-
DEMOKRATIET I THAILAND DEL I/introduktion
Posted on April 15th, 2010 No commentsDEMOKRATIET I THAILAND DEL I/introduktion
I forbindelse med de mange uroligheder, der har præget Thailand i marts og april måned 2010, har jeg sendt lidt nyheder, fordelt over en del mails, til mine kontakter for at prøve at give dem lidt andre synsvinkler end dem, der fremgår af dagspressen hjemme. Jeg har så konstateret, at det nok ikke er så nemt umiddelbart at forstå baggrunden for problemerne, så jeg vil se, om jeg kan finde tid til at studere dette interessante emne nærmer og videregive essensen af mine studier.
Udadtil har Thailand demokrati, eller som det betegnes her konstitutionelt demokrati, der har sit udspring i et ublodigt kup i 1932. Siden da har landet haft 11 gennemførte militærkup, de ikke-gennemførte har jeg ikke tal på. I årene 1932-2008 har landet haft 55 regeringschefer, hvoraf de 17 siges at være demokratisk valgt.
Der har været en del modeller i brug for statens, altså ikke landets, basale ledelsesprincipper, der betegnes som den tredimensionale stat; Udvikling, sikkerhed og deltagelse, der alle er interaktive. Den sidste model er fra 1980erne og skitserer forholdet mellem borgerne og staten, idet det forudses at borgerne har disse karakteristika/drivende faktorer; Frygt, ønsket om at leve et lykkeligt liv og baseret på værdighed. I modellen betegnes samfundet som borgerne og regeringsapparatet som staten.
Udviklingen skal ske baseret på historiske data koblet sammen med virkningerne af nuværende og vurderede fremtidige faktorer, der vil øve indflydelse i bestræbelserne på at nå den samfundsmodel, der opfylder borgernes forventninger. Sikkerheden defineres som en opgave for staten at sikre først og fremmest alle landets grænser og i tilfælde af interne stridigheder bringe disse til ophør. I definitionen ligger altså, at borgerne skal føle sig sikre mod angreb af såvel intern som ekstern karakter.
Deltagelse defineres som alle borgeres ret til at deltage på alle niveauer i statens anliggender af både social og politisk karakter også omfattende nationaløkonomiske forhold og i en aktiv deltagelse forventes, at borgerne får indflydelse på de tiltag, der skal sikre gennemførelsen af, at borgerne kan leve uden frygt, opnå lykke og leve i værdighed.
I den nævnte periode har landet haft 14 konstitutioner og de 48 år af de 76 fra 1932-2008 har regeringsmagten ligget hos militæret. Det, vi oplever igen i 2010 er en fil, der er set før og den har dette indhold;
Militært kup, ændring af konstitutionen, godkendelse af politiske partier, valg, regeringssammensætning, lykkelige dage, kriser og nyt kup.
For god ordens skyld skal det omtales, at landet officielt har konstitutionelt monarki, med H.M. Kongen som er landets/statens overhoved, Chef for alle hær/flåde/fly enheder, landets øverste Buddhist og varetager af alle religioner. Alle landets konstitutioner skal acceptere kongens uindskrænkede magt, som er givet ham af folket, og som han udøver gennem tre instanser; de lovgivende instanser; Nationalforsamling/repræsentanternes hus /senatet, den udøvende landets regering og den dømmende landets retssystem.
KING RAMA IX
Det er med beklagelse jeg må skrive, at de mange regeringer fra 1937 i stor grad skal knyttes til begrebet korruption. Det er velkendt at den totale effekt af ”belønninger” fra regeringskontrakter ligger mellem 20 % og 40 % til den godkendende implicerede myndighed, i særlige tilfælde har ”te-pengene” andraget mere. Jeg har i flere tidligere artikler beskrevet disse fænomener indgående, men i forbindelse med mine betragtninger om landets forhold til demokrati, må dette begreb bringes i erindring.
Militærets mange kup kan inddeles i magtovertagelser alene for magtens skyld, eller for at forsøge at bruge den til indførelse af demokrati, anden politisk indflydelse, bekæmpelse af stigende kommunistiske organisationer, eller for halvhjertet at blande sig i den samfundsmæssige balance. Men i en underliggende årsag finder vi sikkert visse generalers ambition om at komme til syltetøjskrukken. Det er en erfaring, at militæret skal udvise tålmodighed og gradvist bruge magten til at sluse ægte demokrati ind i samfundet, en øvelse, der er svær, men jeg husker en thailandsk general, der i 1992 udtalte, at generaler ikke har forstand på politik, klogt sagt.
Det var dengang magtfordelingen var klar som solen på en skyfri dag. Militæret indsatte en regering af håndplukkede personer fra eliten og forretningsverdenen mod til gengæld at placere en general som bestyrelsesformand, der igen ansatte nøglepersoner tro mod Robin Hood, men omvendt fortegn, gevinsterne kom aldrig ud af lommerne, der blev dybere og dybere. I Thailand bruges denne vending stadig, at have store og dybe lommer og netværket, de repræsenterer, er stort.
Så sandheden er, at under dække af politik og demokrati har kampen om de indtægtsskabende indflydelsesrige positioner været den, det hele drejer sig om. Foran militæret og også en vis del af forretningseliten (Thaksin som eksempel) står den store skattekiste med ubegrænsede midler fra korruption, hvem vil ikke gerne deltage i denne kamp? Når Thaksin har fyldt sine lommer, breder misundelsen sig, så væk med ham, nu er det vores tur. En meget stor indtægtskilde er kontrakter med forsvaret, der altid mangler eet eller andet. Umiddelbart efter kuppet i 1991, da militæret skubbede den folkevalgte regering af pinden, gik der én måned, så var der ikke materialer nok i landet til at bygge nye anlæg til militæret. Så det er kampen om magt og adgang til Aladdins hule, der er det centrale led. Ingen af parterne fra de stridende har bare den mindste respekt for landets borgere og intet ønske om at bringe landet fremad, at sikre bedre vilkår, uddannelse og en sund samfundsøkonomi. Thailand og solidaritet for slet ikke at tale om demokrati er begreber med stor afstand mellem sig.
Et sandt demokrati kræver en indsats fra samfundets borgere, en 100 % accept af demokratiets grundlæggende spilleregler, respekt for demokratiske normer, partisystemerne og deres regelsæt og ikke mindst spillet mellem den siddende regering og oppositionen. Disse grundlæggende forudsætninger eksisterer ikke i Thailand.
De amatøragtige forsøg på i demokratiets navn at komme til magten for udelukkende at spise af de mange retter på ”tag-selv-bordet”, har gjort det nemt for militæret at sætte sig ind i førersædet, når amatørernes kluntede forsøg medførte store problemer for landet, som vi ser det nu her i foråret 2010.
Men det er bestemt ikke godt for demokratiets udvikling, når militærkup erstatter frie valg. Men her i introduktionen bør jeg omtale, at en stor svaghed ved de såkaldte demokratiske valg er begrebet stemmekøb. For mange spiller politiske holdninger eller sympatier ikke en særlig stor rolle, så deres stemmer er udbudt på markedet til højstbydende. I mange mindre lokalsamfund sættes de på auktion og den, der løber med sejren videresælger stemmerne til det højstbydende politiske parti. For at forstå denne fremgangsmåde skal man sætte sig grundigt ind i forholdene, hvoraf manglende almen uddannelse og politisk indsigt spiller hovedrollen. En anden problemstilling er, om der i dag overhovedet eksisterer et begreb som national identitet? Thais er meget optaget af at tale om politik og demokrati, men de har ikke et ægte demokrati og deres såkaldte politik er en sammensurium af partier og fraktioner, så selv i dag med alle moderne kommunikationsmidler, er det svært at få øje på den røde tråd, medmindre den udmønter sig i det sprog, alle forstår, nemlig kontanter.
Sandheden er at for de fleste politikere dækker ordet demokrati ikke over det endelige produkt, men som et statistik led i et teater, hvor aktørerne er amatører eller statister. Med ordet placeret i højtflyvende bannere bæres produktet ind på markedet som en trojansk hest, men indeni sidder de manipulerende med kun én tanke i hovedet, nemlig at komme til magten, der er mange år mellem en politisk leder herude, der tænker på nationens ve og vel og at ordet demokrati bør stå for en ledelse af landet af folkevalgte personer, der ved hjælp af ”folket” vil arbejde for dets bedste. (Benjamin Franklin).
En hæmsko har i mange år været, at værdifulde bøger forfattet af ikoner i landets politiske udvikling, har været tabu og kun været tilgængelige i udlandet. Jeg har selv anskaffet en del bøger om Thailand fra mine lange ophold i Singapore, herunder de forbudte om det thailandske kongehus, der har spillet og stadig spiller en dominerende rolle, når vi taler om landets demokrati.
Lad mig komme med disse kommentarer. I den omgangskreds, jeg befinder mig i, synes der at være konsensus for, at den thailandske befolkning ikke ønsker sandt demokrati, men ÉN, der bestemmer. Hvorfor? Jo, vi ønsker ikke ansvar, for hvis det går galt, skal vi bebrejde os selv, bedre at have en at placere skylden hos.
Den tidligere premierminister Chavaliet udtalte i 1990erne, at det havde været bedre om revolutionen i 1932 havde fundet sted langt senere. Kongen afgav sin magt for tidligt, landet var ikke parat til demokrati. Det er det stadig ikke, efter min opfattelse.
Demokrati er mere end et politisk instrument. Det er fremsyn og et moralkodeks, der bør omspænde sociale og moralske vilkår. Hvis et demokrati skal fungere, skal det bestå af ærlige og veluddannede borgere, som foruden de nationale vilkår også er på udkig efter udviklingen udenfor sit lands rammer. Hvordan skal stakkels Thailand følge med i den globale udvikling? Det er allerede godt på vej til en lav placering i nederste division.
Denne introduktion har mange huller, som jeg håber at kunne fylde ud med efterfølgende artikler om dette interessante emne.
Chonburi 15. april 2010
Leave a reply
