-
DEMOKRATIET I THAILAND DEL II/1932/baggrund
Posted on April 16th, 2010 No commentsDEMOKRATIET I THAILAND DEL II/1932/baggrund
Året 1932 er skelsættende i Thailand, idet den daværende konge Rama VII afgav magten til folket via et ublodigt kup. Det vender jeg tilbage til. Han var således den sidste thailandske konge med uindskrænket magt og den første som repræsentant for det konstitutionelle monarki.
Kuppet blev gennemført af en gruppe bestående af ret få militære personer samt en række civile og jeg vil i næste kapitel beskrive denne gruppe nærmere.
Datoen for dette kup betegnes som fødselsdagen for indførelsen af demokratiet i landet, men det er ikke helt korrekt. Forudsætningerne for demokrati var naturligvis ikke til stede, så kupmagerne lovede de første frie demokratiske valg i 1940 efter denne prioritering; 1. Udarbejdelse af en konstitution, sammensætning af et nationalt assembly/parliment, en nødvendig uddannelse i perioden 1932 til 1940 af landets befolkning, så de kunne få basal indsigt i vilkårene for landets 100 % ændrede situation og dermed efter endt uddannelse var kvalificerede til at stemme og endelig som kronen på værket etableredes en regering med en leder, så var alt jo perfekt udadtil.
Lad mig gå eet skridt tilbage.
Demokrati, hvorledes blev det defineret dengang i landet kaldet Siam?
Jeg vil antage, at nogle af kupmagerne, nemlig de civile, har taget udgangspunkt i de altid eksisterende tanker de kloge på bjerget har gjort sig om den ideelle stat, f.eks. Platon og Aristoteles. Jeg henviser til deres værker herom. Grundlæggende hos Platon findes opdelingen i 3 måder en stat/land kan styres på; Monarki, aristokratiet (oligarki) eller af folket demokrati/flertallet. Dernæst taler han om den retfærdige stat, hvor den regerende magt ikke misbruger denne til at tage den største del af kagen, men sørger for at den fordeles så alle interesser tilgodeses. Utilfredshed eller begær fører uundgåeligt til en magtkamp. Platon inddelte samfundet i 3 grupper; de lave klasser, altså bønder og håndværkere samt handelsfolk, dernæst en klasse bestående af samfundets militær og politi med både interne og eksterne pligter, og endelig den sidste klasse regenterne, som han mente, skulle være skolede filosoffer.
Det er tankevækkende, at Platon gør sig til talsmand for, at de laveste klasser blot skulle sørge for de andre to klassers materielle goder og ikke skulle uddannes på nogen måde, men det forudsatte, at de regerende sigtede mod, at der ikke skulle være alt for stor forskel på rig og fattig. Den mellemste klasse skulle gennemgå en krævende og streng uddannelse, de skulle danne samfundets elite. Og nu kommer hans tese, der er god at huske; den private ejendomsret skulle kun være i den nederste klasse, eliten måtte ikke have fast ejendom, så deres private interesser ville overskygge deres pligter overfor opretholdelsen af et retfærdigt samfund.
De bedste af eliten skulle udgøre statens regenter/ledere.
Aristoteles var ikke enig, heldigvis. Monarki kunne nemt føre til tyranni, og tilsvarende havde han indvendinger mod elitens hensigter, så for ham var det bedste en blanding af eliten og folket/demokratiet. Denne model kaldte han for politia. Men begge var enige om at statens opgave er at sikre samfundets fælles bedste.
Tanken om det retfærdige samfund er en Branding, et bannermærke som senere er blevet brugt af alle politiske industrier for at komme til magten. Der er ingen ende på idealismen og løfterne. Det retfærdige samfund, den ideale stat har grundprincipper, først og fremmest frihed, personlig, religiøs og politisk. Men det er frihed under ansvar. Uindskrænkede rettigheder lige fra ytringsfrihed til måden, du vil indrette din lejlighed på. Og ikke at glemme de flotte ord; My home is my castle, her kan ingen tage mig, medmindre jeg har overtrådt alvorlige spilleregler.
Dernæst taler vi om ligheden, om en retfærdig lighed for alle og overfor loven. Vi betragter begrebet lidt omvendt, for er der ulighed i samfundet i fordelingen af samfundets slikbutik, så er der uretfærdighed. Så kommer jeg til lidt til Ayn Rand nemlig, at der kan gives adgang for alle til samtlige goder baseret på fair konkurrence, altså ikke en styret fordeling via tildelte rationeringsmærker tilpasset moralen om, at du ikke kan tage mere ud af butikken, end du bidrager med.
Jeg har taget nogle tigerspring, det ved jeg godt. Vi kunne bruge megen tid på at tale om det nødvendige samfund, om ejendomsretten til jord, ejendom, produktionsmidlerne alle begreberne fastlås i modsætninger og et hav af samfunds/nationaløkonomiske modeller. Vi ender ved Utopia, riget med den fuldkomne frihed og hvor alle former for ejendomsret tilhører alle og vel nok dermed ingen. Vi ender altså her ved Karl Marx og det er med god grund, jeg gør det, for ham skal vi læse mere om, han kom handy ind med sine samfundsmodeller, da Siam/Thailand skulle have sin første konstitution.
Men at tænke alt dette igennem, var der ikke tid til i 1932. Arkitekterne bag kuppet havde hentet betydelig inspiration i Frankrig, men tilpasset deres tanker til det fædrene lands daværende samfundsstruktur.
Det thailandske samfund, eller rettere det siamske samfund var styret enevældigt af kong Rama VII, der egentlig blev konge mod sin vilje. I ordet enevældigt ligger altså implicit, at alle landets indtægter blev afleveret hos ham og han betalte så alle udgifterne. Jeg har skrevet en del artikler tidligere om det daværende system. Årsagen til kuppet den 24. juni 1932 har egentlig en af sine rødder i det faktum, at kongen og eliten sendte deres børn til udlandet for at få den bedst mulige uddannelse. De fleste kom til England og Frankrig og i begge lande var enevælden for længst erstattet af demokrati. Ophold og rejser i Vesten har naturligvis inspireret de unge, der havde store problemer med at vende tilbage til et middelaldersamfund med en håbløs struktur. Tidligere havde fremsynede konger banet vejen for en vesterlandsk tankegang ved også at lade vesterlændinge fungere som undervisere og rådgivere i Siam. Med andre ord havde de i princippet selv været med til at indføre tiltag for ændringer i magtspillet, der gled dem af hænde i slutspillet, men kun næsten.
Det er jo et paradoks, at samtidig med at fremsynede regenter indførte reformer, lagde de grunden til den sidste og afgørende, der imidlertid aldrig virkeligt realiseret som tænkt, nemlig at overlade Siam, landet, der med hud og hår tilhørte den til enhver tid siddende regent, til landets befolkning for derigennem at lade folkets ønsker og magt styre landet frem til en bedre fremtid for dets borgere.
RAMA VII
Det skal nævnes, at kongen selv var træt af sin rolle og der var blandt eliten stor utilfredshed med hans og sønnernes store privatforbrug, hvilket ikke er helt korrekt, disse negative opfattelser hører hjemme under hans forgænger Rama VI. Men Rama VII var tilhænger af en ændring af magtbasen, havde gjort sig mange tanker herom og naturligvis rådført sig med sine nærmeste rådgivere, hvilket medførte meget komplicerede situationer. Men set under eet, dannede de foregående års reformer og stigende accept af vesterlandsk tankegang, den næsten perfekte base for et såkaldt kup, der forløb smertefrit og uden blodsudgydelse.
Det vil være nødvendigt i korte træk at komme med lidt oplysninger om den thailandske samfundsstruktur omkring 1900-1932. Landet var et typisk agrarsamfund, og der var en dyb afgrund af forskel på eliten i Bangkok med kongehuset i spidsen og det fattige samfund, der blev betragtet som det laveste trin. Dette samfund havde imidlertid den fordel, at de var selvforsynende og ordnede alt uden indblanding fra hovedstaden. Eliten regerede efter forgodtbefindende, havde ekstravagante vaner og kongefamilies/overklassens store overforbrug medførte et underskud i den royale kasse og tilmed var landet også ramt af de negative virkninger af den internationale depression.
Rama VII, der blev konge i 1925, var barn nummer 76 (yngste søn) af den elskede Konge Chulalongkorn (Rama V) kunne ikke fortsætte de moderniseringsbestræbelser, som Rama V havde sat i gang, eller rettere hans rådgivere støttede ham ikke. Han blev konge mod sin vilje, så han besteg tronen uden at have de nødvendige forudsætninger og dertil kom, at han ikke var særlig robust. Udviklingen gik for stærkt og omfattede den politiske struktur, modernisering af undervisning, nationaløkonomi, militær, politi og regeringsapparatet. I 1931 stiftedes det kommunistiske parti. Udenrigspolitikken var i væsentlig grad dikteret af stormagternes spil om indflydelsen i Sydøst Asien og Thailand bøjer sig som bekendt altid med vinden for at sikre aldrig at komme i klemme.
Rama VII havde overtaget et fallitbo, landet var i økonomisk uføre med stort underskud, den kongelige kasse blev administreret via tvivlsomme transaktioner, og regeringens medlemmer var ikke alle loyale mod ham. Han fik en del skiftet ud og skabte de facto en handlekraftig gruppe, der indførte positive tiltag for landet, men gruppen gennemførte en ændring, der blev en del af baggrunden for kuppet, nemlig at reducere lønningerne for offentlige ansatte for at forbedre landets økonomi.
På samme tid forsøgte Rama VII helhjertet at skabe en national samhørighed, der skulle binde samfundet sammen fra kongehuset, via buddhismen til borgerne. Det var ikke en nem opgave at styre et samfund, der i administrativt henseende frem til perioden omkring 1875 havde anvendt decentraliserede strukturer, der var tilpasset de mange regioner. Med Rama V indføres tanken om et centralt system for hele landet og det er min opfattelse, at man måske dengang ikke fik solgt ideen godt nok til det nordlige Thailand og at der dermed var skabt basis for konflikten mellem eliten i Bangkok og området. Derfor havde kommunismen nemt ved at vinde gehør.
Uagtet at Rama VI og Rama VII havde gjort, hvad de kunne for at fortsætte faderens tiltag for at modernisere landet, blev dette på mange måder bremset af konflikter og modsatrettede interesser.
I april 1932, den 6. på 150 årsdagen for kongeslægten Chakris uafbrudte besiddelse af Siams trone, forelagde kongen selv en plan for, hvorledes magten skulle ændres til et konstitutionelt monarki, men hans rådgivere og kronprinsen var naturligvis modstandere af hans plan. Kongen var den, der aldrig lagde skjul på, at nationens interesser stod højere end hans personlige og den udmelding passede ikke hans hof, der nød godt af et liv i luksus på andres bekostning. Prins Boripat, der var tronens arvtager var også 100 % imod faderens planer og den situation fra 1932 viser stadig sit ansigt.
Med andre ord, alle ingredienserne, der er grundlag for en revolution var til stede. De fromme ønsker om den perfekte stat, alle drømmene, de flotte slagord om det paradis, der ventede alle, bare kongens magt ændrede sig, tændte julelysene i øjnene.
Det skulle gå anderledes, den 24. juni 1932 afgav kongen sin magt.
Dermed fik en ny samfundsklasse adgang til rigets pengekasse og fra den dag til i dag er det den, og udelukkende den, det drejer sig om. Alle andre hensigtserklæringer om, hvad en person eller et parti agter at gøre, hvis de vælges, er floskler og de tager til i omfang på samme tid og med samme hastighed, som pengemængden i pengeskabet vokser.
Chonburi 16. april 2010
Leave a reply
