vil det have uoverskuelige konsekvenser for den globale økonomi. De sidste 10 år har Kina haft en fremgang på i gennemsnit 9.7 % i bruttonationalproduktet og landet har udviklet sig fra den grimme ælling rolle, et fattigt agrarsamfund, placeret som nummer 30 på verdensøkonomien scoringsliste til nummer 2 og stærkt på vej, uhindret, til at indtage førstepladsen. Dette fra årene 1979 til 2009.

Den nuværende indehaver af listens 1. plads er USA og der er interessante tal for udviklingen mellem de to systemer, Kina repræsenterende kommunismen og USA som repræsentant for kapitalismen, her er de vigtige; Fra 1989 til 2009 er samhandlen mellem de to magter (begge veje) vokset fra cirka 5 milliarder USD til mere end 350 milliarder USD og Kina er nu USA’s vigtigste samarbejdspartner og de lavprisvenlige importerede konsumvarer fra Kina til det glubende amerikanske marked, har forøget forbrugernes købekraft.  I samme periode har USA’s industri nedlagt et betydeligt antal arbejdspladser og mange amerikanske fabrikker har flyttet produktionen til Kina, en situation velkendt fra mange andre vestlige lande.

Men al fremgang har en pris. Med stigende skepsis ser mange indflydelsesrige amerikanske politikere på det faktum, at Kina er den største indehaver af US statsobligationer og USA’s eksport til Kina er faldet dramatisk, hvilket giver en negativ handelsbalance mellem de to lande af en betydelig størrelse.

Uacceptable handelsmetoder fra Kinas side har ført til en dominans på store segmenter af konsumentmarkedet og tab af amerikanske arbejdspladser. USA har forgæves via restriktioner og særaftaler indenfor WTO forsøgt at dæmme op for de skadelige virkninger, men vesten kan ikke på samme tid se fordelene i at markedsføre billige kinesiske produkter, der også i et land som Danmark giver bedre købekraft og kun tage fordelene, vi må alle sluge mange kameler.

Placerer jeg en anden optik i mit kamera, f.eks. et vidvinkel objektiv, får jeg et lidt både tankevækkende og frygtindgydende billede på min skærm. Kina vil efter al sandsynlighed snart være verdens dominerende økonomi, men også på andre vitale fronter indtage en ny rolle, for bag landets smilende facade gemmer der sig en uhæmmet ambition om at vippe de gamle arvefjender, herunder USA af pinden og overtage rattet i superbilen, alias verdens mest indflydelsesrige nation. De sidste år har der i Kina været ført mange kampagner for at stimulere nationalfølelsen og nedgøre Vesten ikke mindst USA. Kina har følt at Vesten har set med nedladende øjne på ”riget i midten” og udnyttet landet. Bitterheden har dybe historiske spor, som jeg vil beskrive meget senere, idet jeg gennem en række artikler om Kina vil prøve at illustrere min opfattelse af, hvor den globale verden er på vej hen.

Jeg må indrømme, at jeg støder på utroligt mange facetter i mine forsøg på at skabe et kvalificeret overblik, aspekterne er omfattende. Et af dem relaterer til en betragtning, der synes at spille ind i mange andre sammenhænge, nemlig den amerikanske opfattelse af, at der ikke er noget over eller ved siden af dem af det, der kaldes ”the American way of life” og naturligvis er der en sammenhæng til målet for den amerikanske drøm, som jeg har tidligere skrevet andre artikler om. Hvis drømmen er et hus, så består et hus (jeg ser bort fra byggegrunden) stort set af 2 hovedkomponenter, nemlig arbejdskraft og materialer. Førstnævnte er i USA underkastet fagforeningsregler, så den del af husets pris kan man ikke røre ved, men priserne på alle de nødvendige materialer kan bringes ned ved at anvende så mange billige produkter som muligt. Så jo lavere totalpris jo mere købekraft, den del vil amerikanerne og mange andre gerne acceptere, men mange amerikanere føler at Kina truer hele det scenarie, som kapitalismen repræsenterer, herunder den frie markedsøkonomi, der har gjort USA til verdens største eksportør, en rang Kina snart vil overtage. Så der er dualisme i billedet.

Et andet følsomt emne er naturligvis spørgsmålet om den fortsatte evaluering af amerikanske dollar, der er blevet betragtet som indikator nummer 1 i dansen om guldkalven. Nu vil Kina have dets valuta (yuan) noteret på lige vilkår og så kan du jo næsten ane, hvor det bærer hen. Og så som rosinen i pølseenden af Kinas fremmarch på snart alle markeder med næsten alle produkter kommer jo kopiprodukterne, som Japan før var den store eksportør af. Også dette land samt andre i Asien har Kina hægtet af i kapløbet om den globale attraktive rolle som verdens førende nation. En væsentlig årsag til Kinas økonomiske mirakel er evnen til dygtig kopiering.

Men for at kunne opretholde en stigende produktion, der skal afsættes på det globale marked kræves mange råmaterialer samt energi. Stål og olie de importante. Kina har sikret sig ved at opkøbe eller investere i disse forsyningskilder og det har også købt sig ind i eller helt overtaget mange selskaber i USA.

Det store tigerspring i Kina blev taget i 1979 da den daværende beslutningstager, Deng Xiaoping, gik væk fra den såkaldte centrale planøkonomi, som også kendes fra andre kommunistiske lande og erstattede den med et sæt af økonomiske reformer, der også relaterede til sociale forhold. Hovedtemaet var del og hersk, altså en decentralisering af beslutningskompetencer men med storebroder i kontrolstolen. Resultaterne af den nye politik taler deres tydelige sprog; Kina har i dag

• Mere end 355 millioner Internet brugere
• Mere end 705 millioner brugere af mobiltelefoner
• Verdens højeste stigning i bruttonationalproduktet sidste 10 år
• Central kontrol af 1.3 milliarder indbyggere
• Ingen opposition, ingen debat, ingen hensyn til bløde værdier
• Kina har verdens største hær
• Kina har atomvåben (højteknologiske)
• Kina har en formidabel arbejdsstyrke

Udadtil imponerende resultater og muskler at spille med, alle visioner på plads og gennemført med jernhård disciplin. Men på den indre front er der et stort antal negative faktorer

• Social uro
• Miljøproblemer
• En dårlig demografi
• I princippet en del insolvente finansielle instrumenter (som i USA)
• Stigende korruption

Og den del af verden, vi kalder Vesten, følger med tilbageholdt åndedræt det store strategispil, der for Kinas vedkommende omfatter udbygning af hær og flåde, militære alliancer med lande som Venezuela og Iran, køb af økonomisk indflydelse i andre lande i områderne råvarer, olie, stål og cement, stigende krav om indflydelse i WTO, FN med mere, jo der spilles med musklerne og selv Goliat i skikkelse af Obama er tilbageholdende i essentielle spørgsmål som menneskerettighederne, den globale opvarmning, og Kina har haft succes med at stikke kæppen i hjulet i forbindelse med mange vigtige internationale debatpunkter, herunder Vestens kluntede forsøg på at vise tænder overfor Iran, Burma, Nordkorea og sidste spørgsmål til de 64.000 kroner, hvordan med Taiwan?

Den store interesse ligger naturligvis i forlængelse af den nødvendige stabilisering af den globale økonomi efter nedturen, der ikke er helt overstået endnu. Som én af få verdensøkonomier ikke alene overlevede Kina krisen, men kom ud af 2009 med yderligere fremgang. OK landet gennemførte en hård linje overfor importeret arbejdskraft, der blev sendt retur, ingen øllebrødsbarmhjertighed her, slog oppositionelle elementer ned, men kunne tilføre samfundet stimuli pakker af uset omfang, hvor f.eks. Vesten betragtet under eet stadig slikker sårene med blandt andet en alvorlig stigning i arbejdsløsheden og er ramt af store sociale reparationsomkostninger, Kina ikke har.

Den globale finansielle krise har sandsynligvis delt verden i 2. Den tidligere rige verden vil se en nedgang i efterspørgslen, særligt i lande med et krakket finanssystem og meget store udlån til investeringer i fast ejendom, der er faldet måske 25 % i værdi, altså ingen sikkerhed for lånene. Et vigtigt samfundsøkonomisk styringsværktøj har altid været summen af privat gæld i forhold til privat indkomst. Tallet spiller en afgørende rolle for udlånspolitik, der igen har stor indflydelse på købekraften og så er vi tilbage i møllehjulet. For at komme ud af krisen må mange rige lande gennemføre tiltag for at styre disse finansielle instrumenter også fordi de må acceptere et stramt forhold mellem låntagning og offentlig gæld, al den stund de med lånte midler foretager indsprøjtninger i den nationale økonomi. Men de er stadig rige, sådan da.

De fremstormende økonomier som den kinesiske har et stort set omvendt problem. Kinas likviditet har nok sine begrænsninger, der investeres i sæbebobler og strukturen af de store stimuli pakker medfører pres indefra, og udefra et pres om at opskrive værdien af yuan, der vil reducere Kinas eksport og dermed stimulere Vestens produktionsapparat. Men Kina har også hårdt brug for at stimulere den nationale efterspørgsel og den afhænger af købekraften.

Den globale sammenhængende økonomi har mange tekniske/økonomiske modeller og værktøjer at arbejde med for at gennemføre en hensigtsmæssig strategi for den globale overordnede målsætning, men den har massive forhindringer undervejs. Der er mange sten at rydde af vejen i de nationale økonomier, se på Obamas sidste udspil, nemlig at pålægge de store finanshuse en pligt til at tilbagebetale bankpakkerne over en 10 års periode, fastlåsning af topgager med mere. Han kan roligt gøre det, for den private amerikanske finansverden er helt afhængig af støtten fra landets offentlige pengekasse. Endelig at hans forhold til Kina indrettes efter hensynet til den voldsomme arbejdsløshed og han kunne overveje at indføre høj importskat på produkter fra Kina og gør han det tirrer han den i forvejen nervøse tiger.

Vi skal ikke mange år tilbage for at huske Vestens frygt for at vække den slumrende bjørn USSR, nu er den afgået ved en stille død næsten i al ubemærkethed, ind i manegen har vi i stedet den aggressive asiatiske tiger og pudsigt nok er vi her i 2010 i tigerens år, men jeg vil godt spå, at denne tiger vil dominere dette århundrede enten vi bryder os om det eller ej.

Chonburi

17. januar 2010