Before moving into my views on the subject; “Conflicts between Religion and Politics/Democracy” it will be necessary to establish the meaning of the word democracy since it comes in many versions. The original translation is that democracy is a political system or form of a government of a nation carried out by persons directly elected by the people or by elected representatives of the people. Actually the global break down of democracies looks like this; Representative Democracy, Parliamentary Democracy, Liberal Democracy, Constitutional Democracy, Direct Democracy and Social Democracy. These are the most relevant but there are more fractions. In consequence the conflicts I am talking about will be in tune with a specific kind of a political system.

The freedom movement in Europe started by the French Revolution

Since the first Greek philosophers started to form the ideal State, the development from ancient time, over the middle ages, the following centuries to actual time has undergone natural changes influenced by wars, economies, religions and introduction of dictatorships disguised as “Peoples Democratic Republic” and as a result the official number of electoral democracies is now 122, but I am not sure if this is 100 % correct. For example Afghanistan is included in the list. And then just another observation why is it that the majority of Arab countries are not democratic?

And just to wrap up a few things; we need to separate the Concepts State and Nation. As for the State these three options are actual Monarchy, Aristocracy and Democracy. The dangers are evident since Monarchy often ends up in tyranny/dictatorship, Aristocracy may turn into Oligarchy and Democracy often ends up as tyranny of the majority. In order to put perspectives in my optic it has been necessary to reread Plato, Hegel and Rousseau.  To ensure that we understand the important differences between the State/Country we live in where the rules should be produced by the Nation (People) and that these rules allow the citizens maximum of freedom under responsibility. The Nation normally represents a group of persons sharing same values; culture, ethics, moral, language, history and often more importantly religion/beliefs.  Unfortunately these two institutions are often confused, but a Nation (People) is governed by the State/country. It can also be argued that a group of people are glued together by national feelings or same identity, the latter slowly disappearing as a result of the increasing globalization.

Without a balanced interaction this division cannot work. Today this balance for so called developed countries is the distribution of wealth generated by the Nation (people) in form of taxes and a fair amount of social welfare. In consequence both parties have rights and obligations; you may even call it a social-contract.

I will now divide my observations in two parts, one for Denmark and one for Thailand since these two countries represent excellent examples to illustrate my views. I will concentrate on major differences since it will be impossible to include all.

DENMARK AND DEMOCRACY

Denmark is the oldest kingdom in the world and has a constitutional monarchy with a parliamentary system of government. We have a mixed market capitalistic economy that ensures the highest amount of social welfare in the Worlde. Some call it income equality a concept I happen to disagree to when the social costs exceed available financial resources.

In Denmark where true democracy (representative and social) was introduced in 1849, we describe and define the meaning of these conceptions as follows:

To a Dane the most important principle is that we are all born as equals. Some will inherit influence and power or fortunes not made by them, so they are never respected before they have proved own abilities. Our conception includes of course the Royal Family, it is also considered as normal citizens with special obligations in return for the State to furnish them with extravagant allowances. The royals are our global marketing team helping Denmark to keep its Brand as the oldest monarchy in the world and to show what real democracy is about. No hysterical adoration or worshiping, but admiration and mutual respect.

One example: On June 21st a Danish newspaper published an article describing the English Crown Prince as completely stupid. He is actually stupid and a disgrace for his country. The journalist and I are free to express our opinions without any fear of being sued for libel.  The Crown Prince will just inherit his role as a King only because his mother is the Queen, not because he is qualified to be the head of the state one day. It is understandable that a major part of the English population wants Prince William to be the new King and everybody knows it. No secrets. All media regardless of nature have fundamental rights to freedom of expressions.

In Denmark all members of the royal family has a nick name. The Queen is called Daisy and today you can even buy her as a teddy bear

The Danish Queen as a Teddy Bear (Daisy).

Denmark has 3 princes, the Prince Consort Henrik married to the Queen and their two sons Crown Prince Frederik, who is nicknamed Frede and Prince Joachim is called Jokke. We have an open debate about whether Frederik has the format to be next King, he is considered to be too much lazier fair in his attitude where is Jokke is more majestic in his manners and appearance. All media can discuss this openly of course since we do love and respect the royals, because they are so down to earth and as all other royal families all over the world they have a dramatic line of ancestors; murderers and thieves, tyrants and despots, how otherwise could you become a King if not by slaughtering your rivals and when necessary even members of your own family? Intrigues, plots, wars and family feuds were all part of the power struggle the final ambition to be KING with unlimited power.

When we welcome our Queen we greet her with respect and we stand up.

Nobody in Denmark is born with the right to decide about the laws or other frameworks for our Nation, we all have the same right. We elect persons by 100 % free elections, no corruption or vote buying, we have total right to free expressions as long as we do not harm third party. This right also includes comments even critics of the monarchy. The right of freedom of expression, criticism and self-criticism are driving forces in a true democracy. Exercising these rights properly ensure development of The State and thus The Nation and give the citizens complete insight in the political landscape.

We also have the right choosing a religion at our discretion not dictated by the State and religions are never mixed with politics and can never be used as a political instrument. As for the political scene all persons can influence the system by voting but one needs to ensure that he/she does not vote for a system that will violate the rights and freedom as just described. You may call it a moral obligation or ethical duty. And important is the fact that we never mix religious beliefs with politics. To exercise this properly we need rational thinking and reasoning generated by a proper education.

But we do have a load of negative issues as well. Denmark is not a paradise but a State fighting to keep a certain amount of nationalism and a minor place in the global theater where the established rules and regulations are under constant influence of the power nations and the need for a united front. One major problem for The Kingdom of Denmark is that the costs for social welfare have exceeded the income or budget available, and as a result Denmark now has to obtain international loans to bridge the gap. This negative development has resulted in a disintegration of some of the most important values that used to form a vital part of the Danish Society. It is often everybody’s fight against everybody replacing a united front if I may use that expression. Maybe one day I will produce some essays about Denmark to the benefit of my Thai network.

This year 2010 Denmark “employs” 800.000 persons (out of a total population of 5.3 millions) to take care of the State Denmark and her obligations towards the society and the costs of are paid by help of taxes from the private industries. These 800.000 have in actual sense very limited value for the society and in general terms demanding more benefits and too often the government agree in order to ensure votes. A dangerous situation actually caused by the tyranny of the majority a clear downside of our democracy a hot issue these days because this development cannot continue.

We have in many respects crossed the line for a solid and just balance between State and Nation. The general interest for politics has decreased and too many are more focusing on parties that will as minimum keep or at best increase social welfare and very little attention is paid how to generate the income needed. The memberships of EU and NATO today contain so many different and often complicated laws and rules that the average person cannot comprehend them. Denmark is facing increasing influence from various networks often with conflicting interests, but fare more important a serious threat from the structure of global economy.

The membership of EU has forced us to adjust many national interests in exchange for progress whether we like it or not.

Finally we are facing problems adjusting to multicultural developments especially with the Muslims and the absence of political will or power to solve the problem once and for all. The new global picture demands different and much more solid qualifications from the political leaders, who often are more occupied issuing false promises in order to keep the comfortable seat in the parliament or government than to work hard on the development of the Danish State and Nation.  So the four important issues are Monarchy, Religion, Politics and Freedom of expression.

This series continues in chapter IV Thailand and Democracy a very serious subject!

A/S Det Ordentlige og Retfærdige Danske Samfunds administrerende direktør Lars Løkke Rasmussen har allerede store problemer med selskabets økonomiske situation, der er ret alvorlig og der afholdes derfor et bestyrelsesmøde.  Men i denne bestyrelse sidder der altså, valgt med omhu af aktionærerne, et hav af eksperter i alt fra bleskift til effektiv bisættelse (ikke arbejdernes ligkistemagasin), så nu henter vi de fine ord fra kataloget; Det strukturelle hul i statsfinanserne (læg mærke til, at det ikke kaldes underskud) skal bedømmes i henhold til den finanspolitiske holdbarhed ved hjælp af konvergensprogrammer, fravær af reformer, forårs/sommer/efterårs og vinterpakker plus bankpakker og stimuli lån samt kriseeffekt og lempelig finanspolitik, hvorved vi ender med at udregne vor holdbarhedsindikator.

Situationens alvor kræver en ekstraordinær generalforsamling og forinden denne gennemgår en række såkaldte spin og coaching eksperter bestyrelsens uforståelige ordvalg til beskrivelsen af situationen, der burde kunne forklares med disse ord; Vi har underskud i kassen, vi skal spare. Men det er for enkelt, der er ikke DJØF jobs nok, hvis denne formulering anvendes, så der arrangeres nu en række aktionærmøder, hvis hovedtema er folkeforførelse med henblik på at bevare så mange unødvendige stillinger i administrationen som muligt. På møderne serveres luftkasteller, spin og coaching med sur og sød sovs til.

Efter de mange møder landet over afholdes den ekstraordinære generalforsamling, som loven kræver, når selskabet er ude i orkanen.

Selskabets CFO Claus præsenterer de fremmødte aktionærer for selskabets udvikling

og forelægger derefter bestyrelsens forslag til det kommende års budget

Forslaget stilles til debat blandt deltagerne.

Aktionær 1 stiller disse spørgsmål til formanden;

1. Vort selskab er altså inde i en kedelig periode med svigtende salg og stigende udgifter, hvordan ser bestyrelsen på, at selskabets ansatte arbejder lidt mere indtil krisen er overstået?
2. Vi kan vel ikke hæve skatten, nej for resten, når indtægterne falder, så, undskyld jeg trækker mit spørgsmål tilbage.

Aktionær 2

1. Jeg kan jo se af forslaget, at 40 % af de sociale overførselsindkomster går til 5 % af den danske befolkning, der som bekendt hellere vil tilbage til deres hjemland og passe deres kameler under samfundsforhold, der ikke accepteres i Danmark og de har aldrig betalt skat, så kunne vi ikke overveje at spare lidt her, jeg mener bare lidt? F.eks. tilbyde dem et beløb for at rejse hjem til deres paradis, hvor de vil være meget lykkeligere? For det er jo dette lykkeland de ønsker Danmark omdannet til, på sigt.
2. Øh, jeg synes det er lidt forkert i disse tider, at der skal arbejdes mindre og mindre, men medarbejderne skal mere i løn og flere personalegoder for mindre arbejde, det forstår jeg ikke helt, men måske bestyrelsen kan forklare mig det?
3. Jeg synes det lidt uansvarligt, at selskabet skal låne for at betale for ikke udførte arbejder/ydelser, det er jo trods alt vore penge det drejer sig om. Kunne det ikke overvejes at reducere beløbene for gavechecks til efterløn og dagpenge, så kan vi da reducere låntagning med en pæn samlet sum?

Aktionær 3

1. Min salgsdirektør har lige været 3 uger i Asien og Kina og har kom chokeret hjem. De arbejder 60 timer om ugen til 25 % af vor løn, og de havde da ikke råd til at købe vor fine dansk designede produkter, men de spurgte om vi ikke ville være agent for dem, for de har produkter, der kan sælges i Danmark til en fjerdedel af den pris, vi betaler nu.
2. De spurgte for resten også om, hvorfor vi ikke overvejer at flytte produktionen fra Danmark dertil? Min direktør har set lidt på jeres budget og har regnet sig frem til, at om 10 år er Danmark det land i Europa, der arbejder mindst, men vil have fuld kompensation, kan bestyrelsesformanden forklare mig, hvordan det hænger sammen?Vi i vort firma lever af eksport og selskabet Danmark A/S får jo flere penge, jo mere vi eksporterer.
3. Han foreslår i øvrigt at bestyrelsen ser på en afskaffelse af efterlønnen og en mere realistisk dagpengeordning, hvad siger formanden til disse forslag?
4. Øh, jeg spørger bare, har bestyrelsen overvejet at søge at gennemgå mulighederne for at lave en spareplan, jeg mener, det er jo bedre end at låne, men Øh jeg er nok forfærdelig gammeldags.

1. Øh, kunne vi måske se lidt indgående på direktionens kvalifikationer?

Aktionær 4

1. Jeg vil gerne vide, hvorfor selskabet i krisetider med svigtende indtægter har behov for at ansætte 8500 flere medarbejdere?
2. Har bestyrelsen overvejet en rationalisering/effektivisering?
3. Har bestyrelsen overvejet at frasælge tabsgivende aktiviteter?
4. Selskabet har en stor stald med kameleksperter, der har været ude af drift siden vi importerede dem og alene vedligehold koster jo selskabet mange penge, men da kamelerne ikke kan anvendes mere i samme omfang som tidligere, er der ingen indtægter fra denne afdeling, så kan vi reducere udgifterne tilsvarende?
5. Vi har regnet ud, at selskabet i gennemsnit betaler 20 % højere priser end markedsniveauet for nødvendige produkter, det koster selskabet 100 milliarder, så hvorfor sparer vi ikke dem i stedet for at låne, jeg spørger bare! Vi skal vel ikke betale mere end nødvendigt?
6. Har bestyrelsen overvejet at bede et konsulentfirma om at se på direktionens kvalifikationer?
7. Er det rigtigt opfattet, at bestyrelsens business plan for selskabet stiler mod en fremmekapital optagelse (læs udlandslån) der om få år ender med en saldo på 2.000 milliarder, eller har direktionen regnet forkert?
8. Jeg foreslår at vi gør som i USA sætter direktionen og de ansatte ned i løn indtil selskabet igen viser overskud.

Aktionær 5

1. Jeg kan se af jeres budget at I regner med en lånoptagelse fra et beløb på 580 milliarder til 830 milliarder til og med første kvartal i 2011, skal vi virkeligt ud og låne 250 milliarder, eller løber jeg forvirret rundt i pariserhjulet? Jeg får ikke samme tal fra Danmarks Statistik, Finansministeriet og Nationalbanken. Kan formanden give mig det korrekte tal, eller er lever han stadig i lykkelig uvidenhed?
2. Kan bestyrelsen oplyse mig om, hvor jeg kan finde tal, jeg kan anvende som troværdige, for jeg synes nok, at I roder godt rundt i det, så det er nok bare en fejl, når I i rubrikken antal i arbejde inkluderer 88.000 arbejdsløse?
3. Jeg kan godt forstå, vi har mange arbejdsløse, der skal have gavechecks, men i vort lille firma, der kun lige nu har set vor eksport falde fra godt 2 milliarder til 1.5 milliarder de seneste 2 år, frygter vi at eksporten vil falde yderligere så vi må nok, som mange af vore kolleger, bidrage til en stigning i antallet af modtagere af gavechecks, for vi ved jo at i Asien ser det sådan ud, at i Thailand kan vi få 15 arbejdere for 1 dansk og i Kina ikke mindre end 17, OK Kina er lidt langt væk, men alligevel og dem kan man ikke stole på, men Smilets Land er da fint, ik?
4. Jeg tør næste ikke spørge hr. dirigent, men nå selskabets indtægter falder, hvorfra skal pengene til vore mange gavechecks komme fra?

Aktionær 6

1. Hr. dirigent, kan jeg få dette bilag omdelt til de tilstedeværende, mange tak?

Bilag omdeles

1. Hr. dirigent, jeg ved jo, at selskabet som sikkerhed for vore udlandslån har deponeret den samlede viljestyrke fra vore mange ansatte til alle at yde mere, end de modtager, vel nok det største aktiv selskabet råder over. Må jeg i denne forbindelse vise de fremmødte resultatet af vor seneste markedsundersøgelse, der tydeligt dokumenterer vort fremskridt. Billedet viser, at vi i dag er så dygtige at vi kan beskæftige 4 mand til at fjernbetjene en gravko, hvor vi i 1970 kun havde brug for en. Chaufføren? Han er på weekend, det er jo torsdag eftermiddag, jeg tog billedet.
2. Øh, i 1970 kunne en mand grave samme hul, men det var jo før selskabet indførte arbejdsforbud, det bedste, der nogensinde er sket. Øh, hvis det tager 4 dage for en mand at grave et hul, hvor lang tid…? Der regnes stadig på resultatet.
3. Hr. dirigent, må jeg stille dette forslag til generalforsamlingens godkendelse? Forslag fra mig på vegne hårdt arbejdende firmaer og enkelt personer. Vi har set bestyrelsens indsats for at støtte de grådige finansieringsinstitutters nedtur og dermed triste udvikling i deres kapitalgrundlag, hvilket er sket i forbindelse med tilførsel af kapital til et selskab, der benævnes Afviklingsselskabet for Danske nødlidende Banker.
4. Med inspiration heri er vort forslag at oprette et nyt selskab Afviklingsselskabet for Dansk Velfærd A/S. I dette selskab placerer vi de aktionærer, der som primært formål for deres tilværelse har at arbejde mindre, mod at få mere for det. Fra den nuværende pengetank i A/S Forretningen Danmark overføres et engangsbeløb af rimelig størrelse, men det nye selskab må klare sig selv uden yderlige fremtidige tilskud.
5. Vi foreslår at en del af det store engangsbeløb anvendes til tvungen omskoling, specielt af de aktionærer, der betragter gavechecks som en rettighed uden forpligtelser.
6. Vi foreslår at genindføre beregninger efter nytteværdiprincippet. I denne forbindelse henviser vi til en bevilling fra den danske stat i 1944 til et projekt, hvis rentabilitet blev af en sådan størrelse, at det kunne brødføde hele Fyns befolkning i 1 måned efter princippet, at det er bedre at give gavechecks til udførelse af arbejder, der er nyttige for samfundet.
7. Vi vil altså foreslå at genindføre begrebet nytteværdi, for hvorfor skal vor nuværende sunde forretning sætte sig i dyb gæld for at prøve at understøtte projekter, der alligevel vil falde? Havde vi ikke en gang en dygtig finansmand, der fik succes på at lade projekter falde, der ikke kunne stå på egne ben? Han blev vist endda multimillionær på den filosofi? Hed han ikke noget med Bras?
8. Endelig vil vi foreslå, at modtagere af mere end en gavecheck pr. år pr. familiemedlem mister deres stemmeret på vore generalforsamlinger.

Dirigenten tillader den administrerende diretør en sidste appel til de mange fremmødte aktionærer;

LLR henviser til den amerikanske præsidents strategi, der går ud på at omdanne USA på en sådan måde, at alle amerikanere kan få lov til at realisere den “amerikanske drøm”. Han foreslår et tilsvarende utopisk billede, malet med store armbevægelser og i flotte farver for Danmark med andre ord et ønskescenarie. Men sandheden er jo at forretningen/selskabet Danmark har det skidt, der er investeret i for mange tabsgivende aktiviteter, nu skal vi tilbage til kerneområdet, der ganske enkelt består i, at selskabet fremover skal basere sin strategi på 100 % sund fornuft, gensidig respekt, jordnære ambitioner og gennemførbare strategier alt krydret med bidrag fra den grundtvigianske ordbog så som flittighed, sparsommelighed og mådehold. Han anvender ord som selvdisciplin mange gange og referer til den han og hans nærmeste medarbejder udviser, når de prioriterer selskabets interesser højere end hensynet til familien. Alt har en pris, der venter en hård periode forude, på med arbejdstøjet! LLR pointerer, at det er med beklagelse direktionen har konstateret, at intentionerne om at kunne fastholde både en velstandsstat og et velfærdssamfund på samme tid, ikke er realisable. Han slutter sit indlæg med denne sætning; ” Det er en svær opgave at dele større og større stykker ud af en lagkage, der bliver mindre og mindre” ”

Der er ikke mange tørre øjne oven på denne opsang, fædrelandsstoltheden er vendt tilbage

Da ingen andre ønsker ordet foreslår dirigenten, at de mange forslag kommer til afstemning, der som bekendt ikke er afsluttet endnu.

Om forfatter

Eller A/S Det Ordentlige og Retfærdige Danske Samfund

De seneste års turbulens i den globale økonomi har tvunget mig til at genoptage mine studier om samfunds basale struktur, herunder den økonomiske. Af naturlige grunde interesserer jeg mig i særdeleshed for mit fædrene lands eskalerende finansielle problemer og ikke mindst årsagerne til samme. Men jeg er naturligvis klar over store dele af sammenhængen til forholdene i den øvrige verden.

Indrømmet, jeg er en ren amatør, når det gælder udviklingen i den globale økonomi, som jeg af mange grunde omfatter med stor interesse. Tilsyneladende har jeg ikke haft ret, når jeg har støttet mig til den opfattelse, at den kinesiske økonomi er vaklende, og da jeg ikke er glad for uden videre at blive ”tilsidesat” går jeg tilbage efter denne simple model; Hvis det resultat du troede på viser sig at være ukorrekt, må du tilbage til forudsætningerne. Og det er en stor opgave, den løses ikke på kort tid.

Jeg er nu belært om, at de eksisterende guruer i økonomi opdeler den globale økonomi i disse elementer, da separat nationaløkonomi tilsyneladende ikke mere eksisterer;

• Den amerikanske
• Den europæiske
• Den kinesiske
• Den sydamerikanske

Da jeg den 12.februar så mit yndlingsshow på FOX TV, nemlig Glenn Beck, fik jeg lidt af en stor overraskelse, da han påstod, at den sandsynlige løsning på den vaklende europæiske økonomi, der jo lige nu afspejler sig klart som i ”En lille nisse rejste” i Grækenland, Italien, Belgien og delvis i Spanien og lille Danmark der snart nede i 2. divisionen, vil være at indføre den kinesiske model! Wow!

I modellen for en nationaløkonomisk vurdering indgår der en række elementer;

Udbud, efterspørgsel, rente, inflation/deflation, valutakurs, betalingsbalance, handelsbalance, demografi, trends og politiske forhold (krig, terror, valg med videre). Der er altså mange faktorer, der spiller ind og som det ses, er de fleste værdier, der kan udtrykkes i tal. Og er der noget økonomer sætter over alt, er det tal og deres magiske indflydelse. Så langt så godt, men jeg savner et par dele i denne ligning, som måske ikke kan udtrykkes i tal, f.eks. holdninger til samfund, arbejde, familie og en selv. Så jeg vil i det følgende anvende DANMARK som arbejdsmodel.

Lad mig give et eksempel. For et par dage siden traf jeg en dansk iværksætter, der med betydelig succes har flyttet sin danske produktionsvirksomhed til Thailand, hvor han nu har 300 ansatte. Han forklarede kort; Omtal ordet arbejde i Danmark i dag og svaret er som regel, nødigt, gerne men helst ikke. Omtal begrebet overarbejde og svaret er ØV. I Thailand, hvor hans arbejdere er i gang i 2 skift af 12 timer klapper de i hænderne, arbejde hurra, overarbejde? Yes Sir, tusinde tak.

Men den nationaløkonomiske effekt af en positiv holdning til det at arbejde, indgår altså for nuværende ikke i det totale regnestykke, og grunden er enkel, holdninger findes i kategorien bløde værdier, der nu har stigende betydning, men uagtet heraf ikke er en del af ligningen.

Staten DANMARK ledet og drevet som en forretning

Forslaget er hørt før, det ved jeg godt; DANMARK drevet og ledet som en forretning, men der er alligevel en del fristelser ved at søge at anskueliggøre indviklede politiske manipulationer for at gøre det sande billede svært at gennemskue/vurdere for en gennemsnitsdansker. Med det sande billede menes den negative spiral, som Danmarks økonomi er på vej ned i.

Vi leger lidt med en model, der går ud på at vi har etableret et selskab, f.eks. et aktieselskab og det er nemt, det kræver blot et antal aktionærer, en bestyrelse, en direktion og et sæt vedtægter. Så mine kommentarer baserer sig herpå følgende lovgivningen for selskaber om end blot i de store linjer.

Vi har cirka 5.335.000 indbyggere inklusive ret og kravl og de tegner hver en aktie på 100 dansk krone og selskabet har således en startkapital på 500.335.000 kroner. Bestyrelsen vælges på en generalforsamling, der kan sidestilles med et folketingsvalg, der altså bliver bestyrelsen (Folketinget) og direktionen udpeges/ansættes af bestyrelsen og er så lig med regeringen og den administrerende direktør er vor statsminister og vedtægterne er lig med det danske riges grundlov, sådan da, ret tilpasset, igen sådan da.

Åh jo, et selskab skal jo have et formål, forslag fra mig; Jeg ville jo helst have Platons Stat, det ideelle samfund, socialistisk og retfærdigt ledet af filosoffer, men den køber danskerne nok ikke, så vi skriver lidt om. Det er ellers en skam, for hans grundtanker er særdeles gode. Staten er gennemsyret af retfærdighed, en effektiv arbejdsdeling med tanke på at underordnede interesser må vige pladsen for gennemførelsen af helhedens bedste. Platon levede fra 427-347 fvt. Hvis vi springer til årene omkring 1790, hvor det Classenske Fidelkommis etableres, kan vi i formålsparagraffen læse dette; Fondets midler skal bidrage til at danne nyttige mennesker til statens bedste, til at understøtte og befordre vindskibelighed og arbejdsomhed i de nødvendigste dele for landets ve og vel og til at hjælpe og lindre fattigdom og elendighed.

Så vi må tilpasse strategi og taktik til dagens vilkår;

Selskabets målsætning er at realisere et samfund, der er baseret på de til enhver tid herskende frie markedsøkonomiske betingelser, styrer mod at etablere en virksomhed, hvor medarbejderne og aktionærerne trives i et miljø, der byder på faglige og personlige udviklinger , der overstiger  gennemsnittet af vore konkurrenter og med respekt for samfundsmæssige og sociale forpligtelser samt hensyn. Produkterne skal løbende tilpasses markedsvilkårene og til enhver tid baseres på en erkendelse af, at selskabet kun kan sælge de produkter, som markedet vil aftage og til den pris, markedet vil betale. Dette gælder de indtægtsskabende produktgrupper. De produkter/serviceydelser selskabet skal tilbyde aktionærerne må til enhver tid tilpasses indtjeningen fra de primære indtægtsområder og er derfor ikke underkastet principperne for fri markedsøkonomi. Der er derfor en begrænsning i disse ydelser.

Det er en ufravigelig del af selskabets principper, at selskabets medarbejdere har lige store dele pligter som rettigheder og selskabet ansætter kun personale, der accepterer disse vilkår. Ingen medarbejdere må ligge andre til last. Selskabet skal arbejde mod et overskud, der udelukkende skal anvendes til at fremme aktionærernes interesser, nemlig at opnå frihed, en meningsfyldt hverdag, velstand og lykke og hermed menes et velfærdssamfund, der respekterer individets nytteværdi og dermed giver plads til forskning, kunst af enhver art, optimal tolerance og politisk frihed under forudsætning af, at de er acceptable.

Aktionærerne skal alle underskrive en aktionæroverenskomst/samfundskontrakt, der ikke hviler på princippet om, at aktionærer tildeles særrettigheder, men kan tildeles samfundsgaver, hvis værdi aldrig må udgøre mere end 50 % af selskabets overskud efter skat og afskrivninger. Gaverne tilbydes kun til aktionærer, der bidrager positivt til at fremme selskabets målsætning og vil blive udbetalt i form af gavechecks, der kun kan anvendes til klart definerede ydelser, der bidrager til helhedens ve og vel.

Endvidere er det en del af selskabets finansielle politik at tilvejebringe et kapitalgrundlag, der skal sikre at selskabet til enhver tid er 100 % selvfinansierende og der må ikke optages lån eller andre finansielle forpligtelser, der vil begrænse selskabets økonomiske handlefrihed. Således kan selskabet ikke optage lån til finansiering af unødvendig velfærd. Priserne for selskabets produkter må aldrig overstige den værdi, som produktet/serviceydelsen tilføres.

25 % af selskabets overskud skal anvendes til forskningsprojekter og avanceret uddannelse, der fremmer målsætningen. De øvrige 25 % skal anvendes til styrkelse af selskabets kapitalgrundlag. De resterende 50 % anvendes til udstedelse af gavechecks, som beskrevet ovenfor.

Selskabets navn er A/S DANICA (Det Ordentlige og Retfærdige Danske Samfund).

Selskabets indtægter er alle former for skatter (direkte/indirekte) afgifter og bidrag. Udgifterne er nemme; Indkomstoverførsler (mange!) driftsudgifter (politi/forsvar/mange) bloktilskud, renter og andre herunder EU bidrag og u-landsbidrag. I dag udgør indkomstoverførsler næsten 50 % af de samlede udgifter.

Selskabets regnskaber for årene 2008 og 2009

I regnskabsåret 2008 er indtægterne 640 milliarder og udgifterne 578 milliarder og i 2009 er de tilsvarende tal 670 milliarder og 606 milliarder. Driftsresultat efter skat er 62 milliarder i 2008 og 64 milliarder i 2009.

Det ser jo umiddelbart flot ud. Målt med driftsøkonomiske briller er der et nettooverskud af driften (sådan da) på 9,68 % for 2008 og 9.55 % for 2009. Salget er steget med 4,68 % men udgifterne med 4,84 % så det er rigtig flot gået i en tid hvor bankerne stort set kun giver omkring NUL i rente for opsparinger, afrundet. Ifølge de oplysninger jeg har, har selskabet Danmark A/S en udlandsgæld på omkring nul ved udgangen af 2009, men jeg er usikker overfor dette tal, der er muligvis ikke foretaget revision endnu. Nogle taler om en gæld på små 200 milliarder, men da der kun er 10.000 ansatte til at finde det korrekte tal, går der nok nogen tid, førend vi kender resultatet.

Som i alle andre ansvarlige selskaber skal direktionen på et tidspunkt præsentere et budget for det kommende år. I direktionen sidder Claus Hjort Frederiksen, som vi må kalde CFO, Chief Financial Officer, for han er jo ikke ansvarlig for økonomien, den ligger godt gemt et andet sted. Bemeldte Claus er som bekendt jurist og har taget den lange gang i den politiske sandkasse, men har ikke nogen hverken uddannelse eller indsigt i finanser, derfor sidder han i den stol med et ansvar for et nationalt budget af en anseelig størrelse.

I august 2009 præsenterer han bestyrelsen for det kommende års budget, der viser et underskud, altså udgifterne er større end indtægterne og i enhver veldrevet virksomhed bliver en sådan præsentation ikke hilst særlig velkommen, med mindre, der foreligger en solid plan for, hvorledes dette underskud skal finansieres, på hvilke vilkår og hvornår skal det et lån være tilbagebetalt? Det budgetterede underskud er på 95 milliarder, ingen spøg.

Ved bestyrelsesmødet hiver Claus så en 5 års plan frem, godkendt af den adm. direktør, der hedder Lars Løkke Rasmussen, der mærkeligt nok også er jurist uden finansiel baggrund, men han har jo været CFO et års tid før, så han er jo kvalificeret. Han har altså ikke betænkelig ved, at hans CFO Claus præsenterer en plan for de kommende 5 år, der alle udviser underskud, der foreslås dækket ind ved yderligere optagelse af udlandslån, for de danske banker har jo som bekendt ingen penge, de kan låne selskabet.

Hvis vi nu for sjov, jeg understreger ordet sjov, antager, at direktionen tager sit ansvar alvorligt, så præsenterer man ikke en plan med planlagte underskud, men mindre man kan overtale en udenlandsk bank til at finansiere en overgangsperiode, for der er lys forude, vi har blot en forbigående krise, den melodi forstår alle.

Hvis vi nu antager, at direktionen er ansvarlig, vil den på samme tid, den beder bestyrelsen om at godkende optagelse af ret store lån, præsentere bestyrelsen for en spareplan eller handlingsplan med udgangspunkt i 2 simple spørgsmål, vi alle kender fra den daglige husholdning; 1. Kan vi forøge vore indtægter? Kan vi reducere vore udgifter?

Svar på nummer 1; Vi kan nok ikke for nærværende påregne en stigning i vor eksport, og vort hjemmemarked er i en negativ spiral, så der er kun én udvej tilbage; spare på udgifterne, ganske simpelt ikke sandt? Og skal vi låne påtager selskabet sig yderligere forpligtelser i form af renter og afdrag.

Så direktionen har jo et problem, der elegant sparkes over til bestyrelsen (Folketinget) det er jo den, der skal forklare aktionærerne og i princippet have deres accept for, at forretningen Danmark A/S uden tøven går ind i udenlandsk bank og beder om en låneramme på mere end 250 milliarder blot frem til primo 2012. Som alle gode banker, der har likviditet, kræver man jo både renter, afdrag og sikkerhed for lånet, og da den driftsøkonomiske udvikling budgetteres til at være negativ frem til 2015 forværres regnestykket af beregningen af renter og renters rente, hvem har ikke prøvet det? En sådan beslutning kræver en ekstraordinær generalforsamling og inden da skal bestyrelsen være enig.

Lille modige Lars tager springet fra den varme direktørstol til det store møde i bestyrelseslokalet/salen, hvor han som i alle andre bestyrelser har både fans og det modsatte, og han ristes. Han medtager derfor sin bodyguard.

Der bliver en heftig debat, der strækker sig over flere dage, men heldigvis for ham har han flere fans end det modsatte, så hans budget bliver godkendt, og han kan næsten ånde lettet op, men kun meget kort. Løsningen er som at tisse i bukserne, det varmer kun kort, så bliver der altså koldt igen. Bestyrelsen har altså godkendt et budget, der udviser et negativt driftsresultat og likviditetsbehovet skal finansieres ved hjælp af låntagning.

Men debatten foregik ikke uden alvorlige sammenstød mellem de store modsatte fløje i bestyrelsen.

Tilbage til debatten i bestyrelsessalen, der desværre ikke er så enkel, som den kunne være, hvis vi talte om en godt ledet selskab. Den sunde fornufts metode; Hør lille Lars, vi kan ikke bruge mere end vi tjener, så kom lige med et forslag til en plus/minus nul model, mange tak! Vi skal blot reducere de samlede udgifter med sølle 4 %, så er modellen klar, simpelt Lars. Hvilken husholdning kan ikke stramme livremmen og skære 4 % væk, når man tænker på, at mere end 10 % af det forbrug vi har, er overflødigt fordi vi køber for at smide væk og køber mest af det, vi ikke har brug for. Men direktionen er ikke glad for at skulle meddele aktionærerne at en negativ vækst er lige med en beskærelse af udbyttet og aktionærerne er forvænte og forgyldte og situationen forværres yderlige af, at forslaget er udtryk for sund fornuft og dermed er der ikke konsensus med bestyrelsens og direktionens ambitionsniveau, som fastsættes af de ansatte spindoktorer, der heller ikke har fattet en dyt af, hvad der foregår. De elsker forviklingsteorier, hvis største nytte er at drage fordel af det uforudsigelige. Derfor kaldes  i folkemunde DJØF økonomer for situationsjonglører, altid med bolde i luften men uden jordforbindelse til realiteter og DJØF jurister for verbalakrobater, som man i dag kan fodre grise med.

Fortsættelse følger i del II.

Om forfatter

I mine bestræbelser på at finde frem til de mest objektive synspunkter om Internettet og alle dets fordele og ulemper prøver jeg at finde adskillige indfaldsvinkler. En af dem er en opdeling af vor tidsregning i skelsættende epoker og skal jeg pege på den mest naturlige må det være oplysningstiden. Jeg ved godt, at den strakte sig over en længere periode og tog sit udgangspunkt i Kants værk om begrebet oplysning. Men jeg har især hæftet mig ved den del, der knytter sig til de franske studenters oprør mod samfundets etablerede regler og den katolske kirkes dominans, godt hjulpet på vej mod nytænkning af Voltaire og ikke mindst John Locke.  Det skelsættende var, at ordet innovation eller fornyelse kom til sin sande ret. Jeg har blot omtalt to tænkere eller filosoffer, der er jo langt flere fra den epoke. Begrebet sund fornuft blev indført. Måske lidt søgt fra min side, men som empirist gjorde John Locke sig jo til talsmand for at statens opgave var at sørge for den enkelte borgers frihed, lighed og suverænitet, alt inspireret fra Frankrig. Den lange periode havde på den positive side betegnelse ”oplyst fremskridtstid”, og trist nok på den negative side præget af grusomme og blodige begivenheder. Men det er en kendsgerning, at ved periodens afslutning dukkede et nyt Europa op ændret på alle fronter, de religiøse, de politiske og de samfundsstrukturerede. En fællesnævner for dem alle er begrebet frihed.

Fra midten af 1850erne ser vi en anden skelsættende tidsalder tage sin begyndelse. Politisk og økonomisk frigørelse eller liberalisme om du vil, introduktion af nye metoder og ideer, der danner basis for en internationalisering af erhvervslivet, en spæd start på globalisering med markante ændringer af produktion, markedsføring, finansielle aktiviteter og kommunikation. I samme dekader opleves en eksplosionsagtig udvikling i naturvidenskaberne og på kulturfronten taltes om guldalderen.

De nye naturvidenskabelige opfattelser påvirkede staten og dens styreform og befolkningens levevilkår, forskningen og produktionen.  På samme tid skete der en markant udvikling i humanismen, der medførte en frigørelse fra kirken og staten.  Den industrielle revolution bragte ihvertfald den vestlige verden ind i en udvikling med ændringer af hidtil uset omfang.

Et væsentlig fælles karaktertræk var ordet FRIHED, liberalisme på alle fronter, den vi  sikkert ikke har i dag, uagtet at vi gerne vil tro det. Vi har en  storebroder, der bestemmer,  enten vi kan lide det eller ej. Og så en lidt historisk detalje. I perioden etableredes selskabet Store Nordiske, der via internationale telegrafforbindelser nåede langt omkring og den daværende ”kommunikationsgeneral” den engelske John Pender, kontrollerede med et net på 315.000 kilometer 70 % af verdens (dengang) kabelnet. Men han læste ikke telegrammerne! Og hans kabelnet er blevet betegnet som det victorianske internet, ret interessant.

Jeg tager så springet; omkring 1989 ser en ny epoke dagens lys, nemlig informationsalderen. Men kært barn har mange navne og vi bruger nu med største naturlighed ord som digital verden, digital kommunikation, computeralderen, den digitale revolution godt krydret med en alenlang liste af engelske udtryk. Vi er vel med på noderne, ikke sandt? Bluetooth, Smartphone, leadgeneration, branding og Facebook, Twitter, YouTube, jo vi kan bare det hele. Men vi ledes ikke af filosoffer, der stiller deres viden til rådighed for samfundets udvikling mod det bedre og med samme ret for Loke og for Thor. Den nye alder ledes af skruppelløse generaler, der står i spidsen for Internettets revolution. Deres førende bannere hedder grænseløs grådighed og manipulation.

Må jeg citere Bill Gates; ” Succes er en farlig lærer, den forfører kloge personer til at tro, at de ikke kan tage fejl!”

OK, lidt mere fra den objektive skuffe. Revolutionen har medført radikale ændringer af kultur, politik, samfund og økonomi, vi har fået adgang til grænseløse informationsmængder, et univers Cyberspace hvor indhentning og udveksling af data foregår med stigende hastigheder, men hvor der er en kontrol, en magtkoncentration styret af få, der følger med i alle vore rejser i Cyperrummet og på samme tid både bestemmer rejsens indhold, omfang og aktivitet eller med andre ord, de kan manipulere os. Og det gør de og det er vores egen skyld, at det sker, vi giver dem nem adgang for uden deres tilbud, kan den nye verden ikke fungere. Jeg har tidligere talt om begrebet virkelighed, så den vinkel vil jeg ikke forfølge, men minde om disse ord; Virkeligheden er et hjørne af skabelsen set gennem dit sind.

Af forskellige årsager er jeg meget interesseret i byen Hamburg og dens historie. I den meget smukke bydel, der ligger langs floden Elben, kendt som ”Die Elbchaussee”, ligger et specielt maritimt museum, og jeg mener at dets stifter, Tamm er eller var tilknyttet Springer Koncernen. Tamm havde en simpel livsfilosofi ” Skibe er verdens midtpunkt, centrum i verdens udvikling. Uden skibe var forskellige befolkningsgrupper aldrig blevet tilknyttet hinanden. På et skib har du alle værdier, der er grundlag for alt; Kultur, videnskab, politik, teknik og militær. Skibe har flyttet landegrænser, har trodset alle naturlove og er en koncentration af den menneskelige skaberkraft”. Skibene har forbundet globen og kontrollen var fordelt.

I dag er Internettet blevet et rumskib og lever jo i princippet op til forannævnte filosofi. Med denne artikel vil jeg prøve at fokusere på begrebet ”Kampen om Internettet”, kontrollen og hvem, kontrollerer kontrollanterne? I enkelte lande har jeg set bannere, der reklamerer for ”Frihed for adgang til Viden” ”Hænderne væk fra kontrol af Internettet” og tilsvarende, og så kommer det naturlige spørgsmål op; ” Hvem kontrollerer Internettet?” Alle netværk uanset karakter, skal være underlagt kontrol, eller et system der fastsætter reglerne for benyttelsen. Det globale telefonsystem er et godt eksempel at fremdrage. Ordet kontrol skal forstås i en bred vifte eller en pyramide startende med den tekniske del. Jeg har læst en del om Bill Gates og hans selskab Microsoft og hvis jeg forstået det hele rigtigt, så ligger den basale kontrol i det begreb, der under eet kaldes operative systemer, der er baseret på koder. Igen, hvis jeg har forstået det korrekt, så kontrolleres alle operative systemer, der er bedre kendt som software af den eller de personer, der laver koderne og alt omsættes til brugbare løsninger på vore personlige computere, der har hardware i lange baner, men som ikke kan fungere uden et operativt system. Disse fremstilles baseret på et specielt programsprog, der igen tager udgangspunkt i algoritmer. Så den eller de personer, der behersker disse sprog (der er vist flere) har også kontrol. Hvis jeg skulle koge det ned, så kunne den centrale kontrol i princippet ligge hos mindre end 5 personer.

De får fremstillet de nødvendige tekniske elementer, hvoraf chips er det mest kendte, men allerede på dette stadie er kontrollen egentlig væk, idet Microsoft dikterer design og kvalifikationer af deres chips. Men naturligvis er der fabrikker, der laver egne designede chips til specielle programmer, og dermed har de kontrollen, når man køber deres software., der opdeles i programmer, dokumentation og procedurer og kontrollen fordeles, medmindre f.eks. Microsoft stadig er indehavere af designet, der uden tvivl teknisk set, er yderst kompliceret.

Dette må være nok om den tekniske del. Resultat bruger du Microsoft har dette selskab kontrol og kan manipulere med alle brugere, som de muligvis har 100 % kontrol over, men også kun muligvis. Jeg har fået lidt mere baggrund fra min kompagnon Anders. Microsoft har indtil nu haft kontrol i form af monopol på verdensmarkedet og tjent sin formue ved salg af produkter og har været et lukket land og bevaret alle forretningshemmeligheder. Til gengæld kan man gøre Microsoft ansvarlig for produkterne. Det kan man ikke hos den nye komet GOOGLE, der har sat sig på CYBERSPACE og dermed overhalet Microsoft. GOOGLE software er gratis, såkaldt open source software, og de er ikke bange for kopiering, deres produkter er så hurtige, at ingen i dag kan identificere dem. Impaktet er summen af avancerede algoritmer gange mængden gange hastigheden. (For den gode ordens skyld skal jeg skynde mig at tilføje at Microsoft også er begyndt at markedsføre open source software og pt. Byder på 15.000 produkter.)

Du kan få alle herlighederne i GOOGLE discount butikken, til gengæld giver du dem alle rettigheder til at bruge alle data, som det passer dem. De kan tjekke alt og bruge alle informationer fra alle niveauer til styringen af internationale politiske situationer, megastore international valutatransaktioner over E-mails og sociale media og fora og bruge de indsamlede informationer, som det passer dem, og jeg tror næppe det er nødvendigt at komme med eksempler herpå. Som Anders siger til mig, du sælger din sjæl til fanden, han bespiser dig gratis med den ene hånd og æder dig op med den anden. Og ingen kan komme ind til Google, ligesom man heller ikke kan komme ind af hverken hoved eller bagdør hos FACEBOOK og TWITTER. Det er perspektiver af tankevækkende omfang for dem, der tør tænke tankerne.

Google tegner sig for omkring 65 % af den samlede trafik på Internettet og Google ejer også YouTube og har dermed den dominerende kontrol. Selskabet, der er umulig at kontakte eller komme ind til, er udadtil splittet ved at gøre sig til bannerfører som talsmand for ytringsfrihed for ingen penge og samtidig må vise hensyn til finansielle interesser, som det så smukt hedder, altså sælge annoncer, data og indsamlede informationer fra deres data skattekiste, der er milliarder af USD værd. I dag skønnes den samlede værdi at overstige 40 milliarder USD. I de sidste år har Google og YouTube været involveret i en række sager for at overtræde grænserne for ytringsfrihed.

Så når der tales om, hvem der kontrollerer Internettet menes der i virkeligheden, hvem kontrollerer informationsflowet? Altså alt, hvad der lægges på nettet, ikke hvad der bruges internet i virksomheder og private hjem. Mange virksomheder har eget netværk, f.eks. Intranet, som de så kontrollerer fuldt ud. Fra mange sider rejses dette vitale spørgsmål ofte således; ”Hvem kontrollerer the gatekeepers?”

Det er derfor velbegrundet at mange lande, de fleste nok for sent, er begyndt at udvise stor interesse for kontrollen over Internettet og det giver naturligvis anledning til mange sværdslag, men som basis bruges slogans som at databeskyttelse er lig med beskyttelse af alle kriminelle Internet handlinger. Hvem forstår sammenhængen, at vi har frihed til at køre på landevejen, men er der rødt, må vi standse. Altså adlyde færdselsreglerne og hvis vi overtræder dem, må vi tage de dermed følgende konsekvenser. Så hvordan får en stat/nation/land borgerne til at acceptere, at der bør være regler for at færdes i Cyberspace?

Nogle lande spørger ikke borgerne, det er ikke et tema til afstemning blandt borgerne. Kina har lukket borgerne inde ved hjælp af statskontrollerede Firewalls. I Tyskland kendes begrebet ”Bundestrojan”. Tyskland har et Internetpoliti, der ved hjælp af hackerteknik kan gå ind på en mistænkt persons computer og tappe den for alle data. Politiet kan installere specielle programmer på mistænktes computere, der automatisk opdaterer politiets computer med alle transaktioner fra en mistænkt computer, altså aflæse alle dennes transaktioner fra log in på nettet, over E-mails til banktransaktioner.

Inden for EU tales der nu om lovgivning for anvendelsen af de såkaldte ”cookies” der er små aftryk, der placeres på din computer, når du besøger hjemmesider via Internettet. Nogle er godmodige, men mange ondartede. Visse af de slemme lagrer sig hos dig og sender signaler til en bestemt modtager. Signalerne er relevante data, der kan afsløre væsentlige ting om din adfærd. Data indsamles, bearbejdes og anvendes til markedsføring. Men hvad værre er, der kan manipuleres på det groveste. Du kan tage dette eksempel. Et firma har en bestemt vare, som den kan se du er interesseret i, det ved den fra de afsendte signaler. Firmaet kan se, hvor mange potentielle kunder, der klikker ind og dets system er sådan indrettet, at jo flere, der klikker ind, jo højere bliver prisen. Det sker automatisk efter reglen om, at jo mere efterspørgsel jo højere pris kan du tage for dit produkt.  EU ønsker nu en regel vedtaget, der giver forbrugerne ret til at nægte at modtage cookies, eller måske rettere, de skal give tilladelse først. Reglen, der skal træde i kraft om cirka 18 måneder vil ændre på annoncering og markedsføring.

De meget stringent holdninger i Tyskland har givet anledning til mange sammenstød om hovedpunktet drejer sig om den personlige frihed, om brevhemmelighed, om retten til at udtrykke sig frit på alle felter uden kontrol eller censur. Jeg kan godt se dette standpunkt, men jeg kan også se det farlige i, at visse samfundsregler skal tilpasses den nye tidsalder med helt nye spilleregler. I USA er der lige nu en sag, der vækker stor opmærksomhed. I 1990 blev en kendt tysk skuespiller myrdet af 2 bestialske forbrydere, der netop nu har udsonet deres straf og altså er frie mænd. Men på tyske hjemmesider under skuespillerens navn optrådte de to som hans mordere, nævnt ved navn. De sagsøgte Wikipedia i Tyskland for at få deres navne fjernet, og det samme gjaldt vistnok nogle aviser, og de vandt. De brugte jo som begrundelse, at de har udstået deres straf og dermed betalt for deres gerning og at de således har ret til at deres navne slettes, så langt så godt. Nu sagsøger de Wikipedia i USA for at få slettet deres navne der, men det vil USA ikke acceptere, så pokker er løs. USA er af den opfattelse, at forbrydere ikke skal kontrollere data på nettet og det bliver en interessant afgørelse, når den engang falder. Denne lille sag som bidrag til debat om kontrol.

Den store debat føres i øjeblikket mellem de store Internet generaler og den frie verdens nationer. Generalerne vil have uindskrænket magt og truer med repressalier, idet de jo allerede har magten og dermed bestemmer graden af medindflydelse. Kampen står mellem staterne som overordnede nationale ordensmagter kontra de nye Internet magnater. Begreber som menneskerettigheder, menneskeværdighed, frihedsret og ejendomsret er under debat og de gammeldags opfattelser passer ikke ind i en ny verdensorden. Grundværdierne er ofre for en stormflod af styrke og omfang af hidtil ukendte dimensioner. Et centralt spørgsmål er naturligvis; ”Hvem ejer Cyberspace”? Hvordan og hvem fastsætter reglerne for færdsel i et rum uden begrænsning i tid, omfang og hastighed? Hvem laver ”Retsstaten eller måske bedre A/S CYBERSPACE?” Hvem skal lede den? En sådan stat, overladt til sig selv, vil fastsætte sine egne regler og vi vil ikke mere have frihed. Vi bliver styrede marionetter, hvis vi ikke gør oprør.

Vi anbringes som i dette ”fly” uden kontrol, vi følger bare med. Vi står i køen i Tivoli og venter på vores tur og vi er nødt til at tage den plads, vi henvises til. Ingen frihed, ingen kontrol vi er bare fastspændte.

Det er lykkedes at lave færdselsregler, regler for international luft- og skibsfart, telekommunikation samt regler for charterrejser, reklame og så videre, så hvorfor er det ikke muligt at lave regler for at deltage som rejsende på og som brugere af Internettet? Hvem er bange for den nye virkelighed, er udviklingen i Cyberspace løbet fra dem, der nu med store forsinkelser skal prøve at få styr på sagerne?

En sammenligning. Olien som vi alle er afhængige af, ledes fra ofte i tusindvis af kilometer lange rør, der er under beskyttelse mod fæle angreb. I Cyberspace sendes via glasfiberkabler 200 milliarder E-mail budskaber per dag, hvem beskytter og kontrollerer? Hvem skal udøver kommunikationskontrol?

Vi så i denne måned, november 2009, et eksempel på, hvor ubeskyttede vi er. Dygtige hackere gik ind på indflydelsesrige klimaforskeres E-mail konti og placerede fortrolige og private budskaber på nettet, ikke alene deres mails, men også vedhæftede dokumenter, der afslørede en dobbeltmoral hos mange såkaldte klimaeksperter, visse nyhedskanaler går så vidt, at de beskylder nogle af forskerne for at være korrupte og manipulerende. Hvem betalte disse hackere for at udføre dette arbejde, der bliver brugt nu som argumenter i den kommende klimakonference i København og som bekendt var de kloge ikke alle af samme mening som ekspert og som privat person. De pågældendes integritet er dragt i tvivl, men dette tilfælde er ikke enestående. Situationen er allerede døbt “Climategate”, så ved vi, hvad klokken har slået og hvad vi efterfølgende kan forvente.

På nettet tales der derfor også om et nyt begreb, der kaldes ”Reputation Management” og det vil jeg komme mere ind på i min næste artikel.

Som anført i min indledning; Med CYBERSPACE har vi fået en ”ny oplyst fremskridtstid” men sandelig baseret på et sæt nye adfærdsmønstre og værdinormer, som jeg ikke har samme sympati for som de først omtalte. For når denne periode, Informationsalderen, en gang er overstået har vi fået et nyt verdensbillede med en struktur, vi ikke har fantasi til at forestille os. Mine indlæg om INTERNETTET er ikke baseret på hverken teoretiske eller ideologiske synspunkter, men på praktiske eller pragmatiske opfattelser som bruger af systemet på godt og ondt.

Velkommen til den nye virtuelle verden!

CHONBURI

THAILAND

26 november 2009

about me

Gennem de sidste år er mit brug af Internettet steget, jeg har opnået mere rutine og min indsigt i den digitale mystik er vokset tilsvarende. Mine tekniske færdigheder er nu opdaterede og tilpasset avanceret brug af alle herlighederne, og dem har jeg beskrevet i tidligere artikler. Men parallelt hermed er mine observationer af de farlige og grå zoner i brugen også taget til i omfang og dermed er min nysgerrighed vakt for at tilegne mig et bedre indblik i denne nye verden med alle dens fortrin og mangler eller rettere farlige karakteristika.

Jeg vil derefter prøve at skitsere Internettets landskab opdelt i felter, de tekniske, brugerfladerne (private herunder de nye sociale netværk, politiske, forretningsmæssige, internet kriminalitet og flere andre former for misbrug) eller opdelt i de gode, de onde og de virkelige onde. Men jeg vil først tilstræbe at få strukturen på plads og det er desværre ikke så nemt, men vil da prøve at finde de overordnede rammer eller fundamentet for mine betragtninger. Jeg er derfor udmærket klar over, at denne artikel bliver en anelse springende, det må læserne bære over med.

I mine bestræbelser efter at finde frem til den mest objektive vurdering af Internettet behøver jeg nogle mursten at bygge på. Da jeg er meget interesseret i filosofi prøver jeg at hente nogle sten, som jeg kan køre ind på byggepladsen sammen med andre materialer jeg skal bygge min forståelse på.

1. At erfare vil sige at få viden om kendsgerningerne i sig selv. (Nishida)
2. Ord indtager førstepladsen, de skrevne og talte, argumenter gennem hvilke tankerne tager form og derefter handling. Kundskab, erfaring og handling integreres til et hele, en ordnet viden, der dermed bliver magt.(Foucault).
3. Magt er ret (Machiavelli)

I 2009 er vi alle verdensborgere i dybeste forstand, for en rejse på Internettet eller i Cyberspace kræver ikke pas, intet visum, ingen fremmed valuta og stort set ingen grænsekontrol. Vi har ikke længere én kultur, ikke én sandhed, det vi engang troede var én altomfattende, grænseløs og tidløs sandhed eller virkelighed. Den nye digitale tidsalder tilbyder os ord, tekster i fuld udstrækning eller i fragmenter, det samme for billeder og på nanosekund globalt tilgængelige. Men desværre ikke med én fællesnævner. Vi har fået virkeligheden erstattet med en ufattelig informationsstrøm, der vanskeligt lader sig relativisere. Med strømmen kan vi flyde på en tømmerflåde, der kan føre os ind i den nye verden bag virkeligheden, eller de mange nye af slagsen, det er svært at følge med.

Nu har jeg brugt ordet virkelighed flere gange og det er netop det begreb, jeg er meget optaget af. Den har mange ansigter, snart forklædt i én skikkelse, snart iført sig et nyt Brand, men indeni er det stadig den samme substans, eller er det helt anderledes?

Min niece Helle Dyrting har skrevet en interessant bog med titlen ”Fællesskabets Skjulte Kræfter”. I denne skriver hun om virkeligheden; ” Den virkelige virkelighed er en objektiv størrelse. Det, vi stykker sammen og forholder os til, som var det virkeligheden, er en subjektive gengivelse af den”.

Helle skriver meget mere indgående og interessant om begrebet og for dem med interesse for dette felt, kan jeg varmt anbefale at læse hendes bog.

Jeg har kigget mange steder for at prøve at finde en entydig definition på begrebet virkelighed og det er ikke en nem opgave. Stort set er svarene rummelige og omfatter påstande om, at virkelighed dækker over beskrivelser af eksisterende tings beviselige tilstedeværelse, også selvom det ikke kan observeres eller opfattes, og endelig at det inkluderer det ”at være” og dermed også det ”ikke at være”. Bom, en ordentlig mundfuld.

En konsekvens er, at begrebet sandhed dermed også bliver flydende, der er ikke én endegyldig sandhed i hvert fald ikke en, der kan defineres. Indrømmet jeg er lidt ovre i metafysikken og det er jo netop grundet disse omstændigheder, at vi mennesker er så nemme at manipulere med. Og så på toppen bliver fakta også flydende, de er der, men ”oversættes” eller manipuleres og for ofte danner vi altså inde i os selv billeder eller forestillinger, der er påvirkelige af påvirkninger fra sproget og de signaler, vi modtager. De skal gennem et filter i hjernen, men for det meste er dette jo tilstoppet og dermed er vor sunde fornuft gået fløjten.

Det bør vel også tilføjes, at begrebet viden har forandret sig i store spring gennem tiderne, og i dag er vi altså dybt inde i informationsalderen med et univers af viden til vor disposition, et univers der øges i omfang og styrke, som aldrig set før. Det gør os ikke umiddelbart klogere, men giver os muligheder af uset omfang til at blive det, hvis vi da vil. Og hastigheden, som informationsalderen tilbyder os, er næsten ubeskrivelig, hastigheden som budskaber kan formidles på til millioner af personer ved bare at trykke på ENTER knappen.

Det er ikke mange år siden jeg rejste på ”gammeldags” maner fra København til Kolding. En plads i kupeen, en god avis og en stærk kop kaffe var, hvad jeg behøvede og det var alt sammen rutiner, der ikke krævede ret megen hjernevirksomhed og der var ikke plads til mange fantasier i den tilmålte kupe. Det var nemt at tage en ferierejse til de sydlige himmelstrøg og foretage et valg af destination ved hjælp af de tillokkende tekster og farvestrålende billeder i de tilsendte kataloger, som jeg hentede i postkassen. I dag foretages rejsen i Cyberspace og det har ærligt talt taget nogen tid at finde rundt i kataloget med muligheder og hvor jeg før kunne klare mig med mine tillærte fremmedsprog, må jeg nu tilegne med et digitalt glosarium og jeg skal også forstå betydningen af samme, for hvis jeg nu trykker på F5 i stedet for F7 får jeg et kæmpeproblem. Jeg er altså næsten som et barn, der lige er startet i vuggestuen, der er lang vej til 1.G. og lærerne, de udnytter min uvidenhed på det groveste og manipulerer mig og mine vuggestuekammerater og bruger deres ekspertise om det binære talsystem og hvorledes de rejser ind i min hjerne og sikrer sig, at jeg ikke finder ud af, hvad de egentlig er ude på. Og så er min gamle røde postkasse erstattet af min INBOX i mit digitale og globale postvæsen. Jo for resten jeg savner frimærkerne.

Tilbage til Machiavelli. De fleste husker hans hovedværk Fyrsten, lærebogen der er ABC for de fleste politikere, om at erhverve magten samt at vedligeholde den ved hjælp af intriger og andre koldblodige tiltag. Målsætningen er klar; få magt og hold den fast for enhver pris.

Fyrsten eller rettere fyrsterne i dag er Internet Czarerne, de fastholder brugerne i et jerngreb og sælger ofrenes blod til de højest bydende. Magten er opnået ved brug af computeriseret teknologi.

I selve ordet Internet findes forklaringen på udviklingen. Indtil engang i 1950erne måske til 1960erne var der en del netværk, der fungerede hver for sig og det bedste blev naturligvis brugt af det amerikanske forsvar. Kun ganske få net var forbundet med hinanden. Gennembruddet kom da de individuelle netværk blev forbundet i Internettet og dermed var en ny manipulationsmaskine skabt af hidtil uhørt omfang med muligheder, der ikke kan beskrives og med konsekvenser aldrig oplevet før. Næsten som den atomare industri, bomben, der kan ødelægge alle, hvis den misbruges og atomkraftværker der bidrager til at sikre os alternative energiforsyninger og gøre os mindre afhængige af olien.

Det er en kendsgerning at Internettet er den største mulighed for at give udtryk for frie tanker siden Gutenberg, men på samme tid blevet et massekommunikationsinstrument for personer, der via nettet kan udsende hadeprægede budskaber; bagvaskelse, kriminalitet, porno og IT svindel for blot at nævne nogle, der er mange flere.

I 2000 var der omkring 361 millioner brugere af Internettet, i dag er der 1.7 milliard og tallet vokser eksplosivt. Den største tilvækst ligger i den fattigste verdensdel Afrika med 1375 %. Tankevækkende. Kontrollen er i princippet fordelt på forholdsvis få hænder, men det er ikke helt nemt at få styr på dem. Microsoft har førertrøjen også omsætningsmæssigt med et salg på mere end 60 milliarder USD. Af andre store spillere bør omtales Cisco, Google, YouTube, Facebook, MySpace og samarbejdet med f.eks. Nokia Siemens netværk forøger deres indflydelse/manipulation og kontrol. Der er altså ikke mange IT koncerner, der styrer branchen, men for mig at se er der et spørgsmål, der trænger sig mere på, hvem er det, der kontrollerer Internettet? OK der er den formelle del bestående af Internetpolitiet plus en række ”Control Boards” på kryds og tværs og det er jo fint nok, det kaldes samlet også for ”Lex Digitalis”.  Kampen om kontrollen, den reelle, føres på alle fronter. Når der kæmpes på jorden bruger man af og til at erklære undtagelsestilstand, der pålægger et lands borgere en række restriktioner, men også CYBERSPACE er underkastet forsøg på kontrol. I april bad Obama om at give præsidentembedet magt til at udøve kontrol over det amerikanske Internet, men vel at mærke kun det private, de statsejede dele er jo i forvejen under fuld kontrol.

Man taler nu om CYBER sikkerhed, der iflg. Obamas tilhængere udgør en trussel mod demokratiet, hvis da ikke Obama har den fulde kontrol, og samtidig bad han om at få vedtaget en lov, der gør det muligt for hans Internet politi at tjekke al digital kommunikation uden forudgående dommerkendelse. Vi har nye begreber som Cyber kriminalitet, ditto spionage, infrastrukturkontrol, jo listen er endeløs. Et veltilrettelagt CYBER angreb er måske mere ødelæggende end en A krig? Obama vil have en klar opdeling af brugere af Internettet i USA og ønsker de private netværk samlet eet sted, så man har fuld indsigt med al kommunikation uanset form og med få klik kan overtage den fulde kontrol.

Da computerindustrien holdt sit indtog blev der straks talt om, at nu ville arbejdsløsheden stige. Da Internettet viste sit ansigt fremkom samme argumenter, men sandheden er jo, at IT industrien har skabt et ocean af nye arbejdspladser. Jeg ser dem i overført betydning som 2 store hære, der kæmper om magten. Jeg har engang betegnet Microsoft som Bill Gates internetsoldater, der med det amerikanske frihedsbanner tilbyder alle uanset race, køn, kultur og religion en sofaplads i den store arena Cyberspace /Universet for ubegrænset kommunikation i tid og rum, og naturligvis med bannere med slagord som demokrati og ytringsfrihed. Men i kølvandet på alle de velmente felttog opstod de grå zoner, der udnyttes groft af hensynsløse forretningsfolk, politiske ditto, finansforbrydere og andre med kedelige hensigter herunder terrorister.

Så der er sammensat en ny hær, bestående af armeer med specifikke formål; Bekæmpelse af Internettets slemme drenge, de mange misbrugere som jeg har tidligere har omtalt. Så det er ikke helt korrekt, som jeg har anført, at der ikke er grænser og paskontrol. Mange lande sætter hegn op, de såkaldte Firewalls, Kina er det bedste eksempel, hvor kinesere betegner Firewalls som ”det gyldne skjold”. Dette skjold giver statsmagten en betydelig kontrolmulighed. Internettets trafik styres ved hjælp af satellitter og lyslederkabler og dermed er der klare begrænsninger for kinesernes brug af Internettet. Bloggerne, der bruger et af de 3 forbudte T (Tibet, Tiananmen, Taiwan) bliver omgående spærret. Paskontrol er lig med passwords, der naturligvis også kan hackes af statens eksperter.  Kina har i øvrigt forgæves forsøgt at få 100 % kontrol over landets 298 millioner Internet brugere ved at tvinge leverandører af PCere til kun at bruge statskontrolleret software.

Etableringen af de 2 hære har resulteret i et utal af nye arbejdspladser og nye titler. Men strategien for de to hære er klar, kontrol, magt og hensigten helliger midlet uanset konsekvenserne og det gør mig noget nervøs. Mine forsøg på at få struktur på denne nye magiske verden er ikke tilendebragt, så der er flere artikler på vej. George Orwells 1984 står på hylden og minder mig om kampen mellem den personlige totale og ubegrænsede frihed mod The Big Brother. Det er netop med udgangspunkt i denne bog jeg udtrykker så megen skepsis overfor alle de mange ret ensidige knæfald for den digitale verdens fristende tilbud, der for ofte kan sammenlignes med sirenernes sang.

Chonburi 3.november 2009

Mere om forfatteren her

“Condemnation without investigation is the height of ignorance” (Einstein)

Jeg er helt enig i geniets postulat som anført. Derfor tilstræber jeg med disse små artikler at komme med mine betragtninger og mine opfattelser af Internettet på godt og ondt, men det er en yderst omfattende opgave at sætte sig ind i Internettets utallige tilbud og derefter at vurdere dem på godt og ondt, så indrømmet det er ikke en opgave, der er så nem at gå til.  De gode ting er mange, det er ikke et emne, der skal debatteres. Jeg har været en flittig bruger siden 1996 og har naturligvis anvendt de nye værktøjer som gode assistenter, der kunne lette min dagligdag. I begyndelsen var mine behov 80 % relateret til forretningsmæssige aktiviteter, det blev med et slag meget nemmere at skrive rapporter og ikke mindst at gøre ensformige regneopgaver til en leg og endda til et avanceret styringsværktøj, hvor jeg i løbet af få timer kunne producere lønsomhedsanalyser ved valget af forskellige alternativer, opgaver der før kostede et ocean af arbejdstimer. I takt med den rivende udvikling er jeg naturligvis blevet iklædt rumdragt og deltager i cyber rejserne, som er nødvendige, fordi de fører mig til de værktøjer, vi er nødt til at bruge, hvis vi bare skal holde trit med udviklingen. Så resultatet er, at Internettet eller CYBERSPACE eller hvad vi nu kalder det er ikke alene min, men næsten hele verdens tumleplads, informationscenter, opslagstavle, reklamesøjle, kommunikationsflade og meget, meget mere. Herligt at kunne Skype med familie og venner over hele verden, at jeg med få klik har det, jeg ønsker på ”skrivebordet” at jeg er drønende effektiv og at jeg via mine blogs kan sætte mine fingeraftryk, blandt andet med denne artikel. Endvidere at jeg med nu 5 mailbokse kan kommunikere via alle netværk, de sociale og de forretningsmæssige, at jeg kan vedhæfte bilag, fotos og alskens herligheder. Jeg bruger cirka 80 % af de værktøjer, som Nettet giver mig til forretning, de sidste 20 %, (private gøremål) er næsten blevet en leg lige fra kommunikation med familien, der af og til er ret spredt, til bankforretninger, der desværre ikke er mange af og ikke at forglemme de nye fotoværktøjer, som jeg har ustyrlig glæde af. Jeg kan sagtens få øje på alle herlighederne og prise dem i lange baner og på det forretningsmæssige gebet er jeg med 12 til 14 timers effektiv indsats i stand til at gøre måske 3 mands arbejde og til en beskeden omkostning, ingen ansatte, intet lønregnskab og kvaler i lange baner. Positivlisten er lang og tro mig, jeg har efterhånden fået en del erfaring, så mit hjemmearbejde er gjort, men jeg erkender at jeg kun kan bruge måske 2 % af de værktøjer, der er til rådighed og det er jeg skam udmærket tilfreds med.

Som jeg ser det, er Internettet nu domineret af en række feltherrer, som jeg opdeler i små bokse; Business, Finansjonglører, Videnskabscentre, Politiske Organisationer, Andre Organisationer for at omtale de vigtigste, men fælles for dem alle er, at de tilsammen repræsenterer en ny verdensorden. Klik på skærmen og en ideel verden åbner sig, overfladen, skrivebordet, skærmen ser dejlig og indbydende ud, men bag den velpolerede overflade gemmer der sig en del uhyrligheder. Dem er der også mange af, misbrug, netterror, misinformation, manipulation af børn og desværre børneporno, meget bekymrende.

Så jeg gør mig mange tanker og vil her starte med brugen af Internettet på den private front.

Vi har fået en ny verden, et univers, der kaldes for CYBERSPACE, et kommunikationsforum, der tillader de fleste af denne verdens medlemmer at udtrykke sine meninger om alt og alle, vi har internationale og lokale fora, blogge, weblogs, vi har netbank, kan købe alt, hvad vi skal bruge enten et produkt eller en serviceydelse, vi kommunikerer med det offentlige, ordner selvangivelser, bestiller tid hos lægen og sociale assistancer og nu langt mere vigtigt; Vi har fået Facebook og Twitter, Skype plus et hav af portaler og Internet kommunikationsværktøjer, vi er i musefælden, men er nu så afhængige af alle herlighederne fra Alladins hule, at vi har indordnet os. Står vi ikke trofast i afgangshallen i lufthavnen og venter på udkald til flyet eller på hovedbanegården ventende på afgang, alt i disciplineret orden som en flok får, for vi bestemmer jo ikke alligevel, har ingen indflydelse på situationerne vel at mærke, hvis vi vil bevæge os fra punkt a til punkt b. Jeg kan sagtens opsummere, hvor glad jeg er, medens jeg nu sidder i mit IT cockpit og ikke skal bevæge mig ret meget for at flytte mig fra a til b. Det meste er kun et klik fra mig og jeg bliver kun sur, når hastigheden på Nettet er lav, så jeg skal vente, men jeg er også sur, når DSB’s skrattende højttalere meddeler, at toget til Kolding, normal afgang kl. dit, dut, dat er forsinket 20 minutter. I begge situationer har jeg underkastet mig viljeløst de nye herskeres magt, teknokraterne, IT guruer og deres trofaste disciple og udnytter så ventetiden bedst muligt.

Det, der bekymrer mig, er at vi ikke i tilstrækkeligt omfang er opmærksom på den grove manipulation, vi er ofre for. OK i sandhedens interesse, den har altid eksisteret, vi har bare ikke tænkt på det. I mine år som leder af Falkoner Centret på Frederiksberg, havde jeg tæt kontakt til mange fagforeningsbosser og ledende socialdemokratiske demagoger, herunder den kendte chef for DR Hans Jørgen Jensen, som jeg havde en del gode dialoger med. Han lagde ikke skjul på, at PARTIET så det som en hovedopgave at fastholde stemmekvæget indenfor rammer, styret af dem. Presse, Radio, TV, Arte samt folkebiblioteker. Partiet ønskede ikke, at folk selv skulle danne sig en mening, det var en stor bekymring da danskerne kunne begynde at se TV fra Sverige og Tyskland, nu kunne de danne sig alternative indtryk. OK denne kommentar hører nok hjemme, når jeg i et kommende indlæg vil skrive om Internettet og de politiske manipulationer.

Så tilbage til mine observationer af Facebook, MySpace og Twitter.

Særligt børn gør, hvad TWITTER beder dem om uden tanke på konsekvenserne.

Uanset deres navn dækker de alle over et omfattende socialt netværk. De har tilfælles at de dækker over et antal spektre, der næsten er grænseløst. Jeg kan ikke opremse dem alle, men mange af dem er målrettede og findes i form af fora, blogs og artikelbaser. Vi netværker som aldrig før. Internettet har skabt nye sociale strukturer, der langsomt æder sig ind på vort kulturmønster. Vi har med Internettet fået en virtuel verden, et nyt Univers, der øver en utrolig indflydelse på os alle. Det, der bekymrer mig mest, er børnenes totale underkastelse af alle de muligheder Nettet giver dem. Nogle har jeg tidligere omtalt. I denne verdensdel, hvor jeg bor, er der rekord i alt, hvad der hedder IT med Japan og Korea i førertrøjerne. I Japan kendes et problem, der hedder hikikomori, et fænomen, hvor de unge trækker sig ind i sig selv, lukker sig inde i en kunstig virkelighed Cyberspace, en anden virkelighed, hvor deltagerne placerer information, personlige oplysninger, fotos og data, der først og fremmest deles med udvalgte deltagere i netværket, men de glemmer at netværksudbyderne lagrer alle data, analyserer dem og sælger data videre, som jeg tidligere har omtalt. Det foruroligende er, at deres virtuelle verden ofte har for lidt relation til den, som samfundet betegner som den rigtige med regler for dets borgere.  Jeg vil her slet ikke omtale problemstillingen computerspil, der repræsenter en verden for de unge med så mange aspekter, at de ikke kan omtales her.

I gamle dage sendte vi børnene i skole for at give dem viden og uddannelse. I dag er indflydelsen fra de unges netværk så stor, at nogle skoler nu må tage udfordringen op. En dansk skole har givet dens lærere et kursus i anvendelsen af blandt andre Facebook for at lærerne skal være i stand til at kommunikere med eleverne på Internettets betingelser. Men også kommunikationen mellem forældre og skole sker nu via Nettet. Borte er de små sedler med ” Peter var syg i går” underskrevet ” Peters mor” i dag går mor på nettet og sender samme budskab til skolen, men ungen pjækker måske og bruger mors computer og E-mail adresse til at sende budskabet. Forældrene kommunikerer med børnehave, fritidshjem og ungdomsklubber. Men naturligvis er det praktisk at en klasselærer med et klik kan forbinde al kommunikation mellem alle elever og deres forældre om skema, om udflugter og andre fælles tiltag. En udflugt planlægges nøje og da de fleste forældre er glemsomme, sender skolen en SMS som reminder, husk nu at Peter i morgen skal medbringe badetøj osv. Nu er sidste skrig, at hjemmesider skal hjælpe skilsmissebørn, der via en portal delebørn, skal hjælpe forældrene med at huske og planlægge, hvordan de skal dele barnets opgaver og timer mellem sig, dets skolegang og fritidsaktiviteter. SMS til mor fra fraskilte far ” Husk nu at lille Peter skal til ridning i morgen, du kører ham, jeg henter ham” eller ” Hans, se lige på hjemmesiden www.voredelebørn.danmark, hvor jeg har ændret på planerne for delesommerferien”. Nu kan forældrene bede Peter om at se på hjemmesiden, hvor han kan læse om de fraskilte forældres kommentarer om, hvorfor de blev skilt og huske at fortælle ham, at det ikke var hans skyld. Der er ikke mere tid til at TALE sammen, at være rigtigt FACE to FACE. Dette er efter min opfattelse en meget trist udvikling. Vores face to face er nu by the BOOK.

Sandheden om de unges ny virkelighed, den It virtuelle verden, er nok at kvaliteten af tilværelsen for de unge ligger i deres branding af sig selv, imagepleje. Jo mere IT grej, jo mere status.  Mange lever i en form for ensomhed uden relationer af værdi til det omgivende samfund ikke mindst forældrene.

Tilbage til FACEBOOK og de andre.

Facebook er et af de hastigt voksende sociale netværk på nettet. Alene i Danmark har over en kvart million oprettet en profil. Her ligger info om alverdens forhold i folks privatliv med links til venner, familie og foreninger – alt sammen spædet op med billeder, sange og tv-klip. Facebook vil, ligesom de andre tilsvarende sociale netværk og dating-sider, have den fulde og uindskrænkede ret til vores liv på nettet., der er millioner at tjene ved at sælge oplysninger videre til andre eller ved at bruge dem til at reklamere for sig selv. Det kaldes datamining, og det er det, som gør Facebook til en god forretning. Annoncører betaler dyrt for at få adgang til de helt rigtige, potentielle købere i stedet for at spilde millioner på reklamer, der henvender sig alt for bredt i forhold til, hvad Facebook kan tilbyde med deres data.

Mange brugere skriver under på de 20 siders lange betingelser bare ved et klik på linket ”Jeg accepterer” uden at de overhovedet fatter, hvad de skriver under på. De overser (de fleste gør) at de giver FACEBOOK alle rettigheder til at anvende al form for information fra deres profil samt deres daglige kommunikation og nu prøver FACEBOOK at få adgang til medlemmernes E-mail konto, så de også fra den, eller fra disse, kan hente data, som kan indgå i pakker, der kan sælges til annoncører. Der er over hele verden en stigende kritik af disse sociale netværk, det mest kritiske punkt er, at man har meget svært ved at melde sig ud, og har man en gang, måske i et øjebliks stemning, lagt kommentarer ind på sin fjæsbog, kan den ikke fjernes igen, skaden er sket og den kan ofte være uoprettelig. Fjæsbogen har i år tabt mange retssager for at stjæle og benyttet data, der har ophavsret eller privat beskyttede, men FACEBOOK har ingen hæmninger.

Men uanset vore holdninger så er FACEBOOK og TWITTER her for at blive og de er hurtigt virkende bidragsydere som kommunikationsværktøjer, der på millisekunder kommer verden rundt. Da paven i 2007 fortalte de måbende får, at man ikke må anvende kondomer, var der på få timer tusindvis af indlæg via de omtalte medier.

At samme medier nu er ved at blive et alvorligt problem for arbejdsgivere er forståeligt. Flere og flere virksomheder må i dag have en IT politik. Det betragtes som et personalegode, men med retningslinjer som f.eks. brug af firma computere til private formål, herunder at ajourføre Fjæsbogen, må andrage maksimum ½ timer per arbejdsdag. Men hvordan er det med den gruppe i samfundet, der ikke har adgang til nettet? Mange ældre, der ikke enten kan eller vil være passagerer i IT toget, må have store problemer, f.eks. fordi mange kommuner i stigende grad lægger adgang til mange services over på nettet, så borgerne skal kunne anvende dette medie for at få oplysninger. Eller seniorer, der ikke kan fysisk bevæge sig ud for at købe ind, men må bruge Nettet som supermarked.  I Danmark er kun 30 % af de ældre i stand til at gøre brug af nettets muligheder, nu langt mere nødvendig end tidligere. Og hvordan vil det danske velfærdssamfund udvikle sig under presset fra IT? Og ikke mindst, hvordan klarer seniorgenerationen at udvide dens ordforråd med alle IT termerne og IT verdens mange forkortelser? Er den INTERNETPARAT?

En anden interessant betragtning er, at de omtalte medier klart adskiller sig. I USA f.eks. er FACEBOOK mest anvendt af bedrestillede unge, og MySpace er for ”underklasserne” MySpace er benyttet af kriminelle og ghettomedlemmer. Der er mange andre inddelinger og dem skal jeg prøve at komme nærmere ind på i kommende artikler. Jeg er meget optaget af de mange aspekter den virtuelle verden indeholder. Den er så stor, at det er umuligt på den korte plads en artikel bør have, at beskrive emnet indgående, men så er der jo heldigvis nok at tage fat på.

Her på falderebet kan jeg glæde mig over at USA indfører en lov, der gør det strafbart at lyve i annoncer og på nettet. I dag bruges ikoner store sportsidoler, der for millioner af penge vildleder forbrugerne med at fremhæve et bestemt produkts fortræffeligheder, uagtet at disse ikke har rod i virkeligheden.

Fra den 1. december 2009 medfører den nye lov,  at al information skal være 100 % korrekt, en sandt fremskridt for forbrugerne og et mareridt for producenter og de reklamebureauer og sportsidoler, der har ført forbrugere bag lyset. Loven rammer heldigvis også FACEBOOK, Twitter, bloggere og alle, der bevæger sig på Internettet eller bruger SMS til at udsende annoncer med. Da jeg er en ivrig blogger skal jeg altså fremover tage mig meget i agt, UPS!

Så denne form for annoncering er ikke mere tilladt!

Læs mere om mig her

Chonburi 20.oktober 2009

Det er en kendsgerning at Internettet, hvad enten vi kan lide det eller ej, er kommet for at blive og enten hader man det, eller er en flittig bruger og de sidste er der flest af. Jeg har slet ikke lyst til at finde tallet frem, for i det sekund jeg har skrevet det, er det allerede forøget. Jeg vil heller ikke trætte nogen med historien om dets tilblivelse for igen overhales jeg af virkeligheden og erkender, at i IT verdenen er det sekund, der tikker ind på mit digitale ur her på skrivebordet lige nu, allerede fortid målt i timer, muligvis dage i den fagre nye verden, som jeg nu skal bruge timer på om dagen for at følge med i bare en brøkdel af de nødvendige værktøjer for at kunne bruge det mest hensigtsmæssigt, naturligvis i min situation med fokus på forretningsmæssige aspekter, men også på privatfronten lettes min hverdag, indrømmet. Hos en af mine venner i Danmark står der et skilt på hans skrivebord; ” Vi har i dag alle tænkelige former for kommunikation, herunder Nettet, men vi taler ikke sammen mere”. Vi ”taler” sammen via Facebook, Twitter, Youtube og hvad de nu hedder alle sammen, der udgør et grænseløst socialt netværk, der nu smelter sammen med den omsiggribende hunger efter forretning. I dag er de omtalte sider en sand guldgrubbe for forretninger. Ikke mange tænker på, hvordan ”gratis” netværk som f.eks. Facebook tjener styrtende med penge.

Disse gratis netværk opererer simpelt. Når man registrerer sig som bruger, skal man blot lige udfylde et lille skema med en række personlige oplysninger, der virker uskyldige. Hobbies f.eks. Når Facebook har fået 100.000 brugere i Danmark har de på et nanosekund en oversigt over brugernes fritidsinteresser, ved hvor de bor, næsten hvordan de ser ud, og Facebook sælger nu disse data til selskaber, der betaler formuer for at få adgang til ikke alene potentielle kunder for deres produkter (f.eks. golfudstyr) men de kan opdele segmenterne i et demografisk mønster. Mange Facebook brugere sidder og udleverer sig selv og private oplysninger over netværket. De skriver på nettet, hvad de tidligere talte om pr. telefon. En frustreret kone skriver til sit netværk (hun er jo koblet sammen med alle vennerne og andre interesserede) at hendes mand, kom hjem i går og fortalte hende om begivenheder i hans firma, der egentlig burde være en forretningshemmelighed og straks er det på nettet. F.eks. taler en kone om, at hun og hendes mand overvejer at sælge deres pensionsopsparing og i stedet investere i projekter med bedre og sikrere horisonter, eller i drømmehuset i det sydlige. Relevante ord, som her pensionsopsparing eller drømmehus i Frankrig indsamles af Facebook, der på en måned indsamler data gennem deres søgeværktøjer om forbrugsmønstre, planer om ferier og andre emner, der kan sættes sammen i en pakke og sælges til en bank, et forsikringsselskab eller en ejendomsmægler med fokus på Frankrig, der så alle kan målrette annoncer og budskaber via netværket. En styrtende god forretning, se bare på, hvad Facebook forventer at tjene i år. Facebook har nu mere end 300 millioner fans, godt gået på forholdsvis få år.

Det er endnu en kendsgerning at vi alle, uanset alder (næsten da) bruger mange, måske alt for mange timer foran den nye skærm, der har afløst husalteret. Vi har glemt de personlige ansigt-til-ansigt samtaler, glemt gamle hobbys og andre sundere aktiviteter, men måske langt vigtigere gøremål med langt højere værdi. De har gjort det godt, udbyderne. Tvunget os til klistre os fast til mini skærmen, ok den er snart lige så stor som den nye 32” fladskærm, taknemlige ofre for alle Nettets herligheder, udbud af budskaber og informationer i mængder, jeg ikke kan finde et tal for. For mange er tilværelsen nu 100 % blevet ”online” snart i næsten alle døgnets timer og via mobiltelefonen er vi også på nettet, for tænk nu hvis. Da jeg gik i skole målte vi vor værdier på de karakterer, vi fik og var man fodboldspiller var drømmen på skoleidrætsdagen at slå de pokkers unge på naboskolen, der bankede os sidste år med 3-1. I dag måler mange unge deres værdi i, hvor mange SMSere, de kan sende på en dag. Vi har fået en anden verden og jeg er ikke sikker på, om jeg befinder mig godt i den. Det er på alt for mange afgørende punkter ikke en rigtig verden, den er skabt til kontrol, men i forførelsens navn er den iklædt tillokkende argumenter, der skal sikre Internettets Zarer endnu mere kontrol. OK jeg medgiver de mange fordele. Internettet har givet os en ny verden med mange værktøjer, mest informationer af hidtil uset omfang, paratviden er ikke længere et ”must”, nu skal vi bare vide, hvor og hvordan vi finder den viden, vi har brug for.

Selv med beskeden indsigt i de mange tekniske finesser og kneb, der skal bruges for at udnytte bare de simple operationer, kan næsten alle bevæge sig frit over landegrænser og uden begrænsning i tid og rum. Nye dimensioner er kommet til, vi er på vej til et globalt sammenhængende netværk, der på alle fronter også socialt og kulturelt binder os sammen.  Jeg kan sagtens gøre rede for den superhjælp nettet er i dag for vore forretningsmæssige aktiviteter, målrettede budskaber, informationer til fra min blog, supersmarte billedgallerier og listen er lang, men dette indlæg er ikke et PR stunt for Bill Gates.

Jeg er noget mere opmærksom på de negative faktorer, der fortjener at blive omtalt. Vi er blevet ”virtuelle” D.v.s. at vi gennem interaktive tiltag på nettet kan simulere enten den ”rigtige” virkelighed og så den illusionsskabte.  Som jeg ser det, erstatter den sidste opfindelse, hvor teknisk kompetent den end er, den ægte verden, det rigtige liv, som vore sanser opfatter det, ikke illusionerne på nettet. Jeg ser børn spille på nettet og bevæge sig i et konstrueret univers uden hold i virkeligheden, eller er det mig, der ikke mere kan fatte, at vi måske har en ny virkelighed, den digitale? Jeg har efter min tilbagekomst fra mit lange ophold i Danmark gjort mig en del tanker herom, ikke mindst i lyset af det adfærdsmønster mange børn udviser. Så med interesse læste jeg om den amerikanske professor Mark Bauerlein, der har skrevet en bog om den dummeste generation af amerikanske børn, der vokser op nu, en generation der kun kan eksistere og leve via daglige indsprøjtninger fra nettet. Han påstår i sin bog, at i USA er 50 millioner børn blevet snotdumme, at de ikke har nogen rødder til kultur, kunst, historie og litteratur. Han postulerer, at denne generation udgør en latent fare for det amerikanske samfund. De unge sender i gennemsnit 2700 SMS pr. måned og bruger et nyt sprog. De kan ikke stave korrekt, de kan ikke udtrykke sig, formulere sig, de har i deres hoveder et univers med ofte beskeden forbindelse til virkeligheden og ordet socialt samvær har skiftet betydning. De taler ikke sammen, 90 % af deres kommunikation er via mobil eller nettet. Begrebet den lydløse kommunikation, det tavse sprog er nu en kendsgerning. Og et nyt mønster har taget over. Det er OK hele tiden at svare mobilos, at tjekke 5 gange om der nu er nye mails og i dag selv midt i alvorlige samtaler bryder IT monsteret ind og det er vigtigere at svare/tjekke end at fortsætte samtalen. Bauerlein skriver, at de unge i dag lever i nuet, at virkeligheden er den, der er her og nu, at rødder til historie, hvad der skete for længere tid siden ikke har relevans. Der er ingen interesse for at forstå den baggrund, der har ført til det liv, der leves nu. De stoler for det meste blindt på alt, hvad der skrives på nettet, sluger Facebook budskaber og betragter alt dette som den rigtige, den eneste sande virkelighed. Deres opmærksomhed er på de andre i klassen og hvor mange SMSer de har sendt, eller udveksling af nye tekniske muligheder på nettet, underviseren er en forstyrrende brik og de betingelser, som samfundet fungerer under, interesserer dem ikke en døjt. Vi er ofre for manipulationer og mange af dem er grove, men vi fatter det bare ikke. De store, der kontrollerer en stigende del af vor adfærd på alle fronter, ser os som små mus, der farer rundt i pariserhjulet hele tiden på kapløb med at indhente os selv, og det er en umulig opgave.

Så i dag ser vi for det meste dette billede, ikke alene af os selv, men også af andre

For at et hjem i dag skal være attraktivt for deres børns kammerater at komme hjem til, skal børnenes værelser været indrettet som en internetkafe. Hvor er forældrenes rolle i dette nye teater? De skal selv hjem og bruge Nettet, det varer vel ikke længe førend kommunikationen i hjemmet foregår ved, at alle spiser ved deres ”Workstations” og sender mails til hinanden. Hvor ender vi?

Jeg bliver endnu mere betænkelig, når jeg læser i danske aviser, at en del børn nu bruger nettet for gennem chatline, at fortælle om seksuelle overgreb. Det siger måske lidt om situationen i hjemmet, at en pige føler sig mere tryg ved at kommunikere med en ukendt person om sine problemer, end ved at tale med sine forældre. Plus og minus, jeg kan ikke helt greje denne udvikling. Det ryster mig, at der også er mange drenge, der bruger denne chatline, og at det ofte er familiemedlemmer, der er bag overgrebene. Far og onkel, jeg ækles og kan så godt forstå, at de unge kun har denne udvej, som chatline tilbyder. Så her er der da et godt eksempel på Nettets lyksaligheder.

Der kommer mere om dette emne, som jeg er meget optaget af. Jeg har selv svært ved at finde balancen. Jeg kunne bedre lide, når jeg spillede balut, at der stod en letpåklædt pige bag ved stolen og tørrede sveden af panden, tændte cigaren og kom med en frisk drink. Er det ikke bare kedeligt at skulle spille via nettet?

FAGRE NYE VERDEN

CHONBURI 5.oktober 2009

I skrivende stund, ultimo juli 2009, er jeg meget optaget af situationen i USA, hvor det ser ud til, at den nye præsident med lysets hastighed ønsker at forvandle det amerikanske samfund fra kapitalisme til socialisme. Det ligner meget det billede vi havde i Danmark de år, da socialdemokratiet købte stemmer for lånte midler. På de amerikanske TV stationer og i andre media hører jeg nu gentagne gange argumentet, at Obama ikke handler i overensstemmelse med ”the founding fathers” væsentlige princip, nemlig at landets indbyggere skal have adgang til at ”pursue happiness”, at hans planer om at omdanne samfundet forhindrer borgerne i at få mulighed for at opfylde den ”amerikanske drøm”, hvad den så end er. Jeg har set på den amerikanske forfatning fra 1776.  For nogle af landets borgere er af den opfattelse, at konstitutionen indeholder afsnit om samfundets forpligtelser overfor borgerne, herunder at sikre dem vilkår, baseret på så få hindringer som muligt vilkår, der med udgangspunkt i 100 % personlig frihed skal gøre det muligt for så mange som muligt at opleve den amerikanske drøm virkeliggjort.  Men dette er en sandhed med modifikationer, idet Benjamin Franklin skar igennem og udtalte de berømte ord: ” Samfundet skal kun gøre det muligt at forfølge drømmen, men den enkelte må selv tage fat!”

Jeg har ledt længe efter at finde ordet ansvar, men det kniber. Derimod kniber det ikke med at blive mindet om, hvorledes den almindelige amerikaner opfatter sine rettigheder. Senest i forbindelse med krisen og Obamas lovforslag om, at biler i USA fra 2015 skal kunne køre minimum 15 km på en liter brændstof, og det er jo sikkert ikke nemt for de store, dyre USVer, som befolkningen har en umættelig appetit på. Lovforslaget sigter mod at minimere forbrug af importeret olie og tage mere hensyn til miljøet. Ved et interview udtalte en salgsdirektør for et stort bilmærke, at ”vi amerikanere er nødt til at have store biler, for vi er meget kraftige og har altid megen bagage, så de små europæiske biler passer ikke til os”. Under frihedsbegrebet hører nu retten til at blive tyk og fed og lade samfundet betale de dermed forbundne udgifter. Hvor er grænsen for, hvornår den personlige frihed overskrider grænserne og bliver samfundets problem? Jeg så forleden et TV indslag om en dreng på 13 år, der vejer godt 220 kilo. Nu er hans mor under anklage for vanrøgt, men hendes advokat siger, at hun under landets love har lov til at lade drengen blive uformelig.

I forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan bruges dette argument: ” Vi fører krigen for at beskytte USA’s interesser og værdier”. Ordet værdi bruges nu i så mange sammenhænge, at jeg kan komme lidt i tvivl om, hvornår og hvordan det skal bruges. Værdikamp, kulturværdier, samfundsværdier, værdinormer og således kan rækken fortsætte. Så værdien for nogle består altså i retten til at ændre på kroppen, så den ikke mere passer ind i en almindelig bil, eller for den sags skyld et flysæde. Men fænomenet er jo også kendt i andre lande, i de arabiske stater og i Indien er fedme et tegn på velstand, jo flere kilo jo flere penge. Når man bruger sine rettigheder bliver man så lykkelig?

Karl Marx skriver som bekendt om to begreber: ”Frihedens rige” og ” Nødvendighedens rige”. Vi kan også bruge dette som udgangspunkt for at definere, hvorfor et nødvendighedens rige repræsenterer en minimialstat, hvis opgave det er at sørge for de rammer,  landets borgere har at rette sig efter under udøvelsen af,  at kunne gøre, hvad man vil i frihedens navn. At skabe balancen mellem disse to yderpunkter er en svær opgave, formulering: ” en liberalistisk minimalstat”. Dette prøvede de amerikanske ”founding fathers” at skabe med deres uafhængighedserklæring fra 1776. I dag ville de nok rotere i deres grave, hvis de kunne se, hvor langt samfundet har fjernet sig fra de grundlæggende tanker. ”The pursuit of happiness” er erstattet af kampen om DOLLARS, alt måles nu kun i penge. Kampagnen om at godkende Obamas lovforslag om en ny revolutionerende sundhedsreform føres mere på kroner og øre end den samlede værdi for samfundet i at have et sundhedssystem, som alle uanset indkomst, race og køn, skal have adgang til. Det er en flot tanke, men den er ikke realisabel. Den koster mange penge at gennemføre og indtægterne kan kun komme fra forøgede skatter og er de skattebetalende borgere parate til, i disse krisetider, at erlægge flere skattekroner for at tykke og fede med alvorlige følgesygdomme skal kunne opereres på samfundets bekostning? Friheden til at lade sit barn spise sig til 220 kilo skal altså resultere i, at det er nødvendigt for samfundet at stille faciliteter til rådighed for at afbøde konsekvenserne. Se mit tidligere indlæg om emnet her

http://www.occo.asia/blog/index.php/2009/05/conflicts-in-aggressive-marketing/

Netop, medens jeg skriver dette indlæg til min blog, oplyses det, at man i USA bruger 767 milliarder danske kroner på at afbøde virkningerne af overvægt. Tallet er fordoblet siden 1989 og er nu så alarmerende, at der må gribes ind. Hver 4. amerikaner er nu overvægtig.

Bare lige en enkelt kommentar om, hvordan Obamas plan kan finansieres: Hvad med at stoppe krigene i Afghanistan og Irak og bruge de dermed sparede uhyre summer til sundhedsfremmende foranstaltninger i stedet? Og dernæst denne: Obamas forslag om en ny sundhedsreform er i utrolig grad baseret på de sundhedsmodeller, vi bruger i Skandinavien, og på modeller fra England og Canada. Som bekendt er de ikke mere noget at prale af og Obamas forslag indeholder en begrænsning i valg af læge og dermed et enestående indgreb i den amerikanske borgers frihed til at vælge, og det er ikke et klogt skaktræk.

Hvis vi nu forudsætter at Obama har i tankerne, at hans nye socialistiske (han kender Karl Marx) samfund har dette motto for den amerikanske sundhedsøkonomi: “ Maksimum af sundhed for skattekronerne” så ryger vi ind i en interessant problematik. På den ene side nytteværdi af operationer udført for skattekroner og på den anden side befolkningens forventning om at en operation/bedre helbred fører til større lykke. Minimalstaten skal altså stille de nødvendige midler til rådighed, men spørges om nytteværdien for samfundet? Giver investeringen i en dyr operation et fornuftigt afkast? I England og Canada har sundhedsvæsenet udarbejdet en model, der kaldes QALY, og QALY står for kvalitetsjusterede leveår. Blindhed er lig med 0,3 år, en nedslidt hofte reducerer 1 år til 0,6 og så videre. En hofteoperation fører altså til en forøgelse af 0,4 år i f.eks. 10 år er lig med 4 som gevinst. Hvis man beregner omkostningerne til operationen mod bidraget fra 4 år, er der så en gevinst? Er der en nytteværdi for samfundet og hvordan måles lykken hos den patient, der opereres?

Værdi kan måske måles ud fra forskellige forudsætninger, men lykken? Er den amerikanske mor og søn på 13 år lykkelige, ja uden tvivl. Og lykken måles altså i at jeg (mor) er lykkelig, fordi jeg kan lade min dreng spise sig overvægtig, og drengen er lykkelig, fordi han kan spise alt det, han har lyst til. Og jo flere kilo på vægten, jo mere lykke. Er det sådan, det hænger sammen?

Jeg var af den naive opfattelse at begrebet lykke hører hjemme i følelsesland, men slår jeg op på begrebet følelser, er der 39 afarter, men lykke findes ikke blandt dem. Underligt.

En definition på lykkebegrebet er ikke så nem at få på plads. Men lad mig prøve at se det ud fra denne basis: Kan lykke vejes og måles? Hvilken forskel er der på meget lykkelig og ovenud lykkelig? Alle mennesker stræber efter mange ting, som de anser for at være værdifulde: Sundhed, skønhed, et stærkt familiesammenhold, en velfungerende og inspirerende vennekreds og naturligvis alle de materielle goder. Konsekvensen af de nødvendige handlinger, der skal føre os til målene, er at blive lykkelig, der anses for det højeste gode i livet. Det, at have de andre mål på plads er kun værdifulde al den stund, at de bringer os maksimum af lykke. Morale er at værdien af vore handlinger udelukkende skal ses i lyset af handlingernes konsekvenser.

Om lykke er det sagt, at skal man bygge lykkens hus, bliver det største rum ventesalen. Medens vi venter, så kan vi synge med Preben Kaas og Jørgen Ryg: ”Lykke er en leverpostejmad med rødbeder”. De vidste, hvad det hele drejer sig om!

CHONBURI 28. juli 2009

I refer to my previous article THE MOMENT OF TRUTH about some experiences during my 2 years employment by INTERNATIONAL HARVESTER COMPANY (USA), Regional HQ for Scandinavia based in Copenhagen Denmark. We are back to the years 1960 – 1962. This is the period where the golden years started for I-H as it was called. In order to get the whole picture let us just look at the overall situation in Europe after the end of WW II. Following the long war of 5 years Europe was in need of almost anything opening an endless variety of markets. One important one was the markets for agricultural equipment, construction machines, vans, pickups and trucks and I-H decided to move in on the new possibilities. In the USA a major part the whole production apparatus shifted from producing materials for the war to new products for businesses and private consumption. Accordingly there was a change of management style. The new CEOs were more concentrated on marketing replacing the focus on maximum production paid for by the government regardless of the costs. Marketing equaled profitable sales and the powers of the free market economy started to show some muscles. In the early years after the war ended almost everything produced could be sold, but slowly the picture changed and more attention was paid to the possibilities of capturing markets in Europe.

In my article I will then concentrate on one market only, the Danish one for agricultural machines. The war had left many open wounds one being a weak economy especially for the farmers including the many in Denmark. USA had the products needed badly by the agrarians in shortage of cash. Then the USA Secretary of State Marshall came up with a brilliant idea that was presented at the Harvard University on September 22^nd. 1947. It was a plan to offer favorable loans to some selected European countries in order to get back on their feet by investments in new production facilities. I do know of course that the real idea behind the plan was to ensure that the Soviet would not take over some strategic well situated European countries, but leave that aside. The final outcome was the MARSHALL PLAN and it was determined that a major part of the financial injections was to be given as a gift, amounts not be paid back and the gifts to focus on agriculture in order to speed up the supplies of food.  Consequently the USA producers of farm equipment queued up and as far as I recall FERGUSON TRACTOR was one of the first ones seeing the opportunities to “sell” its tractors model TE 20 that were made in England. 80 % of the Marshall loans were a gift, so why not use this opportunity to overflow the market with the grey tractors (see picture) and within a short time most of the progressive Danish farmers had a grey FERGUSON and we look at the years 1949 – and up to 1960. The landscape was almost grey.

When the first tractors arrived in Denmark, farmers had beforehand queued up at the window at the Farmers Association Office. And on the window you could read this: “Hand over your application here please” and once approved and convinced that the farmer could pay back his 20 % he got his tractor. It was not selling it was 100 % distribution of gifts from the USA. I have no idea how many tractors were supplied to the market but it was a lot and the USA factories had reason to celebrate.

Thus in the sales scenario 1 everything was easy, sweet and many involved in the supply chain made a bunch of money, including the farm equipment dealers, who also made profits on services and sales of spare parts. Taken as a whole the dealers of agricultural equipment had golden days from 1949 to 1960. The needs were enormous and the big players were eager to supply.

But now to scenario number 2: Tractors get old and worn out and at a certain point in time replacement had to take place and now my story will now focus on the financial effects of rapid alterations of the market conditions. So let me explain it in this way:

We are now in the year 1960. A farmer has a FERGUSON tractor may 8 years old and he needs a new one. He will go to some dealers of tractors (many brands available now) and buy a new tractor, not entirely based on all the USPs of the new model, but more importantly how much he can get for his old tractor and the game starts.

The dealer is up against the wall. In order to sell a new tractor he needs to offer the highest price to the farmer for the old tractor even if he knows he moves into a difficult world. He used to sell new tractors only, but now when he sells a new model, he has to buy an old one from the farmer. The financial effects could look like this. (Please bear with me that I cannot remember the price structures from that time, so I use some figures just to illustrate my example). New tractor sells for 2.000 $, profit 20 %. He now buys an old tractor from the farmer as a partial payment for 1.000 $. Before he can sell that it needs an overhaul. Subsequently his repair shop will do the job and the bill for working hours and spare parts amounts to 300 $ so the stock value of the old tractor is now 1.300 $. He puts it up for sale, gets his 1.300 $ and must take another older tractor as partial payment maybe at 600 $. It requires repair in order to be sold and he needs to give a guarantee for maybe 6 months otherwise nobody will buy it. The bill from the work shop is 250 $ only so his stock price is 850 $. Now the game could continue, but let us assume that he sells for 700 $ net without having to “buy” another old tractor. The P/L picture looks like this: Total income (2.000+1.300+700) is 4.000 $. Expenses (1.600+1.000+300+600+250) are 3.750 so the total profit is then 250 $ on the total sale or just 6.25 %. OK he will make some profit on the spare parts, but ne needs to give guarantees on the sales of old tractors and service the new models and on top he must find financing. This dealer ends up with a slim profit and in general terms the industry only survived thanks to sales of additional farm equipment.

Let us now move to the next scenario 3; In 1960 I-H introduced a new series of tractors and since the production of tractors was the lifeblood of the company all sales and marketing tools were essential and new and very aggressive methods were implemented. Very sadly both first succeeded and then failed. I will concentrate on the sales/marketing issues. I-H subsidiaries including our Denmark Office got instructions from the HQ; “Increase sales we do not care how, just do it”. In order to start the new and forceful marketing strategy I-H invited dealers from all over the world to come to the USA to see the new models (6 cylinder engine) and they looked great and all the USPs were on top of the strong competition. As I recall more than 10.000 were invited from more than 20 countries. The show was a big success and the dealers were over the moon by getting the possibility to get “over there”.

However everything comes at a price and soon the dealers felt the pressure as I-H told them that in order to keep the I-H dealership they needed to buy a specific minimum of tractors and the figures per dealer were based on last year’s sales and to this 25 % was added. In a market that was about to be saturated and under a pressure due to the change from an agricultural country to be industrialized,  that was in no way possible for most of the dealers. I-H put a lot of thumbs on them and used new sales methods very unacceptable to Danes. The most significant was this; I-H asked the dealers to approach the farmers, who had bought tractors from them the years before and offer them a very good price for their old tractor provided they would buy the new 600 series. But the aggressive sales policies dictated the dealers approaching almost all farmers, using other brands, within a dealer’s district in order to maximize sales. On top to make all efforts to persuade trendsetting and very large farm estates that used tractors of competitive brands like FORD and MASSEY FERGUSON to shift to I-H. That was a very expensive PR stunt.

The dealers, who accepted the new strategy soon found themselves in financial problems. Now the supply was larger than the demand resulting in the situation where the dealers were forced to invest in the “purchase” of used tractors bought at prices exceeding the actual market value and very difficult to sell because of a decreasing demand. I-H was hard-pressed to assist with the financing of the “over sales”, and within a few years a major part of the assets on the Balance Sheets for many dealerships consisted of hundreds of used tractors not saleable at the “purchase price”. On top the new series of 660 tractors suffered tremendous technical problems involving extra costs and a blow to the I-H image making it even more difficult to sell. The result, for many dealers with whom I worked, was record high sales but a negative profit. The Americans were fast to introduce a new policy; increase the prices for spare parts and ensure that almost all parts of a tractor cannot be replaced by non-original parts. Fortunately for I-H they were not the only ones using this policy, the competition followed suit.

I have used the I-H product group tractors for this example. You may now add the other I-H products like many sorts of agricultural equipment, construction machines, vans, pickups and trucks. Some dealers were involved in more than one product group and based on the same sales policy the negative financial effects were higher than Mount Everest. The price level for construction equipment and trucks were more than 10 times higher than for a tractor. In the end due to the negative effects from all the obstacles I have described, many dealers went bankrupt and I-H’s problems grew by the speed of the light and later the company had to give up.

Indeed a depressing example of aggressive marketing not properly planned and executed. Old style management and a non professional board of directors in the USA Company added to the increasing problems. My 2 years in I-H were marked by a lot of personal development and gave me a deep insight in the American way of thinking, an experience that later became useful when I worked in Asia with highly qualified experts from Harvard University and Michigan State University from whom I picked up a lot.

However I-H did learn a few lessons in Europe and changed the top executives for its subsidiaries to be Europeans with local insight and knowhow. Sadly for many this strategy came too late.

CHONBURI THAILAND

July 2009

In the early sixties I got my first job as personal assistant to the Director of Finance, who was an American and the name of the company was International Harvester Company Ltd. Branch Office in Copenhagen, Denmark that was in charge of IHC’s operations in Scandinavia. At that time IHC was a very dominant player on worldwide markets selling agricultural equipment, construction machines, pickups, vans and trucks. I joined the company at a time when it started to face some problems. Throughout the 1960s despite good sales, IHC’s profit margins remained slim. The continual adding of unrelated business lines created a somewhat unwieldy corporate organization, and the company found it difficult to focus on a primary business, be it Ag equipment, construction equipment, or truck production. An overly conservative management, combined with a rigid policy of in-house promotions tended to stifle new management strategies as well as technical innovation. These facts are well known today but at that time not properly recognized. I have not been able to get the exact figure of the number of employees all over the World, but we were more than 100.000 as far as I recall. I remember however that IHC had more than 10.000 dealers selling tractors only in more than 20 countries.

In Copenhagen we responsible for the Overall Busines Areas the most important of course sales of all above mentioned products mainly through regional dealers and our own I-H sales outlets and service centers. We were organized in at that time the typical pattern for USA based companies in Europe: American CEO, ditto CFO but Danish sales and marketing management. The total of all IHC European operations was headed by a European IHC HQ in London.  So with the IHC HQ in USA, the European in London and the various subsidiaries in Europe including Denmark the chain of command was very long, communication often complicated and on top the usual cultural “conflicts”.

My job was to assist the American CFO and we had the main focus on financial burdens increasing heavily in the early 60ties and the liquidity picture represented a serious threat and the reasons were many, but mainly due to the fact that IHC had to provide the expansive dealerships with IHC products. The dealers were of course divided into groups, some selling agricultural machines only, some trucks etc. But they all had one thing in common IHC was to supply them with products on the condition that payment are first due, when the product is sold. So in consequence IHC had to finance a pile of businesses and it was one of my duties to pay visits to dealers in order to teach them financial management and keep proper accounts so IHC DK could maintain track all the products put at their disposal on a consignment basis. Without a reasonable display of IHC products in the dealer’s showrooms, how could they sell?

As mentioned above in the 60ties in spite of a rapid growing economy in Europe IHC started to get into troubles, but they did not realize it. The management was old fashioned and had the view that only Americans could hold the top executive positions in Europe even if they had no clue about European culture and relevant marketing management. On top came that the new series of tractors introduced on the market in 1959 (the models with a high powered engine) faced tremendous problems and caused additional financial burdens and resulted in very low sales. So one morning I was summoned by my American boss, who showed me a memo from our CEO. The content related to the fact that our liquidity was strained and the solution was to increase sales at almost all costs never mind the consequences. Let us just say that the focus was on sales of I-H trucks.  We all knew that our trucks were extremely good and we knew all the USPs by heart:

• US quality
• Optimal performance
• Best service
• Economical/Low mileage costs
• Strongest truck on the market
• Safe and comfortable
• Best value for money

And so the list went on. All catalogues in color and praising the trucks up to the sky, we advertised in all professional magazines and paid 50 % of all advertisements by the dealers and in spite of those active efforts the sales dropped and started to worry the top CEO of IHC and of course the BIG Chairman in USA. Now the next picture is purely from my imagination but this is what I discussed with my boss and I used the picture as an illustration for him to understand the many pitfalls on the way from USA to the final point, where the sales person meets the potential buyer the moment of truth.

In the IHC USA HQ the board has a meeting and with an agenda of course. The board is rather large, composed of experts and of course at a certain point during the meeting the President in charge of the Division Sales/Trucks/Worldwide is asked to present the results for the last quarter. Since the figures (my guess) comprised of the totals from the worldwide operation it was a short presentation; Expected sales say 100 million $, actual sales only 81 million$, result not satisfactorily, actions will be taken, the forecast for the coming quarter looks better. The words are marked by caution and selected very carefully and in appropriate board meeting traditions; “The prevailing market circumstances worldwide, in view of the facts that, the company to undertake strong actions in order to recapture a profitable market share etc”.  The texting is nice, professional and the board is protecting is ass. A statement is mailed to the Stock Exchange in order to ensure the shareholders that everything is under control. Within one hour after the board meeting the President of the Truck Division calls his secretary and dictates a memo to all executive VPs and the words are just a little bit different from the words he used in his presentation to the board. The VP in charge of Sales in Europe receives the message from the USA and  then dictates a memo to his secretary addressed to the CEO in London responsible for all European activities and now the wording of the memo changes, the tone is sharper:   “In view of the fact that sales have dropped significantly over the last months I strongly urge you to come up with a plan within one week of how you intent to ensure our company that you are capable of running the European operation”  Within a split of a second the London based CEO is producing a memo to all European CEOs and now the text becomes even sharper and again changes when the local CEO calls his Sales and Marketing Manager:”Bob what the hell is going on, what are you guys doing, look at this shit from London”.  The SMM then calls an urgent meeting with all regional sales staff (this is way before modern means of communication). The message is loud and clear: “ Starting from now and one month ahead this rule applies; all sales staff who cannot meet the target we set at the beginning of this year can start to look for another job”. The regional sales manager will then go to the dealer and urge him to sell more trucks and if that could be done yesterday please? “Otherwise this shitty boss of mine in Copenhagen may start to look for another dealership in your district”.

That was almost the end of my explanation to my boss, who looked at me and asked what now and I answered; “You come with me tomorrow, we will visit a dealer/trucks near to Copenhagen. I will find a dealer, who tomorrow will do a sales presentation to a truck owner, who is interested in buying a new I-H super truck”. So I did and in the morning we drove to a dealer and were allowed to participate in his presentation to a potential buyer (truck owner) of all the USPs an I-H truck had compared to the competition.  The superlatives were all over in the air, and even my Boss and I were almost on the verge of buying one. When the dealer had finished his presentation and asked the truck owner if he had any questions, he simply came up with this one” How much will you pay me for my old Volvo truck?”  That was the moment of truth, when the fine and carefully selected words from the board meeting in USA, passing a long communication line should result in higher sales. The truck owner did not care about all the USPs; he only paid attention to the price any truck dealer would pay him for his used truck.

This was back in 1962, today in 2009 in Thailand, where I live now I saw a few days ago this message in the local Business News: “The sale of TOYOTA vans will depend on the coming harvest of rice, the quantity, amount and the kilo price for the farmers”. TOYOTA is a high quality product with a range of USPs but the sales will depend on the value of the harvest not the exceptional quality of the product.

What happened to all the modern and fancy expressions we learned about Marketing Management? The key issue of my message is, that the focus on the second when seller meets buyer and the importance of understanding each other has always existed. Back in tthe 1960ties we called it common sense today it is called CUSTOMER INSIGHT.

However we all learned from that lesson back in 1962. The example was evidence of the changes in the market situation and not only IHC but all manufacturers of the products mentioned had to face a new challenge that took not only IHC but many other similar companies to the sad end.

I shall explain more about why in my next article: ” SAD RESULTS OF AGRESSIVE MARKETING”

CHONBURI THAILAND

July 2009