-
DEMOKRATIET I THAILAND DEL IV/1943-1973
Posted on April 19th, 2010 No commentsDEMOKRATIET I THAILAND DEL IV/1943-1973
Jeg er klar over, at jeg har kastet mig ud i en længere opgave. Men jeg er blevet grebet ved tanken om, at en del af denne frivillige tesis-lignende opgave kan bidrage til at få bare en anelse mere indsigt i en kultur, der i mønster og struktur er så vanskeligt at få hold på.
For at komme kompasset rundt kræves der en god portion hjemmearbejde, det er ikke noget nyt, men det er overraskende, at det er så svært at få struktur på de delelementer, der tilsammen skal udgøre helheden.
Lad mig så komme med den kommentar, at Thailand for det meste overlever på at kopiere, der er desværre ikke mange ting, Thais selv kan. Så grundlaget for det ublodige kup i 1932 var baseret på kopier af franske, tysk/engelske og kinesiske modeller, der ikke har været tilstrækkeligt tilpasset den meget specielle kultur dette land har og derfor må siges at have fejlet. Over perioden er det hele endt med, at landet har et Thai socialt og kulturelt tilpasset demokrati, et stort træ, der svinger med den til enhver tid herskende vindretning. Det er et komfortabelt og uforpligtende synspunkt, der ikke kræver den store indsats. Men når disse ironiske kommentarer er glemt, står tilbage et billede, der er meget korrekt, nemlig at Thailand ikke har kunnet anvende vestens demokratiske/politiske modeller, der i 1930erne havde undergået en betydelig udvikling og tilpasning, der havde fjernet sig milevidt fra de oprindelige modeller, men det blev også overset, idealerne var i centrum, slagordene på plads, de politiske løfter uden jordforbindelse.
Det er for tidskrævende og for belastende for læsernes tålmodighed at beskrive udviklingen på en logisk facon, dertil er det materiale jeg bruger for divergerende, omfattende og fyldt med faktuelle fejl. Men jeg prøver så at anvende denne fremgangsmetode;
Der synes at være to hovedretninger, den ene er holdet af politiske power-spillere, den anden er den politiske struktur/kultur. Den politiske arena er domineret af 4 aktører, der hver for sig mener at spille hovedrollen; kongehuset, militæret, de større politiske partier og endelig den thailandske befolkning. I min pure ungdom var jeg aktiv på Det ny Teater i København og fik et godt kendskab til opgaverne både foran, på og bag ved scenen. Den har som bekendt en drejeskive/drejescene, og som jeg ser udviklingen i det thailandske politiske dukketeater, drejer scenen rundt med vilkårlige intervaller og i rampelyset befinder én af de omtalte 4 hovedaktører sig, soler sig i projektørlyset, medens de 3 andre utålmodigt afventer deres tur og hvis ventetiden er for lang, sørger de for at scenen skifter til deres fordel. Til dette skuespil er der intet rollehæfte, ingen fastlagte replikker og ingen instruktør, men masser af publikum, hvor prisen for billetten er betalt via statskontrolleret og accepteret korruption.
Kongehuset/magten
Uagtet at det ikke er så velset at omtale det thailandske kongehus, så er der trods alt historiske fakta, ingen kan komme uden om og en beskrivelse af landets udvikling vil lide under manglen på sober beskrivelse af landets dominerende magtbase.
Siden Arilds dage har enten konger eller despoter regeret denne verden, det gælder også Thailand. Langt de fleste kongedømmer i dag er et konstitutionelt monarki, der forstår at tilpasse sig til udviklingen, det ses i f.eks. i de nordiske lande. Og mon det ikke er kongehuset, der altid er den udfarende kraft? Det er jo i virkeligheden dets eneste mulighed, for historien har jo bevist faren ved, at en person har al magt, underforstået at hvis man fjerner denne person, har man overtaget chefstolen. Landets kongehistorie er rig på dramatik og har haft både gode og ikke så gode stillingsindehavere. Mere end nogen anden kongeslægt har Chakri dynastiet præget Thailand med opfattelsen af, at den regerende konge er en reinkarnation af en højt respekteret Buddha og dermed er i besiddelse af al verdens visdom og evnen til at forene alle gode ting og hensyntagen til samtlige landets interesserer, forenet i én og samme person. Det kan vist betegnes som overmenneskelige krav, men Hans Majestæt Kong Bhumibol, har magtet denne opgave som verdens længst siddende regent og har gennemlevet de mest kritiske år efter fødslen af det nye Thailand. At han også er verdens rigeste monark og Thailands mest velhavende person, skal jeg komme tilbage til på et senere tidspunkt.
Kongen vælges af et særligt råd (Privy Counsil), der dermed i virkeligheden er det, vi herude kalder for ” the king-makers”, dvs. at det kan forstås sådan, at rådet vælger en konge, der tilgodeser dets primære interesserer, der ikke nødvendigvis behøver at falde sammen med landets.
Kongen har ret til at pege på sin efterfølger. Og her er en kendsgerning ikke mange kender. Kongen har nemlig ikke alene udpeget sin eneste søn, men en af sine døtre også, nemlig prinsesse Sirindhorn.
Jeg skal blot minde om, at uanset hvilke af de tre andre aktører, der for en periode indtager hovedrollen, kan dette kun lade sig gøre med accept fra landets ubestridte nationale samlingssymbol.
Militæret
Som omtalt i kapitel III startede magtkampen om landets chefpost dagen efter kuppet den 24. juni 1932. Militæret indtog den holdning, at kun det kunne sikre landet sikkerhedsmæssigt og politisk stabilt med henblik på at skabe den nødvendige platform for at realisere målsætningen for kuppet. Den kamp har nu varet i snart 78 år og jeg kan ikke få øje på en slutning. I årelange perioder har landet været et 100 % militærdiktatur med brutale ledere, der hensynsløst henrettede deres modstandere og stjal af landets pengekasse med en grådighed uden grænser. Den værste var general Sarit.
Militæret sikrede sig, at det havde ret til at udpege regeringslederen samt medlemmer til landets senat og repræsentanterne hus med 75 % af alle medlemmer, ordet demokrati var en kæmpejoke. Sagt på en anden måde, militæret sikrede sig indflydelse på alle bestemmende poster indenfor den lovgivende, udførende og dømmende sektor. Det fik en stor opbakning fra eliten i den kinesiske forretningsverden, der betalte store summer for at kunne arbejde uhindret med at opbygge landets førende virksomheder. På samme tid besatte generaler næsten alle bestyrelsesposter i statsejede selskaber, herunder som eksempel Thai International Airways.
Dette billede var på skærmen til omkring 1990. I begyndelsen af 1990erne var der stigende utilfredshed med ”generalernes klub” og presset blev så stort at magten blev afgivet til folket i 1997, hvor landet fik en ny (igen) konstitution.
Politiske partier
Der er ikke tradition for at forme politiske partier på samme grundlag, som vi kender det i vesten. I Thailand stiftes partier, der skal varetage meget specifikke fraktioners interesser og det er interessant at bemærke, at vælgerne er meget personorienterede, langt mere end i det politiske program. Tit skifter kandidater parti fra det ene sekund til det andet, men får stadig mange stemmer, hans vælgere følger ham. Det har derfor været et stort problem at holde partidisciplin, hvilket ofte ses i forbindelse med afstemninger, hvor en minister kan stemme for et forslag, der indebærer en økonomisk fordel for ham, uagtet at hans parti i princippet er i mod forslaget. Der er heller ikke meget demokrati i partierne, deres ledere bestemmer ofte hen over hovedet på medlemmerne efter princippet, jeg alene ved.
Folkets magt/indflydelse
Jeg tror landets borgere kan inddeles i 2 grupper. De uddannede, der selv kan forme deres meninger og stemmer derefter, når der udskrives frie valg, den anden gruppe, de ringest uddannede, hvis indsigt i basal politik og demokrati er ikke-eksisterende og som derfor sælger deres stemme til den højestbydende politiker. Dette er en meget grov inddeling, det ved jeg godt, der er mange nuancer og visse steder en spirende bevidsthed om, at den nuværende struktur står for fald, hvilket situationen i Thailand/Bangkok i marts og april måned 2010 tydeligt dokumenterer. Folkets magt er stigende også i forbindelse med rådigheden over alle moderne kommunikationsmidler. Lad så være, at vi kan diskutere om Thaksin ved valget i 2005 fik 19 millioner stemmer, hvoraf de fleste var indkøbte til lejligheden, de var en magtfaktor ingen kunne overse.
Politisk kultur
Den store politiske manege er præget af 800 års dominans fra eliten og dermed en struktur, der er vanskelig at slippe af med. De fleste Thais er ikke dybere engageret i politik set på landsplan, men langt mere i og omkring det nære samfund. Og der er jo ingen, der kan forklare det store billede, som alle skal være aktive deltagere i, og det skaber en kultur, der præges af passivitet og ofte på basis af en tidshorisont af få timers varighed. Det er ikke en joke.
Majoriteten af landets vælgere er ikke politiserede og interesserer sig meget lidt for det, der foregår i det politiske teater, jeg skal nok lade være med at kalde det for hverken det Kongelige eller Det Ny, men nok nærmere Stærekassen eller Gamle Scene. Den kender vi, her er vi tilpassede, behersker spillereglerne og der kræves ikke meget af os. Der er altså ikke en politisk bevidsthed eller ansvarsfølelse overfor samfundet, jeg kan ikke få øje på mange nationale samlingsmærker/ikoner, jo eet, der snart falder ned som et stjerneskud.
Der er altså dybe konflikter mellem de kulturpolitiske opfattelser af eliten og befolkningen i de rurale områder.
Thai kultur
For at gøre det samlede billede mere komplet må nødvendiges tilføjes et par elementer mere, nemlig buddhismen, der spiller en altdominerende rolle, herunder de mystiske begreber, der knytter sig til denne filosofi (overtro/ånder/mystik) samt det generelle holdningsmønster, der kendetegner Thais, det mest velkendte ”Mai Pen Rai” oversat ”Det betyder ikke noget”. Når det ikke betyder noget for mig, er det altså ikke accepteret, jeg skal/kan ikke tage stilling til det, for gør jeg det, har jeg pådraget mig et ansvar. Hertil skal tilføjes et par andre karaktertræk, der er lidt fremmed for landets gæster;
Thais er nødt til at have facade, ansigtet udadtil, illusioner og lystløgne. Deres beundring for de ledere, der beriger sig på samfundets bekostning, deres accept af politiets umættelige likviditetsbehov og endelig deres hierarki, som de helst ikke taler for meget om, men som er grundlaget for samfunds sociale struktur og afrundet med deres enestående vilje til kun at reagere på følelser, rationel tankegang er ikke højt på ønskelisten.
Jeg stiftede bekendtskab med landet første gang i 1969 og har besøgt Thailand senere mange gange mest i forbindelse med forretninger. Jeg havde i perioden 1973-1991 meget tæt kontakt med det etablerede internationale netværk og siden 1996 er jeg permanent registreret som bosiddende her og jeg betaler skat. De mange år har givet en del indblik i det rigtige Thailand og jeg kan derfor understøtte det synspunkt, at landet har sin egen meget særprægede demokratiske opfattelse, der ikke umiddelbart kan sammenlignes med den form, vi kender i Danmark.
Fra 1943 frem til 1973
Baseret på foranstående grundlæggende betragtninger tager jeg så fat på at beskrive demokratiets udvikling. Fra de foregående artikler om emnet har jeg skrevet, at indtil 1930 var landet stort set et agrarsamfund, og militæret var i forhold til bønderne et moderne og velfungerende apparat, styret af eliten, og det var naturligt at magten lå hos dem. Efter en kort årrække med skiftende ledere tog hærchefen Phibun og hans kolleger magten i 1938 og indførte de facto et militærdiktatur. Deres beundring for fascisme og nazisme var stor og deres modstandere blev henrettet for et godt ord. Der var ikke nogen sympati til overs for de tanker Pridi havde opbygget sin konstitution på, de nye magthavere så med langt større beundring på Japan, der tilbød at modernisere Thailand.
Ændringen af landets ledelse medførte også en meget hård kurs overfor den store og dygtige kinesiske elite af forretningspersoner, der blev udsat for afpresning, ekstra skatter og en nationalisering af store områder som olie/benzin, ris og tobak, i princippet en anti kinesisk stramning, hvor japansk-thailandske interesser blev fremmet, et meget uheldigt skaktræk fra Phibuns side, for landet kunne ikke klare sig uden det kinesiske samfunds knowhow. Denne aktion kom til at sætte dybe spor i samfundet.
I 1939 ændrede Phibun landets navn fra Siam til Thailand, idet Siam var et kinesisk navn.
Samarbejdet med Japan førte til, at Thailand indgik en forsvarsalliance med dem og som følge heraf erklærede USA og England krig i januar 1942. Jeg skal ikke komme nærmere ind på krigsårene, blot omtale at Phibun trådte tilbage i 1944 da han kunne skimte, at Japan ville tabe krigen, men han vendte tilbage igen som regeringsleder.
England og Frankrig tilgav aldrig, at Thailand havde tilsluttet sig aksemagterne og det var en yderst kompliceret affære at klare krigserklæringen mod USA, der endte med et kompromis, fordi den thailandske ambassadør havde ”glemt” at aflevere erklæringen.
I årene efter krigen fik USA og Thailand etableret et godt samarbejde, idet USA havde brug for landet som brohoved mod den store kommunistiske trussel, der havde indtaget South East Asia. USA havde brug for en stærk profil og Phibun var deres mand og han blev genindsat som regeringsleder i 1948 og blev afsat ved et kup i 1957. Han havde i sin periode fortsat sine anti kinesiske aktioner og iværksatte tilsvarende mod muslimerne i de 4 af Malaysias nordlige provinser, der var blevet overladt til Thailand af Japan i 1942. Hans regeringsledelse var desværre for svag og hans nærmeste medarbejdere fik lov til at udføre korruption, der tog til i omfang og til slut også vakte kongens mishag. Landets daværende politichef var åbenlys leder af handel med opium.
Den nye stærke mand hed Sarit, der også var feltmarskal. Han huskes i dag som den leder, der i sin periode bedrog landet for en sum på 80 milliarder THB omregnet til nyværdi. Men han var den, der brugte sin magt til at indføre nye liberale former for nationaløkonomi, han opfordrede udlandet til at investere i sit land, han iværksatte initiativer med henblik på at forbedre landbrugets vilkår og han satte en del kræfter ind på at få et nyt og bedre undervisningssystem.
SARIT
Han er beskrevet som en general, der følte at landets forsøg på at indføre demokrati havde fejlet og at kun en stærk militær ledelse var svaret. Hvad hele landet først erfarede efter hans død var, at han i virkeligheden var datidens mest korrupte leder, og når han i den grad kunne skjule sine lyssky transaktioner skyldes det, at kun meget få var vidende om dem og da han kontrollerede alle budgetter og dermed landets cashflow var det en nem opgave.
I 1963, ved Sarits død, overlades magten til en anden stærk mand og da USA begyndte at investere i Thailand og sikrede sig baser her i forbindelse med de eskalerende problemer i Indokina, voksede Thailands økonomi som aldrig før. Frem til 1973 var landet altså ledet af stærke personer, enten generaler eller af dem indsatte og kontrollerede regeringschefer. Men alle havde overset virkningen af den økonomiske fremgang koblet sammen med forøget viden og i 1973 gjorde studenterne så oprør. Dette har jeg beskrevet i en tidligere artikel.
Året 1973 er så afslutningen på de stærke mands æra, der begyndte i 1943. Der var altså ikke meget demokrati at få øje på. 60 års militært styre sætter sit præg, der er en hel generation af Thais, der er vokset op med frihed udadtil, men uden reel indflydelse på landets vilkår og som passive tilskuere til generalernes umættelige appetit for kontanter, korruption og nepotisme. Til denne skueret kan du tilføje et helt batteri af stærke krydderier, hvor produkterne hedder snigmord, attentatforsøg, manipulationer, magtmisbrug, listen er lang.
Der var enkelte gode ledere af og til, men de havde beskeden indflydelse og fik kun lov til at dele krummerne ud fra de riges bord, når de havde afsluttet deres måltid. I 60 års perioden voksede landets befolkning fra 16 til 39 millioner og der var en særdeles positiv udvikling i bruttonationalproduktet og en meget lav inflation, hvilket dengang havde en væsentlig bidragsfaktor nemlig Thais præference for landets egne produkter. Der henvises ofte til denne periode som den ideale model for landet, der ikke købte mange importerede varer, men kunne overleve fint uden. Det var altså dengang, men der er stadig en væsentlig faktor, der gælder endnu, nemlig at over 50 % af landets samlede økonomi er undergrundsbaseret, ingen skat, moms og regnskaber og store summer ud af landet. At forsøge at tale om et retfærdigt samfund, hvor alt fordeles på bedste demokratiske måde er utopi. Thais trives i bedste velgående og vil aldrig acceptere andre modeller, i hvert fald ikke efter min vurdering, men jeg kan jo sagtens blive modbevist, en dag.
Thailands stigende industrialisering koblet sammen med store indtægter fra turisme og domestik købekraft forøgede på samme tid størrelsen af ”accepteret” korruption samt alle de metoder pengene suges ud af syltetøjskrukken på, men systemet er en betydelig hindring for udviklingen af demokratiet.
CHONBURI
19.april 2010
Leave a reply
